Gå til hovedindhold
Julehjerte

Sådan kommer du igennem julen med færre smerter

Julen kan være en udfordrende tid, hvis du lever med kroniske smerter. Overlæge Majbritt Almer giver her sine fem bedste råd til, hvad du selv kan gøre for at minimere smerterne, så du bedre kan nyde højtiden med dine nærmeste.

Julen er fyldt med traditioner, aktiviteter og forventninger, der kan være særligt krævende for mennesker der lever med kroniske smerter.

Ifølge overlæge Majbritt Almer, der behandler smertepatienter til daglig på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, er stress en af de største udfordringer i juletiden.

- I julen bliver vi ofte mere stressede over alt det, vi skal nå. Stress kan føre til dårligere søvn, og når vi ikke får sovet ordentligt, kan det forværre smerterne, forklarer Majbritt Almer.

Samtidig udfordrer juletiden de vante rutiner og kræver ofte mere fysisk og mentalt overskud.

- Der er større krav til, at vi skal være aktive i længere tid, end vi plejer. Det tærer simpelthen på ressourcerne, tilføjer Majbritt Almer.

5 gode råd til en mindre smertefuld jul

Overlæge Majbritt Almer deler sine fem bedste råd til, hvad du selv kan gøre for at minimere smerterne.

  1. Planlæg ekstra hvilepauser
    Tag dig tid til ekstra hvilepauser i løbet af december. Små pauser i løbet af dagen kan give dig ro til at lade op og forebygge overbelastning.

  2. Vær realistisk med din tid
    Vær ikke for tidsoptimistisk. Ting tager tid. Nu skal du også have det pæne tøj på.

  3. Uddeleger opgaver
    Lad andre hjælpe dig. Måske kan nogen tage sig af maden, gaveindkøbene eller oprydningen, så du ikke skal stå med det hele selv.

  4. Bed om hjælp
    Bed om hjælp. Det gælder altid, men måske særligt i julen. Folk er måske også lidt mere imødekommende i julen.

  5. Hav styr på medicinen
    Sørg for at have den medicin, du har brug for, hjemme. Husk, at vagtlæger ikke kan ordinere stærk smertemedicin/opioider som for eksempel Tramadol og lignende.