Kan jeg få erstatning efter vaccine mod polio?
Få ekspertens svar her.
Publiceret
18. oktober 2024
Spørgsmål:
Er der mulighed for, at jeg i dag kan få erstatning efter, at jeg har fået polio på grund af en vaccination, som jeg fik imod polio engang i 1960’erne?
Svar:
Kære medlem
Jeg mener desværre ikke, at du har mulighed for at få erstatning i dag. Dette begrunder jeg med følgende:
- Området ”erstatning for vaccinationsskader” reguleres i dag af Lov om Klage- og erstatningsadgang inden for Sundhedsvæsenet. Der gælder i denne lov nogle forældelsesfrister for anmeldelse på dels 3 år fra det tidspunkt, hvor man er blevet bekendt med skaden, dels en absolut forældelsesfrist på 10 år fra det tidspunkt, skaden skete på, dvs. på vaccinationstidspunktet. Jeg vurderer på baggrund heraf, at det ikke er muligt at opnå erstatning i nærværende tilfælde efter denne lov.
- Dansk lovgivning har i øvrigt gennem tiden haft i alt to love vedrørende Erstatningsansvar for Vaccinationsskader. Den første blev iværksat i 1972 efter en betænkning i 1969. Den anden lov var en revision af førstnævnte lov og blev iværksat i 1978. Ingen af disse love vurderer jeg dog har relevans i forbindelse med en skade som den nævnte. For det første er begge love ophævede, den sidste i 2004, for det andet skulle vaccinationsskaden have været både påvist samt anmeldt til myndighederne inden for visse bestemte tidsgrænser.
- På tidspunktet for den pågældende skade i 1960érne eksisterede der ikke nogen lov specifikt rettet mod vaccinationsskader. Her skulle man rejse et krav efter de almindelige erstatningsretlige regler. Jeg vurderer, at en sådan sag også efter disse regler er forældet. Der gælder nogen meget komplicerede forældelsesregler på dette område, de er også blevet ændret i den relevante periode, men jeg mener, at der maksimum gælder en absolut forældelsesfrist på 30 år fra skadestidspunktet. Herefter er kravet forældet. Det vurderer jeg er tilfældet her.
Sammenfattende vurderer jeg, på baggrund af det beskrevne hændelsesforløb og ovennævnte, ikke, at du kan opnå erstatning på nuværende tidspunkt.
Du har dog altid mulighed for at kontakte Patienterstatningen, og forhøre dig, om de er enige i min vurdering. Patienterstatningen er den myndighed, der i dag behandler sager om erstatning for vaccinationsskader.
Læs mere på Patienterstatningens hjemmeside
Venlig hilsen
Marianne Bak Svendsen
Jurist