Gå til hovedindhold

Folkepension

Her kan du læse om folkepension og de forskellige tillæg til folkepensionen.

To personer går en tur i naturen.

Når du bliver folkepensionist, vil du ikke længere få den såkaldte merudgiftskompensation for dit handicap, som du måske har modtaget hidtil. Vær derfor særlig opmærksom på at få søgt om de generelle tillæg til folkepensionen som fx helbredstillæg og varmetillæg.

Pensionsalder

Tidspunktet for, hvornår du kan gå på folkepension, afhænger af, hvornår du er født.

Beregn din pensionsalder på borger.dk

Som hovedregel skal du være dansk statsborger og have bopæl i Danmark for at være berettiget til folkepension. Folkepensionen kan blive mindre, hvis du ikke altid har boet i Danmark.

Ansøgning om folkepension

Folkepension skal du søge om. Har du førtidspension, overgår du dog automatisk til folkepension.

Pensionen skal søges digitalt på borger.dk. Du skal bruge Nem ID, når du søger om folkepension. Du kan søge om folkepension et halvt år, inden du når folkepensionsalderen.

Læs mere om ansøgning om folkepension

Opsat folkepension

Du kan vælge at søge om opsat folkepension, hvis du fortsætter med at arbejde, efter du er nået folkepensionsalderen og vil udskyde folkepensionen. Du får dermed en højere pension, når du stopper med at arbejde.

Du har ikke mulighed for at opsætte din folkepension, hvis du har modtaget førtidspension.

Den opsatte folkepension søges via Borger.dk.

Udbetaling

Folkepensionen udbetales bagud via Udbetaling Danmark. Den udbetales første gang måneden efter, at du er overgået til folkepension.

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Pensionen er skattepligtig og afhængig af anden skattepligtig indkomst.

Yderligere oplysninger kan fås hos Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 61.

Tillæg til folkepensionen

Til folkepensionen knytter sig forskellige tillæg, der alle er afhængige af din indtægt og som skal søges. Undtagelse er ældrechecken, der udbetales automatisk, hvis du er berettiget.

Beløbet er i 2021 maksimalt 18.400 kr. Du må have en likvid formue på maksimalt 91.900 kr. (2021).