Erna dyrker ikke dårligdomme

Da Erna Bilde forleden kom hjem efter to uger i Bruxelles, tog hun en flaske kold hvidvin fra køleskabet og satte sig ud på terrassen, selvom klokken var et om natten.

”Der var vel 40 grader inde i huset, fordi min mand var hos sin datter, og der ikke var blevet luftet ud. Så sad jeg der og funderede lidt over min tur til Bruxelles og fik det hele til at synke ind. Det var en helt stille sommeraften,” siger 80-årige Erna Bilde, der forinden havde besøgt sin ene datter, svigersøn og børnebørn i Belgien.

For Erna handler det om, at man skal give sig selv stjernestunder indimellem, for det er dem, man husker.

”Måske havde det været mere fornuftigt at gå i seng, men nu sad jeg der og nød aftenen. Det kan jeg da stadig tænke tilbage på. Når jeg besøger mine døtre og deres familier i Bruxelles og København, tanker jeg op til hverdagen herhjemme, og det betyder rigtig meget for mig at se dem og være sammen med dem,” fortæller hun.

Erna er udstyret med et lyst sind, som hendes mor altid sagde til hende som barn, og det præger også hendes liv i dag. Det lyse sind er der ofte brug for.

”Min mand har Parkinson, så det fylder naturligvis meget i vores hverdag, hvor vi får besøg af hjemmeplejen og lever med de følgevirkninger, sygdommen desværre giver. Jeg har jo også mit eget at kæmpe med i forhold til min postpolio, men jeg gør mig umage for, at sygdom ikke må fylde det hele. Sygdom interesserer mig faktisk ikke at tale om. Selvfølgelig er der indimellem tunge perioder, men jeg synes, at jeg har et godt liv med en masse mennesker omkring mig, og det betyder alverden for mig,” slår Erna fast.

Familiære bånd i selvhjælpsgruppe

Erna har haft et godt arbejdsliv som lægesekretær, hvor hun som 55-årig stoppede og gik på pension. Det gav anledning til at fokusere anderledes og bruge tiden på andre ting, der stod hendes hjerte nær.

”Det var det eneste rigtige for mig at stoppe på arbejdsmarkedet, selvom jeg var rigtig glad for mine kollegaer og arbejdsplads. Min krop kunne simpelthen ikke følge tempoet længere. Heldigvis havde jeg en masse andet, som jeg kunne tage mig til. Jeg har blandt været bisidder gennem PolioForeningen for andre polioramte og deltaget i bestyrelsesarbejde, ligesom jeg kunne hjælpe mine døtre efter behov,” siger Erna og supplerer:

”Jeg har også været så heldig at møde en masse mennesker gennem fællesskaber og netværk, som jeg stadig holder fast i. Vi har blandt andet en selvhjælpsgruppe for polioramte, som tog sit udspring i Aarhus for 27 år siden. I begyndelsen talte vi meget polio, sygdom og skavanker, synes jeg. Det var måske sådan lidt navlebeskuende, men det ændrede sig hurtigt til, at vi talte om alt. Derefter udviklede vi nogle helt fantastiske venskaber, som jeg ikke vil være foruden. Vi er med til hinandens runde fødselsdag, og selvom vi ikke mødes så meget længere på grund af afstand og alder, så har vi nærmest helt familiære bånd til hinanden.”

For Erna betyder det meget, at man har noget fælles at mødes om, men det behøver på ingen måde være fæstnet til sygdom.

”Nej, for det er netop det, som kan blive for meget. Jeg vil hellere, at vi ikke skal tale om dårligdomme. Hvad enten det er polio, parkinson eller andre aldersrelaterede skavanker, så får man det ikke bedre af konstant at tale om det. Jeg dyrker det ikke.”

Lidt foran hele tiden

Hver eneste morgen begynder for Erna med øvelser. De foregår liggende i sengen, og hun har et fast program, hun skal igennem, som hun har fået tilrettelagt af sin fysioterapeut.

”Det betyder uden tvivl noget for min fysik, at jeg kommer godt i gang med dagen og får sat min krop i gang med mine øvelser. Samtidig har jeg det godt med, at der er noget system over tilværelsen. Faktisk kan jeg allerbedst fokusere på det positive, når jeg ved, at der er styr på tingene herhjemme. Min mand er 87 år, og han nyder at passe vores lille have. Jeg vil helst være lidt foran hele tiden, og derfor har vi en aftale med en mand, der vil tage noget af det grove havearbejde for os, i takt med at min egen mand kan mindre og mindre,” fortæller Erna, der oprindelig er fynbo, men i mange år har boet i Randers.

”Jeg er ikke længere gode venner med en støvsuger, for jeg har det svært med balancen, så vi køber os til rengøringshjælp. Det giver mig simpelthen bedre livskvalitet. Så der afgiver jeg lidt af den kontrol, jeg ellers godt kan lide at have. Det samme gælder, når der kommer hjemmeplejere her. Men jeg bliver bedre til det, for man må også vænne sig til, at det ikke er alt, man kan styre eller stå til ansvar for.”

De vigtige nicher

Til trods for, at Erna har mange jern i ilden og er en del af forskellige fællesskaber, spiller i bridgeklub, læser bøger og spenderer tid med familien, så kan der sagtens snige sig momenter af ensomhed ind i tilværelsen.

”Det kan jeg ikke styre helt udenom. Når det er sværest, så kan det føles som om, jeg er meget bundet. Kommer jeg ned i et sort hul, så plejer jeg at sove meget. Søvn er enormt vigtigt for mig, så jeg kan magte dagen og de ting, jeg gerne vil. Kommer der bump på vejen i mit liv, så tager jeg hånd om det, og lader det fylde for en stund, men så vil jeg også gerne videre igen,” forklarer Erna.

Udover hendes familie, venner og bekendtskaber, så giver det hende meget, at hun er nysgerrig anlagt.

”For noget tid siden faldt jeg i snak med nogle kvinder ved en kirke, som fortalte, at de mødtes og lavede håndarbejde. Det blev jeg da interesseret i, så jeg skulle se, hvad det var for noget. Så begyndte jeg til håndarbejde, og det er faktisk rigtigt berigende for mig. Generelt vil jeg da sige, at jeg er god til at sætte mig selv i gang og finde nogle nicher, som jeg kan kaste mig over og samtidig møde nogle interessante mennesker, jeg vil bruge tid sammen med. Nogle gange gælder det bare om at gribe muligheden, og det er vigtigt, at man har sine nicher og hobbyer og holder dem ved lige. Jeg ville jo gerne, at jeg stadig kunne danse eller gå lange ture, men jeg finder i stedet noget andet at gå op i,” lyder det fra Erna Bilde, inden hun afslutter:

”Og jeg husker mig selv på, at der skal være fokus på det gode liv. Det slipper jeg ikke. Jeg bruger min stok og rollator, og der er ting, jeg ikke kan, og ting, min mand ikke kan, men alle har deres at slås med. Sådan er det at komme op i alderen. Fokuserer vi kun på begrænsninger, så kan det kun gå den forkerte vej.”