OVERLÆGE PÅ HALD: Man anede ikke noget om sygdommen

Mangeårig overlæge på Folkekuranstalten Hald, Niels Bukh, var med under hele processen fra 2. verdenskrig til behandlingssted for hundredvis af polioramte. Overlægen fortalte til PolioForeningens årsskrift om fremgangsmåden under den store polioepidemi:

- Det var behandling under primitive forhold. […] Så fik de varmebehandling efter de retningslinjer, Søster Kenny (australsk sygeplejerske, red.) havde udviklet. Det viste sig, at det lettede patienterne meget at få de varme pakninger og bade på de angrebne muskler […] og så gik man systematisk i gang med genoptræningen. Den systematiske efterbehandling havde vi slet ikke haft i dag uden Dr. Clemmesen og PolioForeningen.

Når overlæge Niels Bukh tænkte tilbage på tiden under og lige efter epidemien, så fokuserede han blandt andet på den helt centrale funktion, de varme bade havde. Det var her, han oplevede, at de poliopatienter kunne opnå gode resultater og bevægelsesfrihed. 

- Til at begynde med havde vi kun sådan et stort kar på måske to gange tre meter, som vi lagde en gjord henover, så patienterne kunne ligge på den og bevæge sig. Så fik vi et såkaldt Hubbard-kar med god plads til at lave øvelser i. Og endelig fik vi et meget finere bassin. Jeg tegnede det selv, men selvfølgelig havde jeg ikke større erfaring […], huskede Niels Bukh, men gjorde det også klart, at selv de fremmeste læger herhjemme ikke havde den store viden om polio og behandling:

- Men det hele var jo meget mærkeligt, for man anede ikke noget om sygdommen. […] Vi behandlede kun symptomerne, men så kom vaccinen to år efter. 

Elektrisk behandling blev droppet

På Hald var der primært ansat læger og sygeplejersker samt fysioterapeuter. Elsebeth Vørnle, tidligere afdelingsfysioterapeut for PolioForeningen i begyndelsen af 1950erne, forklarede, hvordan den ofte frygtede elektriske behandling (myotensor) foregik:

- Man satte nogle elektroder meget præcist på musklernes nervebaner og satte strøm til, som man mente kunne provokere musklerne til at bevæge sig. Det troede man på dengang.

De ganske smertefulde elektriske behandlinger droppede man igen kort efter, da det viste sig, at det ingen effekt havde. Netop effekt, fremskridt og resultater gennemsyrede efterbehandlingen på Hald, hvor der konstant blev set på, hvordan den enkeltes tilstand var. Polioramte Edith Jensen, der var indlagt på Hald i 1952-53, fortalte: 

- En gang om ugen kom Dr. Thomasen fra Århus (Ortopædisk Hospital, red.) på besøg og vurderede, om vores muskler var blevet bedre. Han gav dem nogle tal efter deres styrke, og det var spændende.

Kamelen og Den store øgle

Der blev gjort en stor indsats for at udstyre barakkerne med det nyeste og bedste udstyr, man dengang kunne opdrive. I alt 64 maskiner stod i en træningssal, kaldet Zander-salen, som de indlagte poliopatienter ofte benyttede. Maskinerne blev beskrevet af en journalist på besøg i sommeren 1953:

- […] der findes i Zander-salen forskellige maskintyper, baade saadanne, som patienterne driver selv og saadanne, som drives med motor. Stor opmærksomhed vækker her en motordreven hest, som man har dem paa de store moderne oceanskibe. Der er maskincykle, romaskine osv.

Særligt de indlagte poliobørn gjorde et nummer ud af at navngive maskinerne:

- Officielt kendetegnes hver af disse maskiner med et nummer, men patienterne har deres egne knap så kedelige navne for maskinerne, saasom ’Kamelen’, ’Symaskinen’, ’Den store øgle’, ’Møllehjulet’ og lignende.
 
Halds samling af maskiner var udbygget over mange år, og det er blandt andet nævnt i datidens aviser, at Dr. Holger Jacobsen under 2. verdenskrig havde gjort en stor indsats for, at de ikke blev fjernet fra barakbyen af besættelsesmagten, men fortsat kunne bruges til behandling af blandt andre polioramte.