Skipper skræk boller
Hjemmebagte boller med spinat og fuldkorn er en god start på dagen. Bollerne kan naturligvis også mætte knurrende eftermiddagssultne maver og er geniale i madpakken.
Til 12 stk.
250 g frossen hakket spinat
2 ½ dl kogende vand
1 dl tykmælk eller yoghurt naturel
25 g gær
50 g solsikkefrø
2 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
100 g havregryn
200 g hvid fuldkornshvedemel
Ca. 300 g hvedemel
Kom spinaten i en skål og hæld kogende vand over. Rør rundt, indtil
spinaten er optøet.
Tilsæt tykmælk/yoghurt og opløs gæren heri. Tilsæt solsikkekerner, salt, olie og havregryn og rør dejen sammen. Tilsæt hvid hvede og hvedemel lidt ad gangen og ælt til dejen er sammenhængende, men stadig lidt klistret. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca.1 time.
Dyp en stor ske i koldt vand og form dejen ved hjælp af skeen til 12 boller. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve ca. 30 min.
Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 220 grader i 15-20 min. til de er gyldne.