Hvorfor forskes der så lidt i smerter?

Det er svært at forestille sig et glamourøst indsamlingsshow på DR eller TV2 til fordel for kroniske smerter, hvor Natasja Crone eller en anden kendt vært på scenen afslører millionbeløb doneret af store danske virksomheder. For kroniske smerter er sjældent noget, vi ser eller hører om i bedste sendetid, og det ærgrer forskningsleder Nanna Rolving.

”Den måde, man kan flytte noget for alle de her mennesker, der har konstante smerter, og for samfundet som helhed, det er ved at forske i det. Ellers vil det være en byrde, som vi vil se kun vokse sig større og større med årene, og Sundhedsstyrelsen har allerede omtalt det som et problem med et epidemisk omfang, og det bør jo få alarmklokkerne til at bimle,” pointerer Nanna Rolving og supplerer:

”I medierne er kroniske smerter ikke noget, der er meget fokus på. Det er der mange grunde til. Én af dem kunne være, at det er lidt udefinerbart, og det er samtidig ikke noget, du dør af. Børn har det typisk heller ikke, og der er stadig et slør af uvidenhed og måske endda fordomme forbundet med at have det. Sammenlagt er det bare lidt usexet, og der er ingen udsigt til at finde pillen, der løser det, så hvor starter man henne?”

5 pct. af forskningsmidler

Går man dybere ned i, hvordan forskningsmidlerne fordeles herhjemme, tager det ikke lang tid at spotte en opsigtsvækkende tendens på sundhedsområdet. Selvom gruppen, der dækker over sygdom og smerter i muskler og led, er både mest udbredt og mest omkostningstungt af alle områder, så modtager det 5 pct. af de samlede bevillinger. Ikke overraskende klinger det ikke godt i Nanna Rolvings ører:

”Nej, det er selvfølgelig helt skævt. For der er virkelig meget, man kunne tag fat i, når det kommer til kroniske smerter.”

Herhjemme er det især en række private fonde, som uddeler forskningsmidler, og skulle de åbne for pengesluserne og dermed mere forskning på området, har Nanna Rolving et klart billede af, hvad hun mener, der skulle fokuseres på:

”Ét emne kunne være at forske yderligere i, hvad der sker, hvis vi ændrer i vores incitamentsstruktur, eksempelvis vores samarbejdssystem mellem sundhedssektor og arbejdsmarkedet, hvor mange med kroniske smerter kommer i klemme. Er der parametre, man kan skrue på?”

Forskningslederen peger også på adfærdsændring på smerteområdet blandt klinikere.

”Hvordan får vi for eksempel fysioterapeuter og kiropraktorer til at følge de evidensbaserede retningslinjer, der findes, så den samlede behandling bliver bedre? Endelig kunne det også være meget relevant at have øje for ulighed på sundhedsområdet. Ikke alle kan afkode sundhedsinformationer og navigere i dem. Har man tilmed ikke råd til eksempelvis at gå til fysioterapeut og få behandlet sine smerteproblematikker, så ender man i en nedadgående spiral, som er meget uhensigtsmæssig for én selv, men også for samfundet, for det kommer ofte til at koste samfundet rigtig dyrt på sigt. Hvordan får man fat i den gruppe og giver de rette tilbud? Det er den slags forskning, som vil kunne gøre en forskel,” lyder det fra Nanna Rolving, forskningsleder og lektor i fysioterapi på Aarhus Universitet.