Amy og den anden forening

Ordene slog tilnærmelsesvis gnister, når modstandere formulerede deres afsky ved Landsforeningen af Børnelammede i Danmark (forkortet herfra ’LBD’, red.). Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var der flere steder samtidig udsprunget idéer om at stifte en forening til hjælp for børnelammelsens ramte, som man havde set det i blandt andet USA og Sverige. Det var dog ikke alle, der trak i samme retning herhjemme. PolioForeningen hed dengang ’Landsforeningen til Bekæmpelse af Børnelammelse og dens Følger’ (herfra blot ’PolioForeningen’, red.), og der var både modsatrettede interesser, navnesammenfald, behandlingsmetoder og økonomi på spil.

”En Forening, der oprindelig kaldte sig ’Foreningen til Efterbehandling af Børnelammelse efter Frøken Schoulunds Metode’, antog i Efteraaret 1945 navnet ’Landsforeningen af Børnelammede i Danmark’ og har siden med Udnyttelse af denne Navnelighed drevet haardhændet Propaganda og samlet en Del Medlemmer og Penge. Denne Forening baserer udelukkende sin Virksomhed på en ikke autoriseret Massøse, der ikke ønsker at underkaste sig Lægekontrol. […] Behandling af Børnelammelse og dens Følger, der ikke ledes af Læger, maa efter vor Mening ansees for ganske uforsvarlig,” stod der i PolioForeningens årsberetning for 1946 og var underskrevet af 21 danske læger og videnskabsmænd.

LBDs formål var altså at tilbyde efterbehandling af polioramte efter Amy Schoulunds metode. Selvom de fleste fagfolk og andre interessenter tog afstand fra hende, fandtes der både læger og andre af samfundets spidser, som loyalt bakkede hende op. Ifølge hendes forening havde hun behandlet mere end 200 poliopatienter i Danmark ved krigens slutning, hvoraf hovedparten havde oplevet at genvinde fuld førlighed efter deres lammelser. Hvor meget sandhed, der reelt er i det udsagn, er vanskeligt at fastslå.

På sporet af Amy

Men hvem var hun egentlig, Amy Schoulund, som kunne skabe så stor furore? Som almindelig dødelig er det ikke nogen nem sag at få begreb om, men der er dog enkelte detaljer, som dukker op. Hun blev født i 1883, og hun optræder for første gang i et digitalt arkiv som logerende hos en præstefamilie på Anholt. Året er 1906, og hendes erhverv er i folkeoptællingen for det daværende Randers Amt nedfældet som lærerinde. Seks år senere finder vi hende et helt andet sted i landet, hvor hun er blevet bestyrerinde på et københavnsk asyl (en frøbelsk institution) i 1912.

Allerede tre år senere er Amy Schoulund dog på farten igen. Denne gang drager hun til USA, hvor hun under Første Verdenskrig uddanner sig på ’The New York School for gymnastic and massage’ og tillærer sig forskellige færdigheder ved ophold hos den australske fysioterapeut Søster Kenny.
Hos Søster Kenny tager Amy Schoulunds anseelse fart. Det er nemlig Søster Kenny, som behandler den amerikanske præsident Roosevelt, som man dengang mente var polioramt, men som enkelte forskere i nutiden har stillet spørgsmålstegn ved. Søster Kenny opfinder også Kenny-pakninger, der særligt i den akutte fase af polio kan lindre smerter. Under sit ophold i USA blev Amy Schoulund også ansat ved flere hospitaler, hvor hun i samarbejde med læger behandlede poliopatienter, ligesom hun også fik sine egne patienter.

Først 17 år senere, i 1932, vender Amy Schoulund hjem til Danmark. I LBDs årsberetning beskrives det, at hun sandsynligvis havde regnet med at skulle samarbejde med det danske sundhedsvæsen, men at hun blev afvist. Det fik hende til at åbne sin egen lille klinik på Østerbro i København. Samtidig begyndte LBD en målrettet pengeindsamling, så de kunne åbne flere behandlingsklinikker rundtom i landet.

”En Børnelammet maa aldrig opgives,” var én af Amy Schoulunds mottoer, da hun begyndte sit virke herhjemme, og én af hendes kæpheste var, at det samtidig krævede store mængder af tålmodighed, førend børnelammede kunne få deres fulde førlighed tilbage.

Dømt for kvaksalveri

Herfra bliver Amy Schoulund konsekvent omtalt som massøse og hendes behandlings omdrejningspunkt er da også netop massage og muskeltræning. Det kontroversielle findes i, at hun tilsyneladende ikke ønskede, at de danske læger på nogen måde blandede sig.
Karl Vilhelm Nielsen, tidligere direktør i PTU (nu PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen), blev selv behandlet på én af de klinikker, som LBD og Amy Schoulund oprettede. Han siger om tiden:

”Jeg mindes ikke, hvorvidt jeg selv har mødt Amy Schoulund, men det kunne sagtens være, at min mor havde eller min farbror og tante, som jeg dengang boede hos. Amy Schoulund blev på et tidspunkt dømt for kvaksalveri efter klage fra en polioramt drengs familie, men fortsatte ufortrødent sine behandlinger alligevel.”

Karl Vilhelm Nielsen har ikke selv dårlige minder fra de fem år, hvor han blev behandlet på Amy Schoulunds klinik i Randers (læs mere om Karl Vilhelm Nielsens barndom på de kommende sider, red.), men han er ikke i tvivl om, at der var en tydelig kamp mellem de to foreninger med sundhedsmyndighederne på PolioForeningens side.

”Jeg begyndte i behandling som fireårig, så det er begrænset, hvad jeg husker. Men jeg vurderer på alt det, jeg efterfølgende har hørt, at der nogle steder i det jyske, hvor jeg voksede op, var en tendens til, at man tyede til andre behandlinger. For PolioForeningen blev dengang nogle steder set som lidt af et københavnerfænomen. Jeg mindes også fra min behandling, at der indimellem troppede en læge op, vistnok fra Aarhus. Jeg kan kun gisne om det, men det virkede som om, at det var en slags kontrol, der var blevet pålagt,” fortæller Karl Vilhelm Nielsen.

Landsforeningen af Børnelammede i Danmark eksisterede sideløbende med PolioForeningen indtil Amy Schoulunds pension i 1953. Herefter blev foreningerne slået sammen i kampen mod polio.