Sådan påvirker varmtvandstræning kroppen
Kroppen påvirkes på mange forskellige måder ved at træne i varmt vand, og rigtig mange, der har polio, har stor glæde af at træne i vand.
I vandet bliver kroppen holdt oppe af opdriften, der påvirker kroppen i modsat retning end tyngdekraften.
Opdriften har den betydning, at bevægelser, du på land kan have svært ved at udføre, er mulige at gøre i vandet, fordi opdriften hjælper dig med at udføre bevægelserne. Kroppen kan derfor bevæge sig i flere dimensioner end på land (fx liggende, stående, skråtstillet).
Opdriften betyder, at du i vandet vil opleve, at balancen og kontrol af kroppens bevægelser vil være ændret sammenlignet med på land. Du kan ikke sætte af i vandet på samme måde som på land. Du må derfor finde andre måder at genvinde balancen på end på land. Ligeledes falder du ikke, hvis du mister balancen, med samme hastighed som på land, idet vandet vil være med til at holde dig opretstående.
Opdriften betyder, at der er mindre vægt på knæ, hofter og rygsøjlen. Jo dybere vand du står i, des mindre vægt er der på leddene. Dette giver mulighed for en mere aflastende træning, da led og muskler belastes mindre, når du bevæger dig i vand, sammenlignet med når du bevæger dig på land.
Tryk fra vandet gør gavn
Når du er i vandet, er der et langt højere tryk på de dele af kroppen, der er under vand, end på de dele, der er over vand. Trykket stiger jo dybere nede i vandet, en kropsdel befinder sig. Når kroppen er sænket ned i vand til brystet, påvirkes kroppens hjerte- og karfunktion, blodet presses tilbage i hjertet, og pulsen falder. Undersøgelser har vist, at regelmæssig træning og nedsænkning i vand kan sænke forhøjet blodtryk.
Vandets tryk påvirker kroppens vener, lymfesystem og nyrer. Påvirkningen på nyrerne betyder, at kroppen udskiller mere væske, og behovet for vandladning øges. Derfor anbefales det, at du sørger for at drikke godt med væske efter træning i varmtvandsbassin. Det har vist sig, at træning i lodret position kan anvendes til at mindske hævelser i eksempelvis anklerne.
Vandets tryk og pres på kroppen påvirker også trykket på lungerne og derved den modstand, som kroppens vejrtrækningsmuskler skal arbejde imod. I liggende position er trykket på lungerne mindst. Undersøgelser har vist, at træning i vand kan forbedre vejrtrækningsmusklernes styrke og udholdenhed.
Juster selv hvor meget modstand, du vil have
Når du bevæger dig i vandet, skabes der vandstrømninger rundt om kroppen. Disse vandstrømninger skaber en turbulens og et ’sug’ bag kroppen, du kan opleve som en modstand i vandet.
Modstandens størrelse afhænger at to ting. Den ene er, hvor hurtigt du bevæger dig, og den anden er, hvor stor en kropsdel (fx et ben) eller genstand (fx en plade), du bevæger gennem vandet. Jo højere hastighed, du bevæger dig med, des mere modstand skabes der fra vandet, og jo større en kropsdel eller genstand, du bevæger gennem vandet, des mere modstand skabes der. Du kan derved gøre træningen tungere eller lettere ved at ændre på den hastighed, du bevæger dig med eller på størrelsen af det træningsredskab, du benytter.
Du kan fx ved at ændre på håndstillingen, så håndfladen bevæges parallelt med bevægeretningen i vandet fremfor vinkelret på, mindske modstanden og derved gøre øvelsen lettere.
Varmt vand er godt imod smerter
Træning i varmt vand har vist sig at have positiv effekt på smerter. Varmen fra vandet påvirker kroppens smertesystem og afspænder kroppens muskler. Du kan derfor opleve en umiddelbar smertelindring, når du kommer ned i det varme vand, der gør det muligt at bevæge sig mere frit end ellers.