Hvad er postpolio?

Efter at have været syg med den akutte polio gennemgik de, der fik lammelser, et kortere eller længere restitutionsforløb.

I Danmark fik langt de fleste (cirka 90 procent) det så godt, at de kom i arbejde og levede et liv, der langt hen ad vejen var på linje med det, som andre havde.

Senere viste det sig, at en del personer, som havde haft polio, igen oplevede at miste muskelkraft. Samtidig kunne der støde en hel række andre symptomer til som smerter, muskelkramper, træthed, tale- og synkebesvær, vejrtrækningsproblemer, kuldskærhed, søvnbesvær og vandladningsbesvær.

Det var først i 1980’erne, at det blev klart for lægerne, at der var tale om noget, der kunne ramme poliopatienter generelt.

Der har været mange faglige drøftelser af, hvordan den nye tilstand skulle defineres, og hvad den skulle kaldes. I dag bruges PostPolio Syndrom (PPS) eller blot postpolio.

Sådan stilles diagnosen

Postpolio kan ikke påvises ved en blodprøve, skanning eller andre undersøgelser. Lægen stiller diagnosen alene ved følgende kriterier:

1. Har haft polio
2. Har haft stabil muskelfunktion i mere end 15 år
3. Har oplevet nye muskelsvækkelser gennem mere end et år
4. Muskelsvækkelserne kan ikke forklares af andre sygdomme

Lægerne har søgt at finde en prøve, der kunne stille diagnosen postpolio. Indtil videre er der ikke fundet nogen sikker prøve, og man må fortsat nøjes med ovenstående definition og huske at sikre sig, at der ikke er andre sygdomme, der kan forklare symptomerne.

Er du i tvivl, om du har haft polio, kan det sandsynliggøres ved et såkaldt EMG. Det vil sige en måling af nervernes ledningsevne og antallet af muskelfibre, som nerverne kontrollerer. Sådanne undersøgelser foretages på specialafdelinger for neurofysiologi.

Årsager til postpolio

Årsagen til postpolio kendes langt fra i detaljer. I et mikroskop kan man se, at de ekstra udløbere, som nervecellerne udviklede for at overtage de efterladte muskelfibre, forsvinder.

Det har længe været en generelt accepteret teori, at denne degeneration skyldes overbelastning af de ekstra udløbere. Man har derfor set postpolio som en tilstand, der skyldes, at den normale aldringsproces får et hurtigere forløb hos dem, der har haft polio, muligvis fordi de ikke har så mange ressourcer at trække på.

De seneste år er der imidlertid kommet fokus på, at der også kan være tale om en proces i immunsystemet, der påvirker hjernen og rygmarven. Det kan betyde, at postpolio ikke kun er en følge af aldring hos personer, der har få ressourcer at trække på, men at der er tale om en specifik sygdomsproces, som det kunne være muligt at finde en behandling for.

Så mange får postpolio

Forskellige videnskabelige undersøgelser verden over angiver stærkt varierende risiko for postpolio hos poliopatienter (22-87 procent).

Årsagen kan blandt andet være, at det er meget forskelligt hvilken gruppe af poliopatienter, der er undersøgt, hvor lang tid, der er gået siden den akutte polio, og hvor omhyggelig man har været med at stille diagnosen.

Imidlertid er der en sikker tendens til, at risikoen for at få postpolio er større jo længere tid, der er gået siden den akutte polio, og jo sværere det oprindelige poliotilfælde var.