Gå til hovedindhold

Kernebrød

Et godt hjemmebagt brød med masser af kerner og fuldkorn kan serveres både morgen, middag og aften. Dejen er nem at lave, da den røres på maskine og hæver koldt natten over.

Kernebrød

1 stort brød

½ liter vand
10 g gær
1 spsk. honning eller sirup
2 tsk. groft salt
250 g 5-kornsbageblanding fra Urtekram (alternativt laver du selv en blanding af knækkede byg- og rugkerner, solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø)
ca. 500 g stenkværnet & fuldkorns ølandshvedemel

Hæld vandet i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt honning, salt og 5-kornsbageblanding. Rør dejen godt sammen.

Tilsæt ølandshvede gradvist, mens dejen røres på en røremaskine i ca. 10 min. Dejen skal være fugtig og have konsistens som en tyk grød. Dæk skålen med film og stil den i køleskabet i 8-24 timer.

Ælt dejen igennem på et meldrysset bord, form den til et brød og læg det på en bageplade med bagepapir - Alternativt i en hævekurv drysset med mel. Lad brødet hæve tildækket et par timer ved stuetemperatur.

Varm ovnen op til 225 grader varmluft. Rids brødet og drys med lidt ølandshvede. Skru ovnen ned til 200 grader og kom brødet i ovnen. Bag det i ca. 45 min. på nederste rille.

Tjek om brødet er gennembagt – det skal lyde hult, når du banker det i bunden. Sæt brødet til afkøling på en rist.