Krop og sind er som et integreret system

Det er et opbrud med traditionelle tankegange, som er ved at ske, når flere og flere sundhedsprofessionelle og dem, det hele handler om, patienterne, anser krop og sind for at være uløseligt forbundne.

- Vi skal ikke mere end tre årtier tilbage, før hovedparten af sundhedssystemet og samfundet havde en forståelse af krop og sind som to separate enheder. Hvis man ikke kunne finde en fysiologisk forklaring på patientens symptomer, antog man uden videre, at problemet populært sagt måtte sidde mellem ørerne og altså være af psykologisk karakter.

- Forståelsen af samspillet mellem krop og sind var begrænset til, at alvorlig fysisk sygdom eller funktionsnedsættelse kunne føre til psykisk lidelse, ofte i form af depression. Fragmenter af de her synspunkter eksisterer stadigvæk, og det præger desværre vores sundhedssystem, selvom det så småt bliver bedre, begynder PolioForeningens psykolog Mette Nyrup. 

Nøglen er mindsettet

Nyere forskningslitteratur peger entydigt på, at der er sammenhænge mellem krop og sind, og at man ikke kan adskille de to.

Ét af de nyeste bidrag på den scene er Thomas Breinholts bog Kan man tænke sig rask?. Bogen tager emnet under kærlig behandling med interviews med en lang række forskere og fagpersoner. Titlen på bogen vil Mette Nyrup gerne knytte en kommentar til:

- Når man som jeg rådgiver mennesker, der hver dag gør deres allerbedste for at leve et godt og meningsfuldt liv trods alvorlige funktionsnedsættelser, så forekommer titlen en anelse provokatorisk. Derfor er det vigtigt for mig at slå fast én gang for alle, at nej, det handler ikke om blot at tænke de rigtige tanker, og så bliver man rask.

- Men når det er sagt, så har vores tilgang til tingene utrolig stor betydning for udviklingen af sygdom eller omvendt; opretholdelsen af sundhed. Nøglen er det mindset, man har, lyder det fra Mette Nyrup.

- Jeg foretrækker at bruge betegnelsen mindset, fordi det rækker ud over vores tanker og samtidig inkluderer de følelser og de automatiske skemaer, vi har, og som hjælper os med at fortolke og forstå vores omverden og de ting, der sker, når vi møder en udfordring eller forandring i vores tilværelse. Hele vores mindset og forståelse af den situation, vi befinder os i, har kæmpe betydning for muligheden for at påvirke tingene i en god eller en dårlig retning.

Traumer slider på hele organismen

Bevæger vi os et lag dybere ned i forståelse af samspillet mellem krop og sind, bringer psykolog Mette Nyrup et eksempel på banen:

- Når det handler om forståelsen af de senfølger, der rammer mange poliooverlevere, typisk nye smerter og udtrætning, giver det i min optik kun begrænset mening at se disse symptomer som værende udelukkende fysiske følger af et langt liv med polio og deraf følgende overbelastning. Derimod bør man efter min mening forsøge at sætte disse symptomer ind i en større kontekst, der tager højde for individets samlede livshistorie.

Mange polioramte bærer rundt på traumer fra barndommen, hvor den akutte fase af polio ofte var forbundet med isolation og adskillelse fra familien samt umenneskelige behandlinger og operationer. Det har naturligvis sat sit præg.

- Sådanne oplevelser har medført et nervesystem i højeste alarmberedskab, et alarmberedskab, som over årerne er blevet yderligere forstærket ved at svære følelser og reaktioner har skullet holdes i skak i ønsket om at leve så normal en tilværelse som muligt. Når voldsomme og potentielt traumatiske oplevelser ikke bearbejdes, slider det på hele organismen, som bliver kronisk stresset. 

- I dette perspektiv giver det måske mere mening at se disse nye senfølgesymptomer som reaktion på årtiers stressbelastning, som har lagret sig i både krop og sind, og som kan forbedres - ikke med smertestillende medicin, men med terapeutiske interventioner, som sigter efter at ’nulstille’ det overaktiverede nervesystem.

Som et integreret system

PolioForeningens psykolog byder det velkommen, at der gradvist kommer mere fokus på, at vores sind har afgørende effekt på vores sundhed, og at det hele menneskes livssituation skal tages alvorligt i behandlingsøjemed. De nye vinde, der blæser, kan dog også skabe faldgruber.

- Jeg håber ikke, at vi kommer til at se et presset sundhedssystem, der i gåseøjne misbruger det her til at flytte hele ansvaret over på patienten, for det er langt fra det, der lægges op til. Det skal i stedet være et samarbejde, der i sidste ende kommer både den enkelte, men også hele samfundet til gode, fordi behandlingen vil blive bedre, og fordi man i mange tilfælde vil opnå bedre generel sundhed.

Det helt centrale ord, når man taler om krop og sind som et integreret system, hvad enten det gælder sundhed eller sygdom, er altså samarbejde.

- En patient bør anses som en aktiv medspiller, der rent faktisk også kan gøre noget med det ansvar, vedkommende får, fordi en passende grad af ansvar styrker oplevelsen af kontrol over egen situation hos patienten. Men det kræver tid og dedikation fra de fagprofessionelle. 

- Der skal bruges en masse tid på konstant at afstemme den behandling, der sættes i søen efter patientens samlede livssituation. Det er uden tvivl mere ressourcekrævende end at spise en pille, om end de langsigtede gevinster kan være væsentlig større, pointerer Mette Nyrup. 

Andre livsfaktorer spiller ind

Hun opfordrer til at italesætte overfor sin behandler, at man er bekendt med den nyeste forskning og derfor efterspørger et mere integreret perspektiv på sin behandling.

- I sin bog citerer Thomas Breinholt den græske læge Hippokrates for at sige: ’Det er langt vigtigere at kende det menneske, som har en sygdom, end at vide hvilken sygdom mennesket har.’ Nu er det jo vigtigt, at man som fagperson har viden om sygdomme, men det er mindst lige så vigtigt at tilegne sig viden om den enkelte patients livsverden. Her gælder det for det første om at finde ud af, om der kunne være andre chok, traumer eller stressfulde begivenheder i nutid og fortid, som kan spille ind på patientens reaktion. 

Kæmper man som poliooverlever med kroniske smerter og oveni eksempelvis bliver skilt eller er nødsaget til at flytte til en mere egnet bolig, så medfører det yderligere belastning. Mette Nyrup uddyber:

- Det skyldes, at nervesystemet ikke skelner mellem de forskellige stressorer. For det andet er det vigtigt, at man også inddrager patientens motivation. Hvis patienten ikke tror på, at for eksempel mindfulness kan have en positiv virkning på kroniske smerter, så er der også meget lille chance for, at mindfulness rent faktisk vil have en positiv virkning. For det tredje skal behandlingen selvfølgelig tilrettelægges, så den passer ind i patientens øvrige liv, for eksempel i familielivet og muligheden for at dyrke fritidsinteresser. 

Systemet er som to vægtskåle

Forståelsen af det integrerede system og den gensidige påvirkning mellem krop og sind kan for nogle virke meningsfuld og ligetil, mens den for andre kan være svær at overskue på grund af den kompleksitet og det delvise ansvar, som følger med, lyder det fra Mette Nyrup:

- Helt grundlæggende kan man jo anskue det som to vægtskåle: I den ene har du alle de ting, der er associeret med sygdom og reduceret velvære, for eksempel kroniske smerter, træthed, andre stressorer i livet, negative tanker og følelser. I den anden skål har du så de elementer, der fremmer sundhed og velvære, eksempelvis en forstående behandler, gode behandlingsmuligheder, et støttende netværk, hobbyer, som kan skabe fokus og ro samt en evne til at være med tingene uden at investere alt for mange følelser og tanker i dem, hvis det handler om ting, som ikke kan ændres. 

Den største grad af sundhed og velvære opnås, når der er nogenlunde ligevægt mellem de to skåle, slår PolioForeningens psykolog fast. Hun afslutter:

- Som poliooverlever kan du være med til at påvirke, hvorvidt din situation hælder imod sundhed eller sygdom. En stor del af det handler nemlig om, hvilken skål du vælger at placere dine lodder i. Det er måske i virkeligheden den vigtigste ingrediens i ansvaret som patient.