Hvad er polio?

Polio skyldes den meget smitsomme poliovirus, som kan leve i tarmen på mennesker og overføres fra kontakt med afføring.

Hos langt de fleste, som kommer i kontakt med poliovirus, bliver virus bekæmpet i tarmen og vil måske give lidt diarré. Hos nogle kommer virus dog ind gennem tarmen og videre ud i kroppen, hvor det giver influenzalignende symptomer.

Kun hos nogle få procent af de ramte, trænger virus helt ind i rygmarvsvæsken i centralnervesystemet og giver voldsom hovedpine og nakkestivhed. Fra rygmarvsvæsken kan virus angribe nervecellerne i centralnervesystemet og ødelægge dem.

Det giver forskellige symptomer afhængig af, hvor i centralnervesystemet skaden sker. De mest markante symptomer er muskellammelse, men en lang række andre symptomer forekommer også hyppigt. Det drejer sig blandt andet om forstyrrelser i vandladningen, følesansen samt reguleringen af kroppens basale funktioner (puls, blodtryk, temperatur og vejrtrækning).

Kroppens forsvar – immunsystemet – får i de fleste tilfælde nedkæmpet virusangrebet, men inden det sker, kan nogle nerver være døde og andre så skadede, at de ikke længere kan komme til at fungere optimalt.

Typer af polio

Der findes tre typer poliovirus.

• Siden 1999 har der ikke været registreret udbrud med type 2, hvorfor WHO har erklæret type 2 virus for udryddet i 2015.
• Type 3 virus er ikke registreret siden 2012 og er i 2019 ligeledes blevet erklæret udryddet.
• Tilbage er alene type 1 virus samt de vaccine-forårsagede tilfælde af polio.

Følger efter polio

Tab af muskelfunktion er den bedst kendte konsekvens af polio. I mange tilfælde kunne kroppen dog restituere, så lammelserne ikke blev varige.

Når det akutte polioangreb er overstået, begynder kroppen en restitutionsfase, hvor de tabte funktioner kommer helt eller delvist tilbage.

Det sker i første omgang ved, at overlevende nerveceller overtager de kontakter, som de forsvundne nerveceller havde. De muskelceller, der ikke får nerveforsyningen tilbage, går i det lange løb til grunde og bliver erstattet af fedtvæv og/eller bindevæv.

I den genoptræning, der fulgte efter polioangrebet, vandt musklerne yderligere styrke ved, at de enkelte muskelfibre blev større. Restitueringen kunne være så udtalt, at den kunne kompensere for et tab af nerveceller på op til cirka 50 procent. Derfor blev funktionsnedsættelsen kun varig der, hvor tabet af nerveceller var mere end 50 procent.

Karakteristisk for funktionsnedsættelsen er, at lammelserne er asymmetrisk fordelt over kroppen, og at de er slappe, hvilket vil sige, at der ikke – som hos rygmarvsskadede – er stærkt øget muskelspænding (spasticitet).

Ud over de karakteristiske lammelser af de enkelte muskler, betyder tabet af nerveceller også, at de polioramte mister de reflekser, der normalt sørger for, at musklerne koordineres, så kroppen automatisk holder balancen. Kroppen kan derfor blive trukket skæv, både på grund af lammelserne og på grund af dårligt fungerende reflekser.

Skæv fordeling af musklernes træk på knogler og led kan hos børn give anledning til skæv knoglevækst med det resultat, at det mest ramte ben eller arm kan blive kortere end det andet, eller ryggen kan vokse skæv. Med alderen kan det skæve muskeltræk belaste leddene og give slid og smerter.