Gå til hovedindhold
For 70 år siden: Stilhed før stormen og en uset accelererende epidemi
Det var ikke blot det massive antal smittede, der kendetegnede begyndelsen på den store polioepidemi i 1952: Aldrig før havde der været så mange alvorlige tilfælde af lammelser.
Dengang var det helt normalt, at når sommeren var ved at slippe sit tag i Danmark, og efteråret så småt satte ind, begyndte polio tilfældene. Polio gik endda i nogle kredse under betegnelsen sommerpesten.
Der blev med garanti løftet et øjenbryn hist og her, da poliosæsonen begyndte en anelse tidligt i 1952 med de første tilfælde i juli, men der var ingen panik at spore. Endnu.
Først skruer vi tiden et år tilbage. Overlæge Svend Clemmesen, leder af PolioForeningens daværende institut på Tuborgvej i Hellerup, var formand for en komité, der afholdt en udstilling i Odd Fellow-palæet i København i efteråret 1951 med navnet Kampen mod Børnelammelsen.
Udstillingens anledning var Danmarks værtskab for den internationale poliokongres. Samtidig mente Svend Clemmesen, at det var vigtigt, at danskerne blev mere oplyste om polio og de videnskabelig fremskridt, samt at man generelt begrænsede frygten for lidelsen.
Der blev registreret 383 poliotilfælde i 1951 mod 1579 i 1950, så udstillingen og poliokongressen fandt sted i en usædvanlig stille tid, hvad angik poliotilfælde. Tendensen fortsatte i første halvår af 1952. I retroperspektiv kan man driste sig til at kalde det stilhed før stormen.
Ifølge en rapport fra Stadslægen (Embedslæge i København) var der ikke et eneste poliotilfælde i Københavns Kommune mellem december 1951 og juli 1952.
I PolioForeningens årsberetning for 1952 skriver H.C.A. Lassen, chef for Blegdamshospitalets Epidemihospital, at de allerførste tilfælde allerede indfandt sig på Blegdamshospitalet i slutningen af juni. Det kunne derfor tyde på, at de første tilfælde ikke fandt sted i selve København, men i oplandet udenfor kommunen, som også hørte til Blegdamshospitalet.
Ingen grund til bekymring?
Leder man i den danske presse efter de første tilfælde, så bekræftes det, at poliotilfældene begyndte udenfor det senere epicenter København.
I de fleste tilfælde var det udelukkende dødsfald, der nåede avisernes spalter. Den 7. juli 1952 døde to af polio i Vendsyssel efter halvandet døgns sygdom.
Den 11. juli stod der i Information om en familie fra en landsby vest for Holbæk:
”Børnelammelsen er allerede begyndt i Nordvestsjælland og har taget haardt fat blandt en Familie i Hørve, hvor Familieforsørgeren er bukket under for Sygdommen. Vognmand Anton Christensen, Hørve, blev saa haardt angrebet, at han var helt lammet. Han blev indlagt paa Blegdamshospitalet i København, hvor han nu er død. Hans to sønner, den 13-aarige Kaj og den 16-aarige Jørgen, er begge blevet indlagt paa Holbæk Centralsygehus.”
Efter meldinger om alvorlige poliotilfælde flere steder i landet i løbet af juli, bliver hovedstaden ramt. Til Berlingske Tidende (30. juli 1952) sagde H.C.A. Lassen, chef for Blegdamshospitalets Epidemihospital:
”I de sidste tre uger har vi haft en Snes Indlæggelser af Voksne og Børn med Børnelammelse, hvoraf nogle uden Lammelser. To voksne er døde. Grund til Bekymring? Nej, for det første nytter Ængstelse eller Bekymringer ingenting, for det andet har man jo næsten hver Sommer og hvert Efteraar Tilfælde af Børnelammelse. Da vi i de sidste tre-fire Dage har haft en halv Snes nye Tilfælde her paa Hospitalet, tør man – paa den anden Side – ikke udelukke Mulighederne for en Børnelammelses-Ophobning,” udtaler H.C.A. Lassen, der efterfølgende forklarer, at man i flere tidligere sæsoner havde set ophobninger, men at det ikke var det samme som en decideret epidemi.
“August og september 1952 spillede hovedroller i epidemien. Ugentligt blev der bragt op mod 350 børn ind alene på Blegdamshospitalet, og det var nødvendigt at anvende nærmest al hospitalskapacitet i hovedstaden til formålet.”
Med den kommentar maner H.C.A. Lassen altså til besindighed i befolkningen, men åbner samtidig døren ganske lidt på klem: Danskerne kan stå overfor en situation ud over det sædvanlige. Epidemiens acceleration i ugerne efter kunne ingen dog have forudset.
Mange svære tilfælde
August og september 1952 spillede hovedroller i epidemien. Ugentligt blev der bragt op mod 350 børn ind alene på Blegdamshospitalet, og det var nødvendigt at anvende nærmest al hospitalskapacitet i hovedstaden til formålet.
Derfor blev de omkringliggende københavnske hospitaler Frederiksberg, Balders Hospital, Fuglebakken, Sundholm, Øresund og Dr. Louises Børnehospital alle klargjort til at modtage patienter.
”Det der særligt udmærkede denne epidemi […] var de svære tilfælde, der krævede speciel behandling: tracheotomi, respirator eller anden form for kunstigt åndedræt. Af den art modtog vi i løbet af de 5 måneder fra august til decembers udgang mere end 3 gange så mange end de foregående 10 år tilsammen. På epidemiens højdepunkt var der på samme tid indlagt 800 patienter med poliomyelitis i København,” udtalte H.C.A. Lassen i et tilbageblik sidst på året 1952.
Det satte hele systemet under et gevaldigt pres, og med så mange svære tilfælde fulgte også dødsfald. I epidemiens første dage blev 31 patienter lagt i respirator, hvoraf 27 døde. Men allerede den 27. august 1952 ændrede epidemien karakter.
Narkoselæge Bjørn Ibsen opfandt den velbeskrevne håndpumpeventilering af patienter, hvor poliovirus havde angrebet deres åndedrætsmuskulatur.
En heroisk indsats af både Blegdamshospitalets personale samt læge- og tandlægestuderende, der manuelt pumpede luft ned i lungerne på patienterne gennem et snit i halsen ved luftrøret, reducerede dødstallet fra 87 til 40 pct. blandt de åndedrætslammede.
Hvad der måske er mindre anerkendt er, at Bjørn Ibsen også iværksatte det, der senere blev til lægeambulancen, fordi poliopatienterne ofte var så dårlige, når de skulle hentes med ambulance, at der ingen tid var at spille. Derfor bemandede man ambulancerne med læger, så behandlingen på den måde begyndte, inden patienterne ankom til Blegdamshospitalet.
Epidemi med flere esser i ærmet
Hvor epidemien toppede i København i august-september, havde den dog flere esser i ærmet og bevægede sig i ryk hen over resten af landet i det resterende af 1952 og langt ind i 1953, hvor det særligt var området ved Ringkøbing og sekundært Østjylland, der stod for skud.
“Et væld af skoler og børnehaver blev lukket i hele landet, mens mange mennesker tog alverdens forbehold for at undgå smitte.”
Datidens aviser giver eksempler på, hvordan det uforudsigelige mønster i epidemien forvirrede. Både i Aalborg, Randers, Kolding og Fredericia bedyrede de lokale kredslæger i 1952, at de nærmest var gået fri af polioepidemien, hvorefter de blev ramt i varierende grad i månederne efter.
Men nervøsiteten var naturligvis tyk i de enkelte distrikter, fordi man havde set, hvordan situationen udviklede sig i København. Her i Fredericia Dagblad (22. september 1952):
”Kredslæge Becker udtaler overfor os […] at der som hvert Efteraar forekommer enkelte isolerede Tilfælde af Sygdommen. Der er saaledes ingen Grund til ængstelse […] men derfor skader det ikke at være forsigtig. Vask derfor Hænderne, og tilkald Læge i Tilfælde af Hovedpine, Opkastning, ondt i Nakken og Temperaturforhøjelse. Undgaa at spise raa Frugt og Grøntsager, der ikke er skrællet eller skoldet, og forbyd Børnene at lege i og omkring Vandløb, f.eks. Ullerup Bæk. Jeg tror, den er farlig.”
I nabobyen Vejle tog man drastiske metoder i brug for at undgå smittespredning:
”Vejle har foretaget et usædvanligt skridt og isoleret 48 familiers børn i en boligkarré i Vejle. Årsagen er mulighed for kontakt-smitte ved dette års børnelammelses-tilfælde. På den vej er forekommet tre tilfælde af børnelammelse i løbet af få dage. […] Isolationen skal opretholdes i ti dage, og man regner så med, at smittefaren er overstået. Isolationen betyder kun, at børnene ikke må lege sammen, mens de fx godt må spadsere en tur med deres forældre.” (Herning Avis, 18. oktober 1952)
Alvoren stod lysende klart
Et væld af skoler og børnehaver blev lukket i hele landet, mens mange mennesker tog alverdens forbehold for at undgå smitte. Det er blandt andet beskrevet i Niels Frandsens film Epidemien, hvor hans forældre fortæller, hvordan der herskede stor nervøsitet blandt københavnerne.
Niels Frandsens far giver i filmen et eksempel, hvor han i begyndelsen af epidemien banker på hos nogle gode venner, som hurtigt smækker døren i foran ham, fordi de havde hørt, at hans søn havde fået polio.
På højeste niveau stod det også hurtigt klart, hvor alvorlig situationen var:
”På et møde mellem repræsentanter fra Indenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet, Finansministeriet og Københavns Kommune blev det vedtaget at søge Finansudvalget om en ekstrabevilling på 12 millioner kroner. Mødet blev ovenikøbet holdt på en lørdag, og bevillingen gik igennem om onsdagen. Det illustrerer, hvor katastrofale forholdene var. Tænk sig at få bevilliget 12 millioner kroner på mindre end en uge,” fortalte daværende leder på foreningens institut på Tuborgvej i Hellerup, overlæge Svend Clemmesen.
Omregnet svarer de 12 millioner i 1952 til næsten 195 millioner nutidskroner (ifølge Danmarks Statistik).
I samme ombæring besluttede man i foreningen at købe Hornbæk Kurbad og blandt andet indrette svømmebassin i balsalen for at lette presset på hele hospitalsvæsnet i hovedstadsområdet.
