Gå til hovedindhold

Guide: Sådan søger du økonomisk støtte til bil og kørekort

En kvinde sidder i en af HandicapBilistCentrets kørevogne, mens en ansat i HandicapBilistCentret tester indretningen.

Hvis din funktionsevne er væsentligt nedsat, og du har brug for en tilpasset bil for at få hverdagen til at hænge sammen, så har du mulighed for at ansøge din kommune om støtte til en handicapbil.

I denne guide fortæller vi dig, hvordan du konkret bærer dig ad.

  • For at opfylde betingelserne for støtte til bil skal man:

    • Have en væsentligt og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, og
    • Have et omfattende kørselsbehov, som ikke kan tilgodeses på anden vis end ved transport i egen bil.

    Det er kommunen, der vurderer, om man opfylder betingelserne ud fra en konkret individuel vurdering og borgerens samlede forhold.

    Støtte til handicapbil kan tildeles på baggrund af de behov, som følger med et job eller en uddannelse. For personer, som ikke er på arbejdsmarkedet eller i uddannelse, kan en bil også bevilliges på et såkaldt trivselsgrundlag, dvs. hvis handicappet forringer evnen til at deltage i aktiviteter uden for hjemmet.

    Det vil ofte være nemmere at få støtte til en bil, der skal bruges til og fra uddannelse/arbejde, end til en bil, der skal bruges til trivselsmæssigt formål.

  • Hvis kommunen vurderer, at du opfylder betingelserne for støtte til køb af bil, kan der bevilliges et lån til køb af den billigste bil, som er egnet til dine behov, tilskud til indretning af bilen og din bil vil være fritaget for visse afgifter. Derudover er der mulighed for tilskud til erhvervelse og fornyelse af kørekort af helbredsmæssige årsager.

    Billigst egnede bil

    Det vil skulle afprøves, hvilken bil der er den billigst egnede, og du vil få et lån svarende til anskaffelsesprisen på denne bil. Du må i princippet gerne købe en dyrere/anden bil end den, kommunen bevilliger støtte til, men skal i så fald selv betale merprisen, og kommunen skal godkende købet.

    Der er tale om et rentefrit og delvist afdragsfrit lån. Det vil sige, at du vil skulle afdrage månedsvist over en 8-årig periode til kommunen. Størrelsen på lånet og fordelingen af lånet afhænger af, hvilken bil, du har behov for, og størrelsen af din indkomst.

    Udgangspunktet er dog en låneramme på op til kr. 195.000, - (2020), og den ”normale fordeling” er 50/50 mellem borger og kommune, hvis din indkomst er under kr. 231.000, - pr år (2020). Desto højere indkomst – desto større egenbetaling. Hvis det ikke er muligt at finde en egnet bil til under kr. 195.000, - (2020) suppleres der med et yderligere lån, som er helt rente- og afdragsfrit.

    Særlig indretning

    Der ydes ud over selve lånet også tilskud til nødvendig særlig indretning. Altså den særlige indretning, som du evt. har som påtegning/krav i kørekortet eller som i øvrigt konkret vurderes nødvendig. Tilskuddet til automatgear er op til maksimalt kr. 26.952, - (2020). Øvrig nødvendig indretning bevilliges som rent tilskud (altså uden egenbetaling).

    Afgiftsfritagelse

    Opfylder du betingelserne for støtte til bil, er du også berettiget til afgiftsfritagelse af ”grøn ejerafgift”. For dieselbiler kan der dog ikke bevilliges afgiftsfritagelse i forhold til udligningsudgiften. Er du fast kørestolsbruger, og er det nødvendigt med en minibus, kan der bevilliges fritagelse for registreringsafgift.

    Udskiftning af bil

    Det er som udgangspunkt muligt at få støtte til bil hvert 8 år. Ansøgning kan indgives ved det 7. år. Sker der væsentlige ændringer i dit behov, totalskade af bilen eller lignende kan der dog søges om udskiftning tidligere.

    Du skal som udgangspunkt selv afholde alle udgifter til almindelig drift og vedligehold. Det vil sige brændstof, forsikringer, service, reparationer mv. Dog er der mulighed for at søge om dækning af reparationsudgifter i forhold til bevilliget særlig indretning, ligesom der i visse situationer kan være mulighed for dækning af udgifter i henhold til servicelovens §100 (merudgifter) i forhold til drift og vedligehold.

    Kommunen kan i forbindelse med ansøgning om ordinær udskiftning vælge af benytte ”forenklet sagsbehandling”, hvis borgerens funktionsevne og kørselsbehov er uændrede siden sidste bevilling. Borgeren skal i så fald underskrive en ”tro og love-erklæring”, som dokumenterer dette.

  • Det er vigtigt at forberede dig grundigt, inden du går i gang med ansøgning om støtte til køb af bil – uanset om det er første gang, du søger, eller om du søger om udskiftning af bil.

    • Lav på forhånd gerne en oversigt over, hvad du bruger bilen til i din hverdag. Du kan evt. udfylde en kørselsdagbog over et par uger, som viser, hvor ofte du i dag bruger din bil.
    • Hav dit kørekort, registreringsattest på nuværende bil og kontaktoplysninger på relevante læger/behandlingssteder klar.

    Langt de fleste kommuner har online ansøgningsskemaer, som du kan finde på din kommunes hjemmeside eller via borger.dk.

    Du skal logge på ansøgningssiden med dit nemID.

    De fleste kommuner foretrækker, at ansøgningen udfyldes elektronisk. Du kan dog også finde en kopi af den fysiske ansøgningsblanket her.

    Når du udfylder ansøgningsskemaet

    Her gennemgår vi ansøgningen trin for trin, og guider dig til, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du udfylder skemaet.

    1. Information
      Her vil du kunne se relevante kontaktinformationer til din kommune og henvisninger til de lovgivninger, som danner grundlag for bevillingen af støtte til handicapbil. Der er ikke noget her, som du skal udfylde.
    2. Ansøgning om
      Her skal du krydse af, hvad du søger støtte til. Du kan søge om støtte til lån, afgiftsfritagelse, fritagelse for grøn ejerafgift, særlig indretning, tilskud til kørekort, reparation af særlig indretning eller afgiftsfrihed under uddannelse.
      Du vil også blive bedt om at opgive din årlige erhvervsindtægt. Hvis du ikke er i job, skal du angive indtægten som 0 kr. Er der tale om en ordinær ansøgning om støtte til bil, vil du typisk skulle sætte kryds i felterne ”lån”, ”særlig indretning” og ”afgiftsfritagelse/-nedsættelse”.
    3. Ansøger
      Her vil du blive bedt om at udfylde dine egne kontaktoplysninger.
    4. Årsag til ansøgning
      Her skal du selv formulere, hvorfor du ansøger om støtte. Altså om der er tale om en førstegangsansøgning eller udskiftning. Og hvorfor du har behov for en bil. Er der ikke plads i selve feltet til din beskrivelse, kan du evt. vedhæfte eller eftersende en supplerende beskrivelse.
    5. Kørselsbehov
      Her skal du krydse af, om du har brug for bilen til transport til og fra job eller uddannelse, eller om du søger til andet behov. Hvis du angiver behov for kørsel til job eller uddannelse, vil du blive bedt om at udfylde navn på arbejds- eller uddannelsessted.
    6. Beskrivelse af det generelle kørselsbehov
      Her skal du selv angive dit behov for en bil. Oplist alt det, du bruger/forventer at skulle bruge en bil til.


      Det kan fx være:
      • Arbejde/uddannelse
      • Træning/behandling
      • Egen læge
      • Sygehusopfølgning
      • Indkøb
      • Besøg hos venner og familie
      • Tandlæge
      • Frisør
      • Fritidsinteresser
      • Weekend- og ferieaktiviteter
      • Frivilligt arbejde

      Har du andre faste aktiviteter, så skriv dem endelig på. Og skriv gerne interval og afstande på, hvis det er muligt. Du kan evt. lade dig inspirere af den kørselsdagbog, som du måske i forvejen har forberedt.

      Det er vigtigt, at sagsbehandleren får et fyldestgørende billede af, hvor meget du har brug for bilen. Du vil på denne side også blive bedt om at begrunde, hvorfor det ikke er en mulighed for dig at bruge offentlige eller andre transportmidler (handicapkørsel, fleksture, el-køretøj mv) i stedet for en handicapbil. Mulige begrundelser kunne fx være:
      • Fysiske begrænsninger, som hindrer indstigning i bus eller tog
      • Fysiske begrænsninger ift. udtrætning, smerter, behov for hvil mm.
      • Behov for at medbringe særlige hjælpemidler
      • Frekvensen/omfanget af dine aktiviteter
    7. Bil
      Du vil her blive spurgt, om du i forvejen har en bil og skulle udfylde oplysninger om den eksisterende bils model, årgang og registreringsoplysninger. Du skal oplyse, hvor langt din nuværende bil har kørt, og om du har modtaget offentlig støtte til den.
    8. Andre oplysninger
      Her skal du oplyse, om du allerede har et kørekort, og om du selv er i stand til at køre bilen.
      Er du ikke selv i stand til at køre bilen, vil du i forbindelse med opfølgning på sagen skulle oplyse, hvem der så vil skulle fungere som chauffør. Fx hjælper, familiemedlem eller andre. Det er vigtigt, at du har tilstrækkeligt med chaufførbistand til at sikre, at du kan få tilgodeset dit kørselsbehov.
    9. Helbredsforhold
      Du vil blive bedt om at beskrive den funktionsnedsættelse, som er årsag til ansøgningen. Du skal også oplyse hvor, hvornår og af hvem, du sidst er blevet undersøgt. Her er det i princippet nok at henvise til de steder, du har været i kontakt med i forbindelse med din funktionsnedsættelse. Det kan fx være egen læge, sygehus, fysioterapeut eller andet.
      Det er kommunens opgave at indhente specifikke oplysninger, men du må gerne medsende/eftersende en kopi af fx et relevant og aktuelt lægenotat, hvis du har et sådan liggende.
    10. Om samtykke
      Her skal du acceptere, at kommunen må indhente oplysninger hos de behandlere, du selv har angivet under ”helbredsforhold”.
    11. Behandling af personoplysninger
      Oplysninger om, hvordan kommunen behandler dine personoplysninger. Her skal du intet udfylde.
    12. Opsummering og godkendelse
      Du får en samlet oversigt over de oplysninger, du har indtastet. Læs det hele grundigt igennem.
      Når du er tilfreds med indholdet i din ansøgning, skal du trykke send. Herefter er ansøgningen modtaget hos kommunen. Du vil normalt modtage en kvittering i din e-boks.
  • Det fremgår af de fleste kommuners hjemmesider, hvor lang forventet sagsbehandlingstid de har. Mange steder ligger sagsbehandlingstiden på mellem 6 og 12 måneder.

    I forbindelse med ansøgning, bør du modtage en kvitteringsskrivelse med konkret besked om den forventede sagsbehandlingstid.

  • Hvis du allerede har en bil, og du søger om udskiftning, skal du være opmærksom på, at kommunen i tilfælde af afslag, vil frakende dig afgiftsfritagelsen på nuværende bil.

    Det er ikke muligt at få en forhåndsgaranti på, om en ansøgning vil gå igennem eller ej. Du skal derfor være bevidst om denne risiko.

    Kontakt eventuelt PolioLinjen for yderligere rådgivning og vejledning om dette.

Få en PDF-version af guiden

Her finder du guiden om økonomisk støtte til bil og kørekort i pdf-format.