Den solide nordjyde blev en grundpille i foreningen

I 1960erne var Jørgen Maibom selvstændig maler i København. Han annoncerede aldrig eller gjorde opmærksom på sig selv, for han fik sine opgaver ved, at der blev talt om hans arbejde, fra mund til mund. Én ting var selve håndværket, som han nød, til trods for en krop, der indimellem gjorde vrøvl på grund af de poliolammelser, han fik sig som toårig. En anden ting var hans hang til punktlighed og ordentlighed, der gennemsyrede hans arbejde.

- Det var en tilgang, der virkede, fandt jeg hurtigt ud af. Der var flere, der sagde, at de stolede på mig, fordi jeg var jysk. For mig var det meget vigtigt, at hvis jeg sagde, at jeg kom klokken otte om morgenen, så gjorde jeg det også. Det har jeg aldrig lagt fra mig, for jeg vil gerne have, at man kan stole på hinanden, lyder det fra 83-årige Jørgen Maibom.

Opvæksten havde PolioForeningens nyeste æresmedlem i den lille nordjyske stationsby Vegger sydvest for Aalborg. Der var vide rammer for drengen, der måtte lege frit og køre farens læssetraktor ved hjemmet, selvom han knap nok kunne nå pedalerne. Jørgen blev bomstærk i den højre arm, der ikke var ramt af lammelser, og han følte ikke begrænsninger. Allerede som 16-årig forlod han imidlertid det nordjyske og drog til hovedstaden. Det var hans mor, der primært motiverende ham.

- Hun var fremsynet, og det var godt. Det var selvfølgelig en anden tid, og hun tænkte, at hvis jeg skulle blive til noget, så måtte jeg afsted. Jeg husker det som en stor omvæltning, men det var en god tid. Som mange andre polioramte, så lå det mig på sinde, at jeg skulle bevise mig selv og klare mig selv, og det var der jo rig mulighed for, når jeg pludselig stod der som helt ung i storbyen.

Involveret i utal af foreninger

Skruer vi tiden næsten syv årtier frem, bor værdierne og virkelysten stadig i Jørgen, som nu er blevet hædret som det ottende æresmedlem i foreningens historie. Inden et repræsentantskabsmøde i foråret 2024 havde han fået et praj fra PolioForeningens formand Janus Tarp.

- Han sagde, at jeg godt kunne glæde mig ekstra meget til repræsentantskabsmødet. Først og fremmest var jeg glad og også overrasket over at blive æresmedlem i en forening, som har betydet så meget for mig. Formand Janus Tarp holdt også en rigtig fin tale til mig, så det var en dejlig dag, lyder det fra Jørgen.

Janus Tarp lagde blandt andet vægt på i sin tale, at Jørgen har været bundloyal og solid i sin varetagelse af foreningens bedste.

- Jeg kan i hvert fald sige, at min motivation har været at drive foreningen fremad, så godt jeg kunne bidrage til det. Der er noget ved bestyrelses- og foreningsarbejde, der passer godt til mig. Jeg kan godt lide at være med til at udstikke en kurs og styre processer, siger æresmedlemmet og tilføjer om sin egen måde at være formand på:

- Det har primært været min rolle som formand for kredsen at forsøge at holde overblik, uddelegere og facilitere. Kredsen har været velsignet med mennesker, som gerne ville påtage sig opgaver. Vi har gennem årene arrangeret julefrokoster, skovture, underholdning, foredrag og meget mere. Jeg har ofte været den, der stod i døren og tog imod og sagde velkommen og efterfølgende holdt talen. Det har passet mig strålende. 

Sideløbende har Jørgen været involveret i et utal foreninger lige fra det lokale menighedsråd til Danske Handicapforeninger, og så har han været medarrangør af uge 26 på Egmont Højskolen. I mere end 22 år var han formand for Københavns Omegn kreds samt medlem af hovedbestyrelsen, så det er derfor rigtig meget, han har haft sin hånd på i de seneste to årtier, som vedrører polioramte i foreningens regi.

- Det er ikke sådan, at jeg har haft en bestemt mærkesag eller et bestemt fokus, men det har altid betydet noget for mig, at man gjorde sig umage, og at man kunne stole på hinanden. I mange år havde vi et rigtigt godt samarbejde.

Blev hjælper for skolelærer

Det var på Vanførehjemmet på Esplanaden i København, at Jørgen som helt ung i første omgang flyttede ind i forbindelse med sin uddannelse til maler på Vanføreforeningens Håndværkerskole. Kort tid efter rykkede han videre til et værelse i en gammel ejendom på Sortedam Dossering, hvor han sammen med to andre polioramte kunne bo, hvis de samtidig var hjælpere for en ulykkesskadet skolelærer, der arbejdede på Geelsgård Kostskole.

- Ejendommen var ejet af Vanføreforeningen, og vi havde det meget frit, så længe vi stod for at hjælpe den her mand, som havde været udsat for en togulykke. Det var et stort ansvar for os, og det gav rigtig fint mening, at vi havde det som en form for arbejde ved siden af uddannelsen.

Måske ville det være et naturligt næste skridt at blive endnu mere aktiv og engagere sig i handicapforeninger eller måske handicappolitisk, men det tidspunkt indtraf ikke endnu.

PTU’s blad dengang, jeg tror, det hed Polionyt, havde to kørestole oppe i hjørnet, det var nok logoet. Det kunne jeg ikke abstrahere fra, så det ville jeg simpelthen ikke have sendt hjem til mig. Derfor gik der mange år, før jeg blev medlem af PolioForeningen. I dag kan jeg godt se, at det måske virker lidt skørt, men i min optik var jeg overhovedet ikke handicappet, jeg kunne jo det hele.

I første omgang færdiggjorde Jørgen sin uddannelse og blev maler. Han blev i København og var selvstændig, til han blev 30 og måtte stoppe.

Man kunne jo godt komme hos PolioForeningen og få behandling uden at være medlem. De sagde til mig, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til mit arbejde. Ser jeg tilbage, så var det måske en fejl, at jeg blev maler. Omvendt var det også en god og givende tid for mig. Siden skiftede jeg spor og kom ind hos Texaco, hvor jeg arbejdede på kontor. De tænkte nok, at min erfaring som selvstændig var noget, de kunne bruge. Gennem årene arbejdede jeg mig op, tog yderligere uddannelse, blev fuldmægtig og leder af en afdeling.

Kastet ud i stormvejr

Som tidligere kommunalvalgskandidat for Det Konservative Folkeparti og aktiv i handicappolitik kender han alt til det spil, der foregår bag linjerne, både blandt holdkammerater og modstandere. Det politiske spil har han altid syntes var en del af charmen, så længe det ikke blev personligt. I slutningen af sin tid som kredsformand blev han dog kastet ud i et decideret stormvejr, han ikke troede var muligt i foreningsbestyrelsesarbejde. 

- Det var jeg selvfølgelig ked af, fordi vi havde en fantastisk kreds og et godt samarbejde. En gruppe polioramte i kredsbestyrelsen, jeg altid havde arbejdet godt sammen med, begyndte at modarbejde foreningen og anklage til højre og venstre. 

Gruppens utilfredshed stammede fra en alvorlig personsag og justeringen af visitationer til træning på Specialhospitalet fra 2022. Gruppen var ikke enige i foreningens ageren, og det kom til personlige, hårde angreb mod blandt andre Jørgen Maibom, der måtte stå model til meget.

- Selvfølgelig er det ikke noget, man bare vifter af sig, når det bliver så groft, som det var. Der gælder det om at have et filter og at være pragmatisk, så følelserne ikke tager for meget over, siger æresmedlemmet ærligt og supplerer:

- Jeg tænker heldigvis ikke på det længere, for det interesserer mig ikke. Sket er sket, og der tror jeg, at det er sådan en evne, jeg har til at sige, at de negative ting kan jeg ikke bruge til noget. Jeg vil meget hellere fokusere på alle de positive aspekter, der har været ved at være en del af bestyrelsesarbejdet i foreningen.

Til trods for store uenigheder og en kredsbestyrelse, der til sidst brød sammen, så går Jørgen ikke og bærer nag.

Jeg har jo mødt folk ude på Specialhospitalet bagefter, og jeg har snakket med dem, uanset hvad de har ment og sagt. Det gider jeg ikke være sur over, overhovedet ikke. Så hvis ikke de siger noget om alt det, der er sket, så siger jeg heller ikke noget. Det er sikkert også en fin evne at have. Også i det politiske liv og i livet som helhed, tænker jeg.

Giver gerne stafetten videre

Efter tiden ved Texaco kunne Jørgen, da han nærmede sig 60, begynde at skimte et skifte i sit liv.

- Jeg var jo én af de ældre på arbejdspladsen, så jeg var klar over, at jeg kunne blive skiftet ud. Så jeg begyndte automatisk at se mig om efter noget, jeg kunne bruge mine kræfter på, når jeg var stoppet på arbejdsmarkedet. En dag så jeg en annonce i PolioForeningens blad, hvor man søgte bisiddere. Jeg tænkte, at det var lige mig, siger han og fortsætter:

- Det tiltalte mig at kunne hjælpe andre mennesker med vigtige ting i deres liv. Så det meldte jeg mig til, og det har jeg haft rigtig meget fornøjelse af, og jeg har haft enormt mange opgaver. Det er fantastisk at opleve at kunne hjælpe andre mennesker, det sætter jeg stor pris på. Som bisidder skal man være de lyttende, ekstra ører, og man skal skabe tryghed.

Det var Jørgens vej ind i PolioForeningen.

- Jeg var på kursus i at være bisidder med flere andre, som allerede var meget engageret i foreningen, fantastiske mennesker, og så gik det slag i slag. Jeg blev opfordret til at gå ind i kredsen her i København, jeg blev formand ret hurtigt, og jeg blev også valgt ind i hovedbestyrelsen.

PolioForeningens nyeste æresmedlem har i dag lagt både kommunalpolitik og foreningsarbejde i polioregi på hylden, mens han fortsat er bisidder og aktiv i forskellige andre foreninger og i handicappolitik. Der er de seneste par år kommet flere fysiske udfordringer til i hans liv, som godt kan irritere.

- Jeg har været vant til, at min højre arm var meget stærk og kunne klare det hele, men den har jeg fået flere problemer med. Postpolio er det ikke, men selvfølgelig kommer der flere fysiske skavanker til med alderen, det må man bare indse. Det er naturligt, selvom det da er frustrerende. Mit syn er også blevet dårligt, det er det nyeste, så det har sat en stopper for nogle ting i mit liv.

Jørgen Maibom pointerer, at det har drevet ham at være med til at bestemme, styre ting og sætte sit præg, men det behøver ikke nødvendigvis at være i frontlinjen.

- Nej, det er rigtig godt, hvis andre vil føre stafetten videre. Undervejs i min tid som kredsformand forsøgte jeg at se, om vi kunne få flere ulykkesramte ind i kredsbestyrelsen, fordi vi udelukkende var polioramte. Det lykkedes ikke dengang, men jeg kan forstå, at der er initiativer i gang for at genoprette kredsbestyrelsen og lave en god sammensætning. Det ville glæde mig meget, hvis det kom op at køre igen. Og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at følge udviklingen her fra sidelinjen, afslutter PolioForeningens nyeste æresmedlem.

Efter interviewets afslutning er der kommet en ny bestyrelse i Københavns Omegn kreds.