Bjørn Ibsens datter: Min far har altid været mit forbillede

Hun oplevede det ikke som noget pres, men der var en allestedsnærværende forventning om, at hun gjorde sig umage med sine ting, husker 82-årige Birgitte Bjørn Willumsen, der er datter af professor og narkoselæge Bjørn Ibsen. Selv er Birgitte Bjørn Willumsen pensioneret tandlæge.

”Han så gerne, at vi, hans fire børn, var dygtige i skolen. Det kunne vi bestemt mærke var vigtigt for ham, og vi kunne ikke tillade os at ligge på den lade side og foretage os ingenting. Jeg har aldrig set det som et problem, at der var noget at leve op til, tværtimod. Jeg blev, allerede som barn, meget inspireret af ham og hans måde at være på og tænke på. Min bror blev læge, og jeg blev tandlæge, så vi er garanteret blevet præget i den retning af ham,” siger Birgitte Willumsen og fortsætter:

”Jeg beundrede naturligvis hans store og vigtige indsats som læge, og jeg beundrede hans person. Hans store interesse for musik var også meget inspirerende. Jeg kan huske, han havde en meget stor samling grammofonplader: Alt fra Ella Fitzgerald til Louis Armstrong og Chopin og opera. Han gik meget op i, at vi, hans børn, fik lært både at spille selv og synge. Jeg violin og klaver, min søster cello. Ved middage i hjemmet, mens vi var små, var der ofte ’opvisning’, hvor han selv sad ved klaveret, jeg med violin og min søster med cello. Vi boede på Sølvtorvet i København, og han tog os ofte med på Statens Museum for Kunst og Hirschsprungs samling. Vi har også boet på flere forskellige hospitaler, for det var normalt dengang som lægefamilie.”

Videbegærlig morfar prægede Ibsen

Bjørn Ibsen beskrev selv, hvordan pudsige betragtninger og oplevelser som barn fascinerede og animerede ham til at gå den vej, han gjorde. Her spillede blandt andet hans bedsteforældre en rolle. I hans selvbiografi Gensynsglæde fra 1990 lyder det blandt andet:

”Min mormor var Parkinsonist og så handicappet, at jeg som 2-årig var kommet til at vælte hende omkuld. Min morfar tog mig om onsdagen med rundt på alle mulige museer […] Min far havde købt Hagerups konversationsleksikon. Jeg havde den opfattelse, at et sådant brugte man, når der var noget bestemt, man ville slå efter. Når min morfar kom på besøg, tog han ofte et bind og slog op et tilfældigt sted og satte sig til at læse. Han kunne så støde på emner og forhold, han ikke før havde været opmærksom på. Det gav stof til eftertanke.”

Dåbsfad kun brugt af lægen

I bogen fortæller Ibsen også, hvordan et fad brugt til hans egen dåb påvirkede hans syn på læger. Da Bjørn Ibsen blev født i 1915 var det en særdeles hård fødsel, og hans forældre så sig nødsaget til at døbe ham allerede seks dage senere.

”Mon ikke det er derfor, jeg blev enebarn? […] Dåben fandt sted i familiens servantestel. […] Som dreng blev dette stel kun brugt, når vi havde besøg af huslægen dr. Arne Lindholm. Der lå så et helt nyt stykke sæbe parat i sæbeskålen, og på vandkanden var anbragt et rent, fint sammenfoldet håndklæde. Dr. Lindholm vaskede så hænder efter at have kigget mig i halsen eller hørt på mine lunger. Her kan man nok finde grunden til, at jeg blev læge. Jeg har aldrig set andre end dr. Lindholm benytte det fad, hvor jeg blev døbt,” beretter Ibsen i sin selvbiografi.

Canadier skriver bog om Ibsen

Over årene, siden den store epidemi i begyndelsen af ’50erne, er der blev skrevet bøger om selve epidemien, forløbet på Blegdamshospitalet og om Bjørn Ibsens betydning i medicinhistorisk perspektiv. I 2021 blev Birgitte Bjørn Willumsen og hendes bror kontaktet af en canadisk læge ved navn Hannah Wunsch. Canadieren er netop nu i gang med at skrive endnu en bog, denne gang blandt andet med fokus på Bjørn Ibsen som menneske.

”Vi hjælper gerne, hvor vi kan, for det er en vigtig historie at fortælle. Hannah Wunsch har vi talt med en del gange efterhånden. Hun har været her hos mig, hvor hun så en masse billeder og fik en masse oplysninger. Hun var meget interesseret i min far og særligt personen bag,” fortæller Birgitte Bjørn Willumsen.

Hun husker selv polioepidemien ganske godt.

”Jeg har været 12 år, da epidemien brød ud, og det er en tid, som har sat sit aftryk. Hannah Wunsch ville meget gerne høre, hvordan vi som børn havde oplevet det hele. Jeg kan jo huske, hvordan min far indimellem sad frustreret og talte om det hjemme ved middagsbordet. Han var naturligvis meget optaget af det. Samfundet forandrede sig på den tid, og epidemien fyldte meget. Vi begyndte for eksempel ivrigt at vaske hænder, og det havde ikke før været så stærkt promoveret.”

Oplevede lægernes hjælpeløshed

Ganske kort tid inden Bjørn Ibsen skulle op til sin studentereksamen, døde hans far på amtssygehuset i Gentofte. Det var en af de episoder, som var med til at forme ham. Han satte ord på oplevelsen i sin selvbiografi:

”Jeg stod ved hans dødsleje og oplevede, hvordan han simpelthen blev kvalt pga. sekreter i luftvejene. I 1933 havde man ikke Penicillin, og jeg så, hvordan lægerne var helt hjælpeløse. De foretog sig intet andet end at se bekymrede ud og ordinere morfin. Det er mærkeligt, at jeg som læge er kommet til at beskæftige mig så meget med netop disse problemer med frie luftveje, opsugning af sekreter og kunstig respiration. Mon min opmærksomhed er blevet vakt ved det indtryk, jeg fik ved at se lægernes totale hjælpeløshed over for min fars situation?”

Ibsens datter, Birgitte Bjørn Willumsen, giver også sit bud på en årsag til, at hendes far udviklede sig til at have så kolossal betydning for lægevidenskaben herhjemme og globalt:

”Han må have været en meget stærk personlighed. Det var jo godt, at han troede så meget på det, selvom andre indimellem var skeptiske, når han kom med nye idéer. Det er virkelig beundringsværdigt, at han turde holde fast overfor autoriteterne. Især på den tid hvor disse autoriteter havde uindskrænket magt og indflydelse. Der er ingen tvivl om, at min far på mange felter har været et forbillede for mig,” afslutter Birgitte Bjørn Willumsen om sin far Bjørn Ibsen, der døde i 2007 som 92-årig.