Uge 5: Håndtering af tanker og følelser
Lyt også til disse lydfiler
Velkommen til uge 5 af inspirationsforløbet til mindfulness.
Håndtering af følelser og tanker
I denne uges visualiseringsøvelse dannes et forestillingsbillede, som kan hjælpe dig med at forholde dig til og herefter give slip på forstyrrende tanker, følelser eller indtryk. Nogle gange kan vi have en tendens til at holde fast i bestemte tankemønstre eller forestillinger. Vi deler ofte tanker op i:
- Tanker vi kan lide
- Tanker vi ikke kan lide
- Tanker som er neutrale
Vi vil gerne forsøge at kontrollere vores tanker. Vi prøver at holde fast i de tanker, vi kan lide, og at undgå de tanker, vi ikke kan lide. Det samme gælder vores kropsfornemmelser og følelser. Det er desværre en umulig opgave, og vi oplever ofte, at selv om vi for en stund lykkes med at undertrykke det ubehagelige, dukker det op igen.
I mindfulness forsøges det at vende sig imod alle oplevelser, uanset om de er behagelige, ubehagelige eller neutrale (Kold, 2016). Ved for eksempel at forestille os, at svære tanker eller følelser kan passere forbi os, nedskrevet på blade i floden, forholder vi os til dem, men uden at gå i et med dem.
Øvelserne kan være rare at lave ved sengetid, hvor mange kan opleve et tankeoverload, som gør det svært at falde i søvn.
Reference: Kom i gang med mindfulness og meditation og få en regelmæssig praksis, 2016 af Mette Kold.
Visualiseringsøvelse: Blade på floden
Nogle mennesker er hurtige til at danne indre forestillingsbilleder, og andre oplever, at det er nemmere at meditere på fx åndedrættet. Eksperimenter med de forskellige øvelser og find ud af, hvilken stil der passer bedst til dig.
Denne øvelse varer ca. 8 min., men du kan fortsætte øvelsen på egen hånd.
Kropsscanning
Ugens anden øvelse er en kort kropsscanning på 15 min. En kropsscanning kan minde om en afspænding, men det er to forskellige tilgange.
I afspændingen gennemgås kroppen systematisk, og hver enkelt kropsdel afspændes. Til slut mærkes hele kroppen, og der er fokus på at nyde den afspændte fornemmelse i krop og sind.
I kropsscanningen er formålet ikke, at kroppen skal afspændes. Det er en øvelse, hvor man gennemgår kroppen og mærker den, præcis som den er. Man observerer på ikke-dømmende vis alle kropsfornemmelser og lader dem være en del af sin oplevelse.
Det er selvfølgelig okay at afspænde et område af kroppen, hvis man mærker spændinger, men det primære formål med øvelsen er at træne den observerende ikke-dømmende bevidsthed.
Hjemmeopgaver til næste uge
Sammensæt dit eget meditationsprogram. Gerne 1 længere meditation (20-30 min.) om dagen. Fx meditation med centrering i brystet eller kropsscanning.
- 1-2 tilstedeværelsesøvelse eller åndedrætsøvelse dagligt
- 1-3 afspændinger ugentlig