Gullasch
Lækker gullasch fra bogen 'Superkost til Hjernerystelser'.
Til 2 personer
3 store løg
4 fed hvidløg
250 g skært oksekød i tern (uden fedtmarmorering)
Smør til stegning
4 spsk stødt mild paprika af god kvalitet, f.eks en ægte ungarsk paprika
1 l kyllingefond, oksefond eller bouillon
1 stor rød peberfrugt
3 store gulerødder
2 store kartofler (ca. 500 g)
Evt. citronsaft
Evt. lidt mild honning
6 kviste frisk timian
Havsalt og sort peber
Fremgangsmåde
Pil løgene og skær dem i fine tern.
Pil hvidløgsfeddene og skær dem i tynde skiver.
Krydr okseternene med rigeligt havsalt og sort peber.
Brun ternene grundigt af i smør. Hæld ternene over på en tallerken.
Dump løgene ned i ’kødgryden’ og steg dem klare (det tager typisk 10-15 minutter, og de må ikke blive brune). Når løgene er bløde og klare, tages gryden af varmen.
Tilsæt paprikaen og rør godt rundt. Paprika bliver nemt bittert, hvis det indledningsvist udsættes for høj varme, derfor skal gryden tages af varmen, imens paprikaen arbejdes ind i løgene.
Tilsæt igen kødternene til gryden og steg videre et par minutter over middel varme.
Tilsæt hvidløg og fond. Bring gryden i kog og skru ned for varmen.
Skær peberfrugten i tern à ca. 2 x 2 cm.
Skræl gulerødderne og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver.
Skræl kartoflerne og skær dem i tern à ca. 2 x 2 cm.
Grøntsagerne tilsættes, når kødet har simret i fonden i ca. 15 minutter (det passer formentlig meget godt med tiden, du nu har brugt på at snitte grøntsagerne).
Lad retten simre forsat i 30-45 minutter (uden låg), eller indtil kødet er mørt.
Smag gullaschen til med havsalt samt eventuelt lidt honning og citronsaft.
Servér gullaschen i skåle og pynt med lidt frisk timian.