Børn blev sendt tusinde kilometer væk til behandling

12-årige Louise begyndte at græde, da hun skulle indtale en radiohilsen til sin familie. I halvandet år havde hun ikke set dem, hendes mor, far og fire yngre søskende, og der havde nærmest ingen kommunikation været imellem dem.

Louise, hvis efternavn desværre ikke er opgivet i artiklen (bragt i B.T. den 18. december, 1954), var indlagt på Hornbæk Kurbad og skulle i 1954 holde sin anden jul i Danmark.

Hun var ét ud af de 64 grønlandske polioramte børn og unge, der blev sendt til behandling i Danmark efter polioudbruddet i Grønland i 1952-53.

Det er nok ikke nødvendigt at være børnepsykolog for at konkludere, at det har været overordentligt svært for de grønlandske børn, som endte i behandling flere tusinde kilometer sydpå, hvor de ikke kendte sproget, kulturen, og hvor deres familier var så langt væk.

Nu havde 12-årige Louise, ligesom flere andre af børnene, indtalt en julehilsen, som blev sendt i Grønlandsradioen, så familien derhjemme kunne høre det.

I førnævnte artikel fra B.T. står der blandt andet:

"Louise er rigtig flov over, at hun kom til at tude, dengang Radiomændene var i Hornbæk. Og det er hende kun en ringe Trøst, at det gjorde alle de andre ogsaa. […] Det var ikke saa mærkeligt, at Louise var ked af det. Ikke blot savnede hun Far og Mor og sine smaa Søskende noget saa meget – Karen og Cicilie var jo ogsaa rejst. Det var Louises bedste Veninder paa Hornbæk. De delte Værelse, de gik i Skole sammen, de legede sammen, de læste Lektier sammen. […] De andre var saa raske, at de for et par Maaneder siden kunde sejle til Grønland."

Fejrede jul hos dansk familie

Et lille indblik i livet på Hornbæk Kurbad i ’50erne kan man få i et interview med tidligere lærer på stedet, Ruth Svensson (uddrag fra HORNBÆKEGNEN, Historisk Forening og Arkiv).

Hun svarer her på spørgsmålet, hvordan det var at være vidne til børn, der opholdt sig så langt væk fra deres familier:

"Jo, det var ret svært. Man havde meget sympati for dem, og mange kom og talte med en om ting, de ellers ville have talt med deres forældre om. Folk sagde til mig, da jeg begyndte, at det holder du ikke ret længe til, at se på sådan nogle syge mennesker. […] …der havde også været ansat en grønlandsk lærer, dog ikke i min tid. Der har været mange grønlandske børn med polio", fortæller Ruth Svensson, der blev ansat på Hornbæk Kurbad i 1957 og var der i en årrække.

Måske som et middel mod hjemveen og savnet hos børnene opholdt de grønlandske børn sig ikke udelukkende på det sted, de blev behandlet. Selve juleaften i 1954 skulle Louise fra Nanortalik eksempelvis fejre i København hos en jævnaldrende dansk polioramt ved navn Birgitte Andersen, som også havde været indlagt i Hornbæk, men som nu var kommet permanent hjem.

Inden jul havde Louise fået sat i udsigt, at hun med al sandsynlighed ville kunne rejse hjem i løbet af foråret.

Familien og fremtiden

Flere af de grønlandske børn blev først behandlet på Blegdamshospitalet, når de ankom til Danmark. Ét af dem var Jacob, der kom fra en lille bygd i Egedesmindedistriktet. Han var kommet til Danmark midt om sommeren i 1953 som 12-årig, stod der i Billedbladet (udgave 43 fra samme år).

I artiklen beskrives det også, hvordan lægerne endnu ikke har noget overblik over, hvor længe Jakob skal blive, og hvad han skal efter indlæggelsen på Blegdammen.

Hjemme i Grønland var de samtidig hårdt ramt af hans poliosygdom på flere niveauer. Jacobs far var nemlig død, så det var Jacob selv, der som fanger, havde forsørget sin mor og fem søskende.

Det gjorde naturligt nok den ellers så glade og positive dreng trist, når han tænkte på, hvordan det skulle gå dem derhjemme.

Hos Louise på Hornbæk Kurbad kredsede tankerne sig også om familie og fremtid, beskrives det i artiklen fra B.T. i 1954:

"Givetvis har hun haft det behageligere på Hornbæk Kurbad end paa noget andet Tidspunkt i sit Liv, men hun har ikke af den Grund faaet Lyst til at blive i Danmark. […] Naar hun bliver 14 Aar, kan hun ligesom andre Børn i Kongeriget gaa ud af Skolen. Derefter står hendes Lyst kun til een Ting: Husligt Arbejde. Ikke mindst derfor har hun saa energisk kæmpet for at genvinde sin Styrke i Armen, der pludselig blev svag."

Grønlændere blev flere år i Danmark

Det var dog ikke alle de grønlandske poliopatienter, der kom hjem straks efter, deres behandling i Danmark var overstået. De fleste af grønlænderne var store børn eller teenagere, og i flere danske aviser, blandet andet Morsø Folkeblad (19. august, 1955), blev de omtalt i tiden efter deres behandling:

" Det er ofte et Problem, hvad man skal stille op med de grønlandske PolioPatienter, naar de har overstået Behandlingen i Hornbæk og Hals, men der er nu aabnet Muligheder for, at de unge grønlændere kan lære et Fag på Vanførehjemmets Værksteder i København, inden de tager hjem til Grønland, hvor der i høj grad er mangel på kvalificerede Håndværkere."

Og her i Landbrugernes Dagblad, næsten et år senere (9. juli, 1956), om de unge, der er begyndt på Vanførehjemmets værksteder:

"[…] Nu er Størsteparten blevet hjemsendt, men i Nogle af de svære Tilfælde er det paakrævet med erhvervsmæssig Oplæring, da det jo er umuligt for tidligere Fanger eller Fisker med Polio-Handicap at vende tilbage til det tidligere Erhverv. […] Der er almindelig Tilfredshed med de Grønlandske Elever, som tit viser forbløffende haandværksmæssige Anlæg. De er vellidte af deres Omgivelser og sætter selv Pris paa at være paa Institutionen."

Hvordan det sidenhen gik Louise og Jacob, ved vi ikke. Men vi ved, at nogle børn blev i landet i årevis, uddannede sig og forinden havde været i familiepleje eller boet på forskellige hjem og institutioner som eksempelvis Geelsgård Kostskole i Virum nord for København.