Nordisk samarbejde satte aftryk på polioepidemierne
I 1950 begyndte de nordiske landes polioorganisationer at arbejde for en fast aftale om at bistå hinanden, når de enkelte lande blev ramt af polioepidemier. Allerede to år senere blev det højaktuelt for Danmark at bede om støtte og udstyr.
Inden Bjørn Ibsen havde opfundet forløberen til nutidens respirator, var våbnene mod polio, særligt lammelser i åndedrætsorganerne, en decideret ulige kamp.
I begyndelsen af den store danske epidemi i 1952 blev de hårdest ramte patienter derfor lagt i ikke særligt virksomme respiratorer, som der dengang fandtes flere forskellige versioner af.
I Danmark havde vi ved den store epidemis begyndelse én tankrespirator, også kaldet en jernlunge, samt seks cuirass-respiratorer, og det viste sig meget hurtigt at være helt utilstrækkeligt med det pres, der blev lagt på særligt Blegdamshospitalet i København, hvor der samtidig var mangel på både sengepladser og personale. Det lykkedes heldigvis danskerne at holde nogenlunde stand, indtil hjælpen kom udefra.
Grundet tidligere erfaringer fra et nordisk samarbejde, hvor Norge modtog hjælp, var et solidt samarbejde de nordiske lande imellem allerede etableret.
Derfor udlånte Sverige og Norge blandt andet fysioterapeuter til Danmark og sendte udstyr, hvor det mest markante var adskillige respiratorer, som straks blev taget i brug på Blegdamshospitalet.
Vores nordiske naboer sendte deres hjælp med militærfly, så snart det stod klart, hvor alvorlig situationen faktisk var i Danmark i sensommeren 1952.
Hjælpen fra Sverige og Norge kom naturligvis belejligt. Det til trods har H.C.A. Lassen, overlæge på Blegdamshospitalet under epidemien, udtalt, at alle poliopatienter modtog en form for behandling i den akutte fase.
Dødstallene på grund af lammelse i åndedrætsorganerne blev dog først kraftigt sænket, da Bjørn Ibsens opfindelse blev sat i værk, og af den grund stoppede man brugen af cuirass- og tank-respiratorer.
IKKE KUN DANMARK FIK BRUG FOR HJÆLP
Vi skruer tiden tilbage til 1950, hvor de nordiske lande, og senere også Island og Finland, så en nødvendighed i at samarbejde, når polioepidemier rasede. Selvom der dengang endnu ikke var faste rammer for den hjælp, man skulle yde hinanden, kom de andre lande Norge til undsætning efter en epidemi i 1950, som spredte sig helt ud i de små samfund i det bjergrige land mod nord.
Danmarks hjælp til Norge bestod blandt andet i at sende personale og udstyr, ligesom norske børn blev behandlet i Danmark efter den akutte fase. De norske børn blev sendt alene til eksempelvis Hald og flere gennemgik også operationer, mange på Ortopædisk Hospital i Aarhus, inden de langt om længe blev genforenet med deres familier igen, nogle efter flere års adskillelse.
Den store polioepidemi ramte som bekendt Danmark i 1952-53, og da låneperioden for udstyret, som Danmark havde fået af Norge og Sverige, var udløbet, måtte de fælles nordiske kræfter straks mobiliseres mod Sverige, der blev ramt lige efter Danmark. Samtidig, i 1953, nåede polio også til Grønland, og det betød, at Danmark i løbet af start-50erne havde sendt i alt næsten 80 læger, sygeplejersker og fysioterapeuter til vores nabolande for at bistå under polioepidemier.
DE NORDISKE LANDE RUSTEDE SIG
Det var også i 1953, at en decideret aftale blev underskrevet af de nordiske lande samt Island og Finland. Landenes nervøsitet for, at store polioepidemier skulle være en ny normalitet har utvivlsomt skubbet til processen og motiveret til at ruste sig og sikre et velfungerende fællesskab og beredskab på tværs.
Der blev oprettet et udvalg med fokus på administrative spørgsmål, hvor alle landene havde repræsentanter for deres respektive sundhedsstyrelser og polioforeninger. Dertil kom et særligt respiratorudvalg, hvor behandling i det akutte stadie og størst mulig standardisering af udstyr på tværs af landene var omdrejningspunktet. Samtidig forpligtede landene sig til at have et polioberedskab til at bistå hinanden, når fremtidens epidemier ramte.
På den korte bane gjorde man sig også forholdsregler herhjemme. I PolioForeningen og i det danske samfund gruede man for efteråret 1953, hvor man ikke vidste, om en ny voldsom epidemi ventede.
PolioForeningen købte derfor allerede i 1953 nyt materiale for 1 mio. kroner, hvilket svarer til 16½ mio. nutidskroner (ifølge Danmarks Statistik). Udstyret blev dog straks sendt til Sverige for at komme dem til undsætning i ét af de absolut sidste epidemiudbrud i Norden.
OM RESPIRATORER:
Cuirass-respirator
På Blegdamshospitalet havde man ved den store epidemis begyndelse seks cuirass-respiratorer til rådighed, og de var i brug i stor stil. En cuirass (eller kyras) er egentlig en betegnelse for en del af en rustning, bryst- eller rygpanser, som især blev båret af kavalerister kaldet kyrasserer. Er man i en cuirass-respiratorer ligner det også, at man er iført en slags rustning over brystet. Selve rustningen sørger for at presse brystkassen sammen ved hjælp af overtryk, og derefter udvide den med undertryk.
Tank-respirator
Blev også kaldt for jernlungen, og det er netop dén, som mange refererer til, når de taler om datidens respiratorer, der ikke havde nævneværdig effekt for de poliopatienter, som var ramt på åndedrætsorganerne og havde brug for langvarig og konstant hjælp til at trække vejret. Ifølge H.C.A. Lassen, overlæge på Blegdamshospitalet, var det under den store epidemi dog ganske lidt, at de på Blegdamshospitalet benyttede den tank-respirator, de havde. Tank-respiratoren var formet som et rør og fyldte meget, for der var plads til, at en voksen person kunne ligge i den. Den fungerede ligesom cuirass-respiratoren ved rytmisk at presse brystkassen sammen ved hjælp af overtryk, og dernæst bruge undertryk til at udvide.
Ibsens opfindelse
Bjørn Ibsens opfandt en respiratormetode, hvor man skar et hul direkte ind til luftrøret (tracheotomi), og med håndpumpeventilering kunne holde gang i vejrtrækningen hos de hårdest ramte patienter. Da Bjørn Ibsen introducerede sin håndpumpeventilering, udfasede den ganske hurtigt de ineffektive respiratorer, som fandtes dengang. Efterfølgende blev netop Bjørn Ibsens opfindelse forløberen for de respiratorer, vi har i dag.