Hurlumhejhuset Hald

Det er en søndag, og der er besøgstid på Folkekuranstalten. Ligesom langt de fleste andre søndage har Frede Mikkelsen besøg hjemmefra.

Han husker, hvordan han sammen med sin far passerer en anden polioramt dreng, som ved synet sender en spytklat mod dem og rammer hans far på ryggen. Chokeret vender de sig imod drengen.

- Han gjorde det, fordi han aldrig selv fik besøg. Det vidste vi, og han må have været sur over det, og det blev for meget for ham at se os, der havde forældre på besøg. Han var selvfølgelig misundelig. Så selvom det kom bag på os i situationen, så var det også en del af fortællingen om Hald: Der var børn, som var mere alene end mig. Min far blev ikke sur, det husker jeg tydeligt, for der var noget andet på spil, fortæller Frede Mikkelsen.

Folkekuranstalten Hald indtager en betydelig rolle i 78-årige Fredes barndomserindringer. Han var indlagt der i godt og vel et år, og det blev skelsættende for hans egen barndom, men også for hans nærmeste familie, som bestod af hans forældre og to ældre brødre.

- Vi boede dengang på en lille ejendom, og den kom jeg faktisk aldrig hjem til igen, fordi det endte med, at min familie flyttede for at få mere tid og overskud til at besøge mig, mens jeg var på Hald. Så det prægede vores liv på mange måder.

Læge bad forældre følge med

Velfriseret og i skjorte og butterfly poserer seksårige Frede foran kameraet med sin dansepartner på et sorthvidfoto. Det er taget i anledning af afdansningsballet på Stenvad Hotel på Djursland i 1953.

Stenvad er den lille landsby, hvor Frede vokser op, og fotoet symboliserer den normalitet, der hersker, lige inden han bliver ramt af polio.

- Jeg havde det så godt hjemme i Stenvad. Med min mor og far og brødre og med mine venner og med de dyr, vi havde på ejendommen, hvor vi boede. Jeg husker det som dejligt og ubekymret. En dag i december 1953 fik jeg lov til at tage med på jagt sammen med en forsamling af mænd, der havde lov til at drive jagt på min fars jord. Jeg kom på, at jeg skulle drikke deres nisseølssjatter, da de var færdige, og det måtte jeg godt. Det har jeg efterfølgende tænkt på, om det mon var det, der gav mig poliosmitten, siger Frede og fortsætter:

- Allerede dagen efter fik jeg influenzalignende symptomer, og det tog til i intensitet. Jeg begyndte at få ondt i kroppen, og jeg fik det meget skidt en nat. Jeg gik ind til mine forældre og fortalte dem, at jeg havde så ondt i arme og ben. Særligt mine ben havde jeg en underlig fornemmelse i: Det var som den følelse, man har, når ens ben sover, og det skal lige til at vågne. Det prikkede meget intenst.

Dagen efter var hans forældre naturligt nok blevet nervøse for, hvad det kunne være, der havde ramt deres yngste søn, og de tilkaldte læge.

Frede husker, hvordan lægen, efter at have tilset ham, bad hans mor og far følge med ud i køkkenet. 

- Mor græd, da de kom tilbage. Hun fortalte, at jeg skulle på hospitalet, og at jeg snart ville være hjemme igen. Jeg forstod ikke så meget af det. Først kom jeg til Randers, og jeg har fået at vide, at de sendte mig videre til Aarhus allerede næste morgen, fordi de i Randers kun havde én respirator, og de var bange for, at lammelserne ville sprede sig til mine lunger.

På Marselisborg Hospital i Aarhus blev Frede i første omgang indlagt på stue med en lille pige på bare et år. Sidenhen har han fundet ud af, at pigen var Inger Stoltze Poulsen fra Aarhus, som han har fået kontakt med i dag.

Ingers mor førte dagbog under indlæggelsen, og her nævner hun Frede.

- Jeg kan ikke selv huske det, men hun har skrevet ned, at jeg lå og græd hele tiden og ville hjem. Det er selvfølgelig hjerteskærende at læse, og sådan mindes jeg faktisk ikke min indlæggelse, men det må være rigtigt, og jeg er glad for, at hun har skrevet det her ned, for selvfølgelig har det været rigtig hårdt at undvære mine forældre.

Efter den akutte fase var Frede fortsat så præget af sine lammelser, at han krævede målrettet behandling og genoptræning, vurderede lægerne. Hans ben var så medtagede, at han sad i kørestol. Derfor blev han sendt videre til Folkekuranstalten Hald i den spæde begyndelse af 1954.

- Min mor tog med mig, og afskeden var meget svær. For jeg var ulykkelig over at skulle være der, og jeg bad min mor om, at jeg ikke skulle blive. Det virkede helt uoverskueligt for mig, fortæller han.

Øllebrød og levertran

Folkekuranstalten Hald var i en anden kategori end indlæggelsen på hospitalet i Aarhus for den lille dreng fra Djursland.

- At komme til Hald var en rigtig stor forandring. Det var som et hurlumhejhus, hvor der var højlydte børn allevegne: Nogle lå i deres senge, andre kravlede rundt på gulvet og nogle styrtede rundt, og jeg skulle sove på en 12-mands stue. Alt det her skulle jeg vænne mig til, og det stod i stærk kontrast til de små, hvide stuer på Marselisborg, hvor der var ro, og alle lå i hospitalssenge det meste af tiden. Senere blev jeg dog rigtig glad for at være på Hald.

En helt ny tilværelse begyndte, og Frede skal ikke grave langt i hukommelsen for at hive minderne frem.

- Der var øllebrød til morgenmad, og vi skulle også have vitaminpiller og levertran, som bare var med at få hurtigt skyllet ned, så man slap for smagen. I begyndelsen af mit ophold lå jeg halvliggende i min kørestol, når vi spiste, fordi jeg også havde udfordringer med min rygmuskulatur, og de var bange for, at jeg ville udvikle skoliose, fortæller Frede, der som månederne gik fik korset og blev stærk nok til at kunne gå med krykkestokke.

Træning og behandling var en stor del af dagligdagen på Folkekuranstalten Hald, og det var ikke altid, at det var lige sjovt.

- Jeg kan huske de varme omslag, som de pakkede os ind i: Det var sådan nogle uldtæpper, og de var meget, meget varme. Det kunne godt være lidt ubehageligt, og jeg tror ikke, at det overhovedet hjalp noget. Og så var der gymnastik og fysioterapi, hvor jeg på et tidspunkt kom galt afsted, siger Frede og uddyber:

- Vi havde jo et behandlingsprogram, og jeg kan huske, at fysioterapien mest bestod af nogle udstrækningsøvelser af mit ben for at undgå, at jeg fik dropfod. En dag var fysioterapeuten lidt for hård ved min ene fod, og han forvred den, og det gjorde rigtig ondt. Dagen efter skulle jeg jo derned igen, og der var foden slet ikke kommet sig, men fysioterapeuten begyndte at vride i den alligevel, og jeg skreg som besat. Så holdt han selvfølgelig op, og jeg kom op på stuen igen. I løbet af eftermiddagen blev min fod så tyk, så tyk, så de fandt ud af, at den var blevet forvreden, og at jeg var nødt til at have en pause.

Glade timer på Egely

Når alle ugens strabadser var veloverstået, fik Frede typisk besøg hjemmefra.

- Det skal siges, at der samtidig med mine indlæggelser var stor opstandelse i Stenvad. Under den store polioepidemi havde byen før mig ikke været ramt af polio, så det var noget, som folk lagde mærke til, at jeg fik det og blev sendt væk. Det stod sågar i den lokale avis. Byen stimlede sammen om min familie, og de hjalp så godt de kunne. Da jeg kom til Hald havde mine forældre hverken kørekort eller bil, så i den første lange tid tilbød andre fra byen at køre mine forældre fra Djursland til Hald. Min far fik også hjælp til at passe dyrene, så han havde tid til at besøge mig.

Søndagsbesøgene havde særligt i sommeren 1954 et nøje udvalgt formål.

- Vi tog på Egely, som var sådan en sommerrestaurant, der lå omtrent 500 meter fra barakkerne inde i skoven ved en sø. Her fik jeg sodavand og is, og min mor og far fik kaffe og kringle, og det var herligt. Det kan jeg tydeligt huske, at jeg glædede mig meget til.

I løbet af 1954 indså Fredes forældre, at det sled for meget på dem at drive ejendommen og holde dyr, når de skulle besøge Frede så tit, de kunne. De satte ejendommen til salg, og Fredes far fik et mindre tidskrævende arbejde ved Pindstrup Mosebrug i naturområdet Lille Vildmose, og de bosatte sig tæt på i landsbyen Mou, hvor Frede også selv bor i dag med sin hustru.

Imens familien flyttede og etablerede sig i Nordjylland, oplevede Frede gradvist fysiske fremskridt på Folkekuranstalten. Lidt over et år efter ankomsten blev han udskrevet. 

- Undervejs havde jeg fået et rigtig godt forhold til én af sygeplejerskerne, Søster Grethe hed hun. Hun var rigtig vigtig for mig, når nu jeg skulle undvære mine forældre. Der var altid lidt af en rivalisering blandt børnene, om hvem der fik besøg, og hvem der stod bedst ved sygeplejerskerne og den slags. Grethe kom jeg til at holde meget af, så da jeg skulle sige farvel til hende, blev der grædt mange tårer. Mine forældre vidste også, hvor stor betydning hun havde haft.

Som tak for tiden gav Frede en afskedsgave til Søster Grethe.

- Mine forældre havde købt en porcelænsfigur, de var populære dengang. Den her model hed faktisk ’Grethe’, så det synes vi vel passede meget godt. Når jeg tænker tilbage, så var det et år, som kom til at betyde en masse, og det er sikkert også derfor, at jeg stadigvæk kan huske så meget fra Hald, afslutter Frede Mikkelsen.