Behandling af postpolio
Der er ingen kendte behandlinger, der kan helbrede postpolio. Postpolio behandles derfor generelt ved at tilpasse livsstil og aktiviteter, så nerver og muskler ikke overbelastes.
Den primære behandling vil ofte være en kombination af individuelt tilpasset træning og aflastning fx ved brug af hjælpemidler. Det kan også være, at andre former for behandling er relevant alt efter, hvilke symptomer du har.
Kontakt din egen læge, hvis du oplever symptomer, som kræver behandling. Det er vigtigt at få udredt, hvorvidt symptomerne skyldes postpolio eller eventuel anden sygdom.
Du er også velkommen til at kontakte PolioLinjen omkring dine symptomer og behandling af dem.
Behandling med gammaglobulin
Gennem flere år har lægevidenskaben forsøgt at afklare, om der er en effekt af behandling med immundæmpende medicin (gammaglobulin/immumglobulin). Der mangler dog fortsat forskning, der med sikkerhed kan afklare, om den type behandling har effekt på postpolio.
Der kører lige nu et internationalt forskningsprojekt, som Danmark også deltager i. Forsøget forventes afsluttet i 2022/2023.
Aflastning
Når du lever med postpolio, er det vigtigste at få balance mellem dine aktiviteter og de ressourcer, kroppen har, så du undgår overbelastning.
Når du får det dårligere med tiltagende postpoliosymptomer, kan det blive nødvendigt at revurdere og fjerne nogle flere aktiviteter, så balancen bliver genoprettet. Det kan også være, du kan have gavn af at få nogle hjælpemidler, der kan aflaste dig.
Læs om nogle af de måder, hvorpå du kan få bedre balance i hverdagen.
Træning
Efter det akutte poliotilfælde lærte mange poliopatienter at træne ihærdigt for at komme videre, men ved postpolio bør den overordnede strategi være at tilpasse dine aktiviteter til kroppens formåen.
Som postpolioramt er det vigtigt at træne og være fysisk aktiv. Men der er også nogle særlige hensyn, du skal tage.
Det kan være en stor hjælp at få vejledning fra en fysioterapeut, der kender til polio, for at få tilrettelagt et individuelt tilpasset træningsprogram.