Kampen mod polio

FN’s sundhedsorganisation WHO har som mærkesag at udrydde polio, og det har de haft siden 1988. WHO håber, at polio kan være udryddet i løbet af få år. Hvis det lykkes, vil polio være den kun anden sygdom, som menneskeheden har udryddet. Kopper var den første.

Indsatsen består i at få udbredt poliovaccinen til alle lande i verden, for hvis man får vaccineret alle mennesker, vil sygdommen blive udryddet. Det er nemlig kun mennesker, der kan blive smittet af polio.

Indsatsen for at udrydde polio har været enorm. WHO har gennemført store kampagner under svære betingelser - blandt andet på grund af kulturelle forskelle og primitive forhold. Men indsatsen har båret frugt.

Før 1955, hvor det blev muligt at vaccinere, var der på verdensplan cirka 600.000 nye tilfælde af polio om året. I 1988 var der 350.000 nye tilfælde, og nu er der omkring 100 nye tilfælde årligt.

I dag findes polio bl.a. i Afghanistan og Pakistan.

Tre typer poliovirus

Der findes tre typer poliovirus. Siden 1999 har der ikke været registreret udbrud med type 2, hvorfor WHO har erklæret type 2 virus for udryddet i 2015. Type 3 virus er ikke registreret siden 2012 og er i 2019 ligeledes blevet erklæret udryddet.

Tilbage er alene type 1 virus samt de vaccine-forårsagede tilfælde af polio.

WHO har derfor indledt en proces, så man ændrer på brugen af vaccine og overgår fra den flydende vaccine til injektionsvaccinen. Det skal være med til at forhindre de vaccine-afledte udbrud med polio.

Læs om arbejdet med at udrydde polio på hjemmesiden polioeradication, som blandt andet WHO og Unicef står bag.

Om poliovaccine

Der findes to måder at vaccinere mod polio på – og de har forskellige fordele og ulemper.

Poliovaccine kan enten gives som dråber via munden eller som injektion. På fagsprog hedder de henholdsvis OPV og IPV.

OPV Poliodråber

OPV Vaccinen er flydende og skal indtages via munden. I 1960’erne gav man den på en sukkerknald, men senere nøjedes man med at dryppe dråber direkte ind i munden.

Den flydende OPV-poliovaccine består af levende virus, som i laboratoriet er muterede – det vil sige, at deres genmateriale er ændret på nogle punkter. Herved bliver de så svækkede, at de ikke længere kan give sygdom, men stadig kan provokere immunsystemet og derved fremkalde immunitet.

Vira er levende, og det har den væsentlige ulempe, at den svækkede virus kan mutere tilbage til den sygdomsfremkaldende form og så igen vil kunne forårsage polio. En sådan mutation anser man for at kunne ske i mindre end 1 ud af 1.000.000 tilfælde.

Den flydende poliovaccine har den fordel, at den er nem at administrere selv under de mest primitive forhold, og den er meget billig.

Den flydende vaccine blev opfundet af Albert Sabin i 1961 og blev brugt første gang i Danmark i 1963.

Injektionsvaccine IPV

Injektionsvaccinen består af døde poliovirus, som bliver sprøjtet ind i kroppen.

Injektionsvaccinen forebygger sygdom, idet en efterfølgende smitte med levende poliovirus ikke kan angribe nerverne. Men IPV giver ikke den samme slimhindeimmunitet som OPV.

Hvis man kun er vaccineret med injektionsvaccine, kan man derfor godt huse poliovirus i tarmen uden, at man selv bliver syg, og man kan dermed risikere at bære virus videre til andre.

Da injektionsvaccinen består af død virus, risikerer man ikke, at denne muterer og igen kan give anledning til sygdom, som den flydende levende poliovaccine (OPV) kan.

Til gengæld kræver injektionsvaccinerne mere ekspertise og teknik, så det kan være svært at få den til at fungere under mere primitive forhold, og den koster også væsentlig mere end den flydende vaccine.

Injektionsvaccinen blev opfundet af Jonas Salk i 1955.

Poliovaccination i Danmark

I 1955 indførte Danmark, som det andet land i verden, vaccination mod polio med den inaktiverede poliovaccine (IPV). Forekomsten af polio faldt hurtigt herefter. Indtil da optrådte sygdommen i epidemier med års mellemrum.

I 1961 blev Danmark ramt af en polioepidemi, som blev væsentlig mindre end den i 1952-53, fordi vi netop havde vaccineret en stor del af befolkningen.

Sidste tilfælde af polio opstået i Danmark var i 1976, og det seneste importerede tilfælde var i 1983.

Poliovaccinen er fortsat en del af det danske børnevaccinationsprogram, hvor den siden 2002 er givet i en kombination med stivkrampe, kighoste, difteri og hæmophilus Influenza B – den såkaldte Di-Te-Ki-Pol-Hib. Vaccinationen gives til børn, når de er 3, 6 og 12 måneder samt 5 år. Hvis alle fire vaccinationer er givet, er den opnåede immunitet over for polio livslang ifølge Statens Serum Institut.

Danmark er det land i verden, som i længst tid uafbrudt har anvendt IPV, idet USA stoppede med at vaccinere i en periode i 1950’erne.

Læs om det danske børnevaccinationsprogram hos Statens Serum Institut

Læs mere om de forskellige typer af vaccine mod polio på Statens Serum Instituts hjemmeside