Den store epidemi: Fysioterapeuterne kæmpede for de polioramtes førlighed

Sidste år var det 70 år siden, den store polioepidemi hærgede, og vi satte i Livtag fokus på tiden omkring epidemien i 1952. Vi dykkede ned i gamle aviser og besøgte nogle af de mennesker, der stod midt i epidemien og spillede en afgørende rolle. Nu har vi igen kigget i arkiverne, og denne gang kan du læse om fysioterapeuternes kamp for at genoptræne de polioramte.

Et hold bestående af 66 fysioterapeuter stod klar, når både børn og voksne, hårdt ramt af poliolammelser, ankom til Blegdamshospitalet under den store polioepidemi. I de mest pressede perioder fik man 50 nye poliopatienter dagligt. Fysioterapeuterne gik straks i gang med varme pakninger og skånsom bevægelse af de ramtes muskler, led og sener. Så snart den akutte fase var overstået, og feberen var slået ned, antog arbejdet en anden form. Daværende afdelingsfysioterapeut fra PolioForeningen, Elsebeth Vørnle, huskede om tiden på Blegdamshospitalet:

”Når feberen var helt væk, blev musklerne målt igennem, og der blev lavet et skema over hele kroppen med tal for de forskellige musklers styrke. Det blev patienterne trænet efter. Nogle muskler skulle bare bevæges, andre skulle have lidt modstand og andre igen mere – det måtte jo ikke være for hårdt. Så var folk på et eller andet tidspunkt klar til de bandager – skinner, korsetter eller ortopædiske sko – de skulle have. Man sagde dengang, at de første to år ville en poliopatient kunne gøre fremskridt.”

Massivt arbejdspres

Den ofte overvældende situation i 1952 satte sine spor hos fysioterapeuterne på Blegdamshospitalet:

”Jeg har aldrig i mit liv lært saa meget, menneskeligt og fagligt, som i dette sidste halve aar, hvor jeg har arbejdet paa Blegdamshospitalet med de svært lammede. Det har været uhyre interessant, men dybt tragisk. Men der gøres et straalende arbejde derinde, et team-work, som man ikke let finder magen til,” er fysioterapeut, underviser og forsker Ellen Th. Sørensen i begyndelsen af 1953 citeret for i en række af landets aviser.

Travlheden for fysioterapeuterne drev ikke over, da epidemien havde toppet i København i løbet af efteråret 1952, tværtimod. Der var fortsat en masse at gøre, og arbejdspresset var indimellem ganske massivt. Afdelingsfysioterapeut Elsebeth Vørnle tænkte tilbage på epidemiens eftervirkninger således:

”Situationen var meget alvorlig med mange dødsfald, og vi havde vanvittigt travlt! I sommeren 1953 startede mange af os kl. 7 hver morgen, og vi gik først hjem halvsent om aftenen. Så havde man lige energi til at få noget at spise et eller andet sted og så hjem og sove, inden man skulle op næste morgen og på den igen.”

Trænede hverdagen i en sporvogn

Ingen af de mange fysioterapeuter, som behandlede de polioramte under og efter epidemien, var ansat på Blegdamshospitalet. De var udlånt fra PolioForeningens daværende efterbehandlingsinstitut på Tuborgvej i Hellerup. På tidspunktet for den store epidemi havde foreningen eksisteret i syv år, og det gav en række fordele. Erfaringer fra tidligere epidemier var nyttige, ligesom instituttet på Tuborgvej med svømmehal fra 1951 også spillede en central rolle.

Efter at have været udlånt til Blegdamshospitalet vendte afdelingsfysioterapeut Elsebeth Vørnle tilbage til Tuborgvej. Her fortsatte den intense efterbehandling og genoptræning af de mange polioramte. Afdelingsfysioterapeuten fortalte:

”Vi havde ret trange forhold på Tuborgvej indtil 1956, da den nye fløj blev bygget til, og villaen havde fået en ekstra etage. Vi havde åbent hver dag fra kl. 8 til 18, for der var et kæmpe patientpres. Det skal nok passe, at der gik over 1.000 patienter igennem klinikken i løbet af 1953.”

Der foregik behandling og træning i mange former. I den mere kreative afdeling havde man bygget en model af en bagperron på en sporvogn, så de polioramte kunne øve sig i at gå op og ned ad den. Formålet var at gøre træningen så realistisk og hverdagsrettet som muligt. I kælderen på instituttet på Tuborgvej var der også opstillet et Hubbard-kar, hvor fysioterapeuter trænede de patienter, der var for dårlige til at bruge svømmebassinet. Karret var formet som et firkløver, så fysioterapeuten kunne komme helt tæt på. For at komme i vandet blev man placeret på en stålbåre og hejst ned. En nakkestøtte med forskellige indstillinger holdt hovedet over vandoverfladen.

Pladsen trang på Tuborgvej

I december 1953 var en unavngiven journalist på besøg på Tuborgvej, hvor vedkommende fulgte en fysioterapeuts arbejde med de polioramte patienter. Der stod blandt andet i reportageartiklen, der kom ud af besøget:

”Tuborgvej 5, Hellerup, en gammel Villa […] giver for Tiden Plads til Behandling af 400 Børnelammelsespatienter. Naar man hører dette Tal, forestiller man sig i Fantasien et kæmpemæssigt Hospital […] Virkeligheden ser anderledes ud: En gammel Villa, nødtørftigt ombygget til sit særprægede Formaal.”

Reportagen fortsætter om de små forhold, der blev arbejdet under inden udbygningen:

”Allerede Forstuen er overbelastet. Her venter Patienterne paa at komme til Behandling, eller – hvis de er Børn – deres Forældre paa at ledsage dem hjem igen. I det Behandlingsrum, hvor blandt andet lammede Fingermuskler trænes op til atter at kunne skrive, er indrettet et helt lille Museum: En Parade over Instrumenter og Apparater, der skal efterses og moderniseres, saa de er parat, naar den nye Bygning kommer."

Et næstekærlighedens tempel

I førnævnte artikel fra besøget på Tuborgvej fik man flere detaljer om dagligdagen:

”I ’Gymnastiksalen’ trænes smaa Børn og voksne Kvinder Side om Side, og ind og ud gennem Lokalerne kører andre Børn i Legetøjsbiler, hvis Pedaler hjælper dem til atter at få Styr paa Benenes Muskler.”

Hvor citaterne ovenfor først og fremmest kredser om pladsmanglen, var vinkel anderledes optimistisk lagt i en artikel en måned forinden. Overskriften lød ’Hvor polio-patienterne genvinder førligheden’ efterfulgt af en mellemrubrik, der udbasunerede ’Et næstekærlighedens tempel’.

”En lille pige paa 4 aar har været alvorligt angrebet, saa hun var fuldkommen lam i benene. Nu tripper hun forsigtigt af sted støttende sig til en rullende skammel, hvorpaa sidder en ung pige, som træner den lille. Hun har gjort gode fremskridt, og der al mulig grund til at tro, at hun genvinder sin normale førlighed.”

Og et andet sted i samme artikel:

”Det er rent ud forbløffende resultater, der er opnaaet gennem denne efterbehandling […] Det er den samme venlige, forstaaende og imødekommende tone, man træffer overalt, hvadenten det er i baderummet, ved massagemadrasserne, i børnehaven og andre steder indenfor instituttets enemærker. Det er næstekærlighedens aand, der behersker det hele.”

To gange navneskift

I tiden for den store polioepidemi skete der et skred i den måde, man definerede rollen, som fysioterapeuter bestred. Faktisk havde faggruppen hidtil primært gået under navne som massøser eller sygegymnaster, så det var et nybrud, der fandt sted i begyndelsen af 1950’erne, hvor det blev normalt at bruge ordet fysioterapeut. Sådan lød det i en artikel fra februar 1953 i en række sjællandske aviser om navneskiftet:

”Ordet Fysioterapeut er en international Betegnelse, og da vi for 2 Aar siden sluttede os til den internationale Organisation er det jo kun Ret og rimeligt, at vi bruger den Benævnelse […] Det samme gælder betegnelsen for Børnelammelse, Poliomyelitis, der overalt forkortes Polio. Vi maa jo arbejde sammen og lære af hinandens Erfaringer. Vi her i Danmark kan lære af andre, men vi har visselig ogsaa meget af give fra os,” lød det fra Frk. Ellen Th. Sørensen, der var en yderst erfaren fysioterapeut og blandt andet havde arbejdet et halvt år i USA, hvor hun havde suget nye tendenser til sig.

Udover elektrisk behandling, som dog udgik med årene, massage, sygegymnastik, bandagering, lejringer, øvelsesterapi og øvelser i vand bestod fysioterapeuternes daglige arbejde i en dengang helt ny behandlingsmetode kaldet lungemassage. Det var en form for massage, som fysioterapeuterne samme med lægerne havde udviklet under polioepidemien, da det kunne lindre symptomerne for de polioramte med lammelser.

Blev bemærket i udlandet

Tiderne skiftede, og det gjorde sig også gældende i synet på mennesker med handicap. Ledende fysioterapeut fra polioinstituttet på Tuborgvej, Frk. Ingrid Wagner, gjorde i hvert fald sit til at skubbe på udviklingen. Hun havde bidt mærke i en uheldig tendens, når hun og hendes fysioterapeutkollegaer bevægede sig ud i det offentlige rum som et led i genoptræning af polioramte. Det fik hende til at komme med en opfordring bragt i flere af landets aviser i november 1953:

”Det vilde unægtelig være rart, om vi kunde lære Folk at se anderledes paa Invaliderne. Lidt mere naturligt. Ikke med overstrømmende Medlidenhed – det bryder de sig slet ikke om – men bare man vilde behandle dem som alle andre Mennesker. Og gid man saa kunde vænne Folk af med at kikke.”

De danske fysioterapeuters arbejde under den store polioepidemi blev også bemærket ud over landets grænser. 30 fysioterapeuter drog ud og hjalp vores nordiske naboer igennem polioepidemier, og der blev også lavet instruktionsvideoer med den særlige måde, danske fysioterapeuter behandlede polioramte. Videoerne blev solgt til en lang række lande verden over.

Herhjemme var det ikke blot på Blegdamshospitalet og på instituttet på Tuborgvej, at fysioterapeuterne gjorde en forskel. Også i revalideringsøjemed, på Folkekuranstalten Hald, Hornbæk Kurbad og andre hospitaler og klinikker, hvor de polioramte blev behandlet og trænet efter den akutte fase, var det med fysioterapeuter som fagprofessionelle nøglepersoner.