En stor polioepidemi rasede også mod nord

I november 1952 lukkede Grønland ned. Mens den store polioepidemi havde raset i Danmark i et par måneder, var det nu blevet rigsfællesskabets nordligste lands tur.

Den unge danske læge Erik Bredmose arbejdede på Grønland og var vidne til udviklingen fra første parket:

- Nu er altså en vis herre løs i Godthåb. Kolonien er lukket, afspærret fra det øvrige Grønland og udstederne, skibene bliver dirigeret om, da de efter at have anløbet Godthåb ikke må anløbe andre grønlandske havne. I havnen har de der liggende skibe hejst det gule flag, der er forsamlingsforbud, biograf og dans er lukket osv. Det begyndte faktisk i søndags. Jeg var på sygebesøg hos en dreng, fandt ham nakkestiv, lammelse af det halve ansigt. Tænkte strax på meningitis, indlagde ham, lumbalpunkterede ham og fandt celler. Han fik penicillin og streptomycin. Havde det rigtig godt, men stadig lammet, skriver Erik Bredmose i breve til sine forældre (uddrag fra Dansk Medicinsk Årbog 2010). Han fortsætter:

- I går kom der en pige i konsultationen og præsenterede en lam arm, hun havde været syg 5 dage i forvejen med opkast, hovedpine og lidt feber. Vi diskuterede forskellige nervesygdomme, der kunne være tale om, og jeg nævner polio. Vi indlægger hende. I aftes kom der en dreng med respirationsparese, han havde celler i spinalvæsken, pigen ligeledes. Så kunne der ikke være tvivl mere. Da vi har landslægen i kolonien, tog vi op til ham og snakkede med ham og vi var alle enige om, at vi måtte lade karantænereglerne træde i kraft og erklære undtagelsestilstand, eller hvad man nu skal kalde det. Vi diskuterede det naturligvis indgående først, for heroppe er det jo et mægtigt apparat at sætte i sving. Men hellere det end bagefter få bebrejdelser for at intet blev gjort.

Den grønlandske polioepidemi kulminerede derefter i området ved Diskobugten på østkysten, hvor lægedistrikterne Egedesminde, Jakobshavn, Godhavn og Qutdligssat blev ramt i løbet af et halvt års tid.

I en opgørelse fra Tidsskriftet Grønland fremgår det, at 22 grønlændere døde under polioepidemiens varighed, mens 144 fik lammelser.

Overvejede Jutlandia

Nøjagtig som i Danmark var det ikke første gang, Grønland stiftede bekendtskab med polio. Der er registreret tilfælde helt tilbage til 1858 i Julianehåb (oplysninger fra Grønlandsk medicinsk statistik og nosografi).

Ellers har tilfældene, ligesom herhjemme, optrådt i bølger, hvor den største af bølgerne slog ind over begge lande i 1952-53. Der var allerede danske læger på Grønland i 1952 ved epidemiens udbrud, som for eksempel Erik Bredmose, men det stod hurtigt klart, at der var brug for flere kræfter.

I første omgang sendte Danmark derfor flere læger og andre specialiserede fagpersoner mod nord i to såkaldte polioteams.

Der blev oprettet nødlazaretter på strategiske steder, så man kunne skræddersy indsatsen og fokusere på de hårdest ramte.

Med til Grønland havde man store mængder udstyr, så man kunne operere. Adskillige åndedrætslammede patienter blev tracheotomeret (åbning af luftrøret) og fik overtryksventilation.

Til trods for intentionen om at varetage epidemiens ramte på selve Grønland, indså man, at det i længden ikke var muligt. Det skyldte blandt andet de store afstande.

Ifølge avisen B.T. var det på et tidspunkt på tale at sende hospitalsskibet Jutlandia til Grønland. - […] …saavidt B.T. erfarer, er Tanken opgivet. En Undersøgelse skal have vist, at Jutlandia, der gjorde det saa straalende Fyldest i Østen, ikke har de samme Betingelser for at kunne klare sig i de arktiske Farvande. Hospitalsrummene er alt for store. Der kræves for meget Brændsel, og der er ikke Dagslys i Rummene, stod der i B.T. (9. oktober, 1953).

Det blev i stedet bestemt, at mange operationer samt efterbehandlingen skulle ske i Danmark, og man begyndte at sende de hårdest ramte patienter mod København. Men der kunne være endt endnu flere grønlandske patienter i Danmark, end de 64, som kom.

I sommeren 1956 rejste overlæge Arne Bertelsen fra Ortopædisk Hospital i København til Grønland på en næsten uoverkommelig mission: På syv uger drog han ned ad den grønlandske vestkyst, hvor han tilså hundredvis af patienter, der for manges vedkommende havde polio.

Han foretog undervejs 29 operationer, som ellers skulle være foretaget i Danmark, skriver Ribe Stifts-Tidende (9. juli, 1956).