Gå til hovedindhold
Dengang Hald reddede Jylland
Folkekuranstalten Hald fungerede i den vestlige del af landet som centrum for efterbehandling af polioramte under og efter den store epidemi i 1952-53. Mere end 500 børn og voksne var i månedsvis indlagt i barakbyen.
Der blev ikke lagt fingre imellem, da en række profilerede læger i 1953 var samlet til en kongres, hvor emnet var den netop overståede polioepidemi. Dr. Eivind Thomasen fra Ortopædisk Hospital i Aarhus udbasunerede foran de fremmødte:
- Hald har reddet Jylland med hensyn til efterbehandlingen af dem, der blev ramt i efteraaret (1952, red.). Her fandtes de nødvendige rammer, saaledes at man hurtigt kunne øge antallet af patienter fra ca. 30 til 200, og vi var dermed i den heldige situation, at vi ikke behøvede at se os om efter andre behandlingssteder, som man har gjort i det øvrige land.
Bladrer man sig igennem samtidens aviser, fremgår det tydeligt, at offentligheden havde en særdeles positiv holdning til Folkekuranstalten Hald ved Viborg og det arbejde, der blev gjort for særligt de polioramte børn. Blandt lægerne strålede troen på fremskridt også klart igennem, mens epidemien rasede. Her er det Halds overlæge, Dr. Holger Jacobsen:
- Det er i virkeligheden kun en ganske lille gruppe af polio-patienter, som vi ikke kan hjælpe. Vi får i reglen børnene her 2-3 uger efter sygdommens akutte stadium, og det er også vigtigt, da behandlingen skal sættes ind så tidligt som muligt, ikke mindst fordi mange børn søger at hjælpe sig, som de kan, hvad der kan være skæbnesvangert både med hensyn til den fysiske og mentale udvikling, lød det i efteråret 1952, hvor polioepidemien var begyndt at tage fart i den vestlige del af Danmark.
En dag fik overlægens søn polio
I efteråret 1953 måtte den konstituerede overlæge Jarlov se sin søn blive smittet. Det blev omtalt i landets aviser, hvor der samtidig blev udtrykt forundring over, at det var første gang, der var udbredt smitte inden for Folkekuranstaltens rammer, til trods for at man havde huset mere end 500 polioramte i perioden under den store epidemi.
Sunkne skuldre, vege sjæle
Udgangspunktet var, at massiv efterbehandling var vejen frem, og 508 polioramte børn og voksne fra Jylland og Fyn fik hele deres efterbehandling på stedet. 353 var børn under 15 år, mens 173 var under fire år. Yderligere var der i flere omgange også norske børn med polio på Hald. Særligt i årene inden den store epidemi fyldte de norske børn op mod en femtedel af kapaciteten som en del af et samarbejde mellem Røde Kors i de to lande, hvor danske børn, der led af andre sygdomme, blev sendt til Norge. Mange år efter sin indlæggelse, så polioramte Edith Jensen tilbage på sin tid på Folkekuranstalten Hald i et af PolioForeningens jubilæumsskrifter:
- Hald var nogle primitive træbarakker. Jeg skal love for, der var koldt, når vi fik båret vaskefade ind kl. 6 om morgenen – der var jo ikke andre badefaciliteter. Vi skulle tidligt op for at nå det barske program med træning og behandling og også lidt skolegang.
Edith Jensen var 13 år, da hun i 1952 fik polio og blev indlagt på Hald i ti måneder. Hun fortæller videre:
- Jeg kan huske en dag, min far kom på besøg, da kunne jeg knap nok få fri fra træning. Det var lige hårdt nok, synes jeg, og jeg kan ikke huske, om jeg fik fri til sidst, eller om vi snød. […] Til jul fik vi alle sammen en slags tykmælksskål med et billede af klokken nede fra Hald. Den var meget pæn, og det må have været vores julegave. Jeg kan huske, at den havde en inskription: ’Sunkne skuldre, vege sjæle – rankes ved mit stærke mæle’, men det tænkte vi jo ikke over dengang, den var bare så pæn.
Fortrinsvis kønne børn
Både i tiden ved den store epidemi og i årene efter havde lægerne fokus på, hvad det ville have af konsekvenser for det enkelte barn at være ramt af polio. Dr. Holger Jacobsen udtalte allerede i september 1952, at han regnede med, at to tredjedele af alle de børn, der havde været på Hald, ville have gode chancer for at komme sig helt, fordi det på ganske kort tid var lykkes at systematisere rehabiliteringsmetoderne.
For Dr. Holger Jacobsen fyldte børnenes evner og skolegang også:
- Det er vigtigt, at selv små og tilsyneladende ubetydelige muskellammelser behandles, og det er for eksempel også vigtigt, at børn, der har fået lammelser i højre hånd eller arm, lærer at skrive med venstre hånd, da de ellers kommer tilbage i skolen og derved ganske ufortjent kan udvikle en neurose eller mindreværdskomplekser.
Overlægen fra Hald gentog flere gange sin begejstring over den gåpåmod og den vilje, som kendetegnede poliobørnene, som blev behandlet i barakbyen. Han tilføjede:
- For resten er det min bestemte opfattelse, at børnelammelsen fortrinsvis rammer kønne børn, hvorfor vides ikke, men sådan er det nu.
