Hun var sygeplejeelev under epidemien: Jenny husker tydeligt pigen i respiratoren

Der var især én poliopatient, som prentede sig fast hos Jenny Kirstine Jespersen, der var sygeplejeelev i Randers under den store epidemi i 1952-53.

- Jeg havde fast vagt hos den her unge pige. Hun har været omkring 14-15 år, og hun var så hårdt ramt, at hun kun kunne dreje sit hoved. Resten af kroppen lystrede ikke. Hun var den eneste, der havde enestue af samme grund, fortæller 93-årige Jenny Kirstine Jespersen.

Som sygeplejeelev på Randers Sygehus var nogle af hendes allerførste praktiske erfaringer at tage imod og behandle poliopatienter, som i de mest pressede perioder kom ind dagligt.

Sygehuset, som dengang lå på Gl. Hadsundvej i Randers, var delt op i tre afdelinger, hvor den ene var møntet på patienter med epidemiske sygdomme.

Ingen mundbind trods smittefare

- Jeg mindes ikke, at vi sendte vores poliopatienter videre, så vi havde vel relativt mange sengepladser. Af en eller anden grund havde vi mange drenge og unge mænd indlagt hos os. Det var som oftest med lammelser i en arm, i et ben eller hele den ene side, forklarer Jenny.

Hun husker, hvordan patienterne alle fik taget rygmarvsprøver, så snart de blev indlagt på afdelingen, og at der nærmest ingen besøg fra pårørende var på grund af smittefare.

- Sådan var det jo, og på den måde var vi da også meget eksponerede som sundhedspersonale. Det var dog ikke noget, jeg spekulerede så meget over, og jeg husker ikke, at vi gjorde noget ud over det sædvanlige for at beskytte os mod at blive smittet. Der var ingen mundbind for eksempel, siger Jenny og tilføjer:

- Det var en anden tid, og når man var nederst i hierarkiet, så spurgte man ikke om så meget eller gav sig selv lov til at have en masse tanker. Polioepidemien var voldsom, men jeg tænkte dengang, at det nok var sådan, det var at være sygeplejerske, altså at det var en form for normal. Jeg havde jo ikke prøvet andet.

Difteri og polio hærgede

Jenny er oprindeligt fra den lille landsby Nysum ved Hobro. Lang tid inden hun besluttede sig for at gå sygeplejerskevejen, stiftede hun på dramatisk vis bekendtskab med datidens forskelligartede epidemier.

- Lige efter vores konfirmation døde min sidekammerat fra skolen. Af difteri. Flere fra hendes familie døde også, og hun blev begravet i sin konfirmationskjole, kan jeg huske. Så det var utroligt tragisk og barskt, og det er selvfølgelig noget, jeg aldrig glemmer igen, lyder det fra den 93-årige tidligere sygeplejerske.

Polio stødte hun sandsynligvis også på, da hun som barn var på besøg hos sin bedstemor. I lokalområdet var en mand, som solgte bøger fra hus til hus.

- Han gik på sådan en karakteristisk måde, og jeg er næsten sikker på, at han havde polio. Jeg var meget imponeret over, at han bare kunne blive ved og ved med at gå til trods for sine skavanker. Jeg er ikke sikker på, hvilke bøger han solgte, måske var det Biblen. Men jeg ved, at han blev over 100 år, fortæller Jenny.

Maskinmester lavede respirator

Under epidemien på afdelingen i Randers kerede de sig ekstra meget om pigen, der var lammet fra halsen og ned.

Jenny var sygeplejeelev fra oktober 1952 og cirka et år frem, og der groede hurtigt rutiner frem, som blev en del af hverdagen under epidemien.

- Hver nat skulle vi gå rundt til alle patienterne et par gange, fordi der var flere, som ikke kunne holde på afføringen. Den unge pige, som lå på enestue, krævede naturligvis ekstra meget pleje. Og så kan jeg huske en pudsig ting, som heldigvis ikke foregår sådan længere: Når vores overordnede skulle vaske hænder, så skulle vi som sygeplejeelever pænt stå klar ved vasken med et håndklæde til dem. Vi talte ikke meget sammen, fordi de var jo autoriteter. Sådan var samfundet som helhed anderledes dengang.

En anden markant forskel fra dengang til i dag var mængden af udstyr, som var til rådighed. Selvom det var en epidemisk afdeling, som Jenny arbejdede på, var der ingen respiratorer. Det viste sig kritisk for den unge pige, som havde brug for hjælp til vejrtrækningen.

- Heldigvis havde vi tilknyttet en maskinmester, som fik lavet to respiratorer. På den måde var der et enormt fokus på hende, og det skulle der også være, lyder det fra Jenny.

Meget fokus på opgaveløsning

Senere formede Jennys arbejdsliv som sygeplejerske sig i en anden retning, idet hun blev røntgensygeplejerske og var ansat på røntgenafdelingen på Randers Sygehus i mere end 30 år.

Til trods for et langt arbejdsliv har polioepidemien sat sit tydelige aftryk, og det er især den unge pige, som stadig i dag bliver ved med at dukke op i hendes tanker.

- Det slår mig indimellem, om jeg skulle have fortalt hende noget mere om sygdommen, eller måske bare have talt noget mere med hende generelt set. På den måde kunne man måske have gjort situationen lidt lettere for hende. Jeg kan godt ærgre mig over, at der dengang var så meget fokus på, at de her arbejdsopgaver skulle udføres og ikke helt så meget på selve menneskene, siger Jenny Kirstine Jespersen og afrunder:

- Jeg kan ikke længere huske, hvad hun hed, desværre. Selv var jeg 24 år, da polioepidemien rasede, og måske har det også gjort indtryk, at hun var en ung pige, der lå der og ingenting kunne. Da jeg havde forladt afdelingen igen, vidste jeg i begyndelsen ikke, hvordan det var gået hende. Det ville jeg jo gerne vide. Senere blev jeg klar over, at hun var død ikke lang tid efter. Det var vældig trist. På den positive side så jeg flere patienter få det bedre og bedre, og det var først som årene passerede, det gik rigtigt op for mig, at polioepidemien var en helt særlig hændelse.