Pårørende: Kan du forvente medfølelse?

Læs med her og bliv klogere på, hvorfor det er svært for omgivelserne at udvise medfølelse, og hvad du kan gøre for at passe på dig selv.

Som pårørende til en ulykkesramt bliver du også selv ramt, og du kan derfor med rette forvente medfølelse fra dine omgivelser. Ofte bliver der imidlertid taget udgangspunkt i en samfundsmæssig fortælling, hvor det er den ulykkesramte, der fortjener medfølelse, hvorimod du som pårørende betragtes som en uudtømmelig ressource, der skal yde praktisk og følelsesmæssig støtte, herunder medfølelse. UlykkesPatientForeningens psykolog Mette Nyrup kan i høj grad genkende ovenstående fortælling fra sine samtaler med pårørende til ulykkesramte.

Hvad indebærer det at være pårørende?

Mange af de pårørende, som Mette Nyrup møder, har ikke tænkt nærmere over, hvad det egentlig indebærer at være pårørende. De tillægger ikke deres rolle som pårørende nogen særlig betydning og ser det som naturligt at være den støttende part, der fokuserer på at hjælpe den ulykkesramte bedst muligt. Sådan skal det naturligvis også være, blot der samtidig er fokus på, at du som pårørende også bliver ramt og derfor fortjener medfølelse, støtte og anerkendelse på lige fod med den ulykkesramte.

”Når det handler om ulykken set i et pårørendeperspektiv, så er der ofte især to forhold, som omgivelserne har tendens til at overse. For det første, at den pårørende uden varsel og dermed uden forberedelse skal balancere rigtig mange roller på én gang. Ud over fortsat at indgå i den relation, som de har til den ulykkesramte – ægtefælle, barn eller søskende – og støtte og opmuntre, så skal de også have overblik over praktiske ting i hverdagen og i relation til ulykken. Mange pårørende er eksempelvis tovholder i dialogen med det offentlige og forsikringen. Herudover skal den pårørende også ofte varetage sit arbejde og samtidig indgå i de almindelige sociale relationer til familie og venner,” fortæller Mette Nyrup. 

Konkrete og symbolske tab

Endvidere siger det sig selv, at du som pårørende ikke kan undgå at reagere følelsesmæssigt på ulykken og dens konsekvenser. Dermed bliver du som pårørende også ramt af sorg, men i modsætning til den ulykkesramte, som oplever en blanding af konkrete og symbolske tab, så oplever du kun symbolske tab. Den ulykkesramte vil ofte i en eller anden grad miste noget konkret som førlighed eller færdigheder, som vanskeliggør eller måske ligefrem forhindrer udførslen af dagligdagsopgaver. Det er forholdsvis let for en selv og omgivelserne at forstå, at sådanne tab skaber en vanskelig livssituation, som retfærdiggør, at der kommer en reaktion. Anderledes forholder det sig med de symbolske tab.

”Hvad enten man som ulykkesramt eller pårørende mister en væsentlig del af sin personlige identitet og frihed, det almindelige hverdagsliv eller håb og forventninger til fremtiden, så er der tale om vigtige tab, som det i høj grad kræver en sorgproces at komme overens med, men som slet ikke møder samme anerkendelse som de konkrete, åbenlyse tab,” fortæller Mette Nyrup.

Desuden skal mange pårørende forsøge at tackle det modsætningsfyldte forhold, at selv om den ulykkesramte har overlevet, hvilket kalder på taknemmelighed, så giver skaden ofte direkte eller indirekte anledning til psykiske ændringer, som betyder, at den ulykkesramte ikke er den samme som før ulykken, hvilket er med til at forstærke den pårørendes sorg betydeligt. Sidst men ikke mindst, bruger mange pårørende deres ressourcer på at have det praktiske overblik og være en vigtig støtte for den ulykkesramte i tiden efter ulykken.

”Det betyder, at der ofte går lang tid, før den pårørendes egne reaktioner begynder at titte frem. Når det sker, bliver den pårørende ofte mødt med en bemærkning om, at det jo er længe siden, at ulykken fandt sted, underforstået at så er det ikke længere passende at reagere på den. Samlet set betyder hele problemstillingen omkring hvem, der må føle hvad og hvornår, at sorgen og medfølelsen i særdeleshed har trange kår hos mange pårørende,” fortæller Mette Nyrup. 

At vise medfølelse kræver overskud

Medfølelse handler om, at du i kontakten med et andet menneske føler og fornemmer, hvordan den anden har det – gode som dårlige følelser.

”At vise medfølelse på den korte bane falder naturligt let for de fleste, da det nærmest er en intuitiv reaktion i mødet med andre, som har det svært. Men for at kunne udvise medfølelse, må man have overskud. Derfor kan det være svært som nær pårørende at blive ved med at vise medfølelse over for den ulykkesramte, især hvis ikke man selv bliver mødt med medfølelse. Ganske almindelig hverdags-travlhed, hvor tempoet er højt, kan også påvirke evnen til at udvise medfølelse i negativ retning, fordi der er manglende overskud hos omgivelserne. Dette er givetvis en væsentlig del af årsagen til, at mange pårørende ikke får den medfølelse, som de fortjener. Hvis man har begrænsede ressourcer af medfølelse, må man give til den, som man vurderer, fortjener den mest, og det er i mange tilfælde de ulykkesramte,” forklarer Mette Nyrup.

En anden vigtig brik i puslespillet er det faktum, at det er hårdt kontinuerligt at skulle ’mærke’ andres lidelser og besværligheder, som der ikke umiddelbart er nogen løsning på. Vi vil således ofte uden at bemærke det iværksætte forskellige strategier, som har til formål at forhindre en følelsesmæssig oversvømmelse.

Læs også: Ordbog i medfølelse: Hvordan kan jeg udtrykke mig passende i mødet med en, der har det svært?

Vi kan f.eks. gå i handle-mode eller rationalisere, så situationen på en eller anden måde bliver forståelig, ikke så følelsesmæssigt ladet og dermed ikke stiller så store krav om medfølelse. Det er typisk den strategi, der har været i spil, når pårørende beretter om, at de mødes med udsagn som ”det er da godt, at den ulykkesramte stadig kan…” eller at ”modgang gør stærk”.

”Sådanne udsagn fører imidlertid blot til en endnu større følelsesmæssig udmattelse, da den manglende medfølelse gør, at man ikke føler sig set, hørt og forstået,” siger Mette Nyrup.

Der kan også forekomme det modsatte, nemlig at der sker en følelsesmæssig overinvolvering, hvor de naturlige følelsesmæssige grænser udviskes, og den, du taler med, identificerer sig så stærkt med den vanskelige historie og reagerer som om, det var hans/hendes egen. I sådanne situationer er medfølelse gledet over i medlidenhed. Det kan for eksempel være, at du nede ved køledisken møder en bekendt fra nabolaget, som spørger dig hvordan det går med den ulykkesramte. Du svarer, at den ulykkesramte går til behandling, men at man nok ikke kan forvente de store yderligere fremskridt. Tårerne vælter frem i øjnene på naboen, som udbryder: ”Jeg ville slet ikke kunne klare det.” I stedet for at du modtager medfølelse står du nu med endnu en person, som skal trøstes, hvilket dræner dig yderligere på dine i forvejen begrænsede ressourcer. 

Pas på dig selv

En vigtig pointe i Mette Nyrups samtaler med pårørende er, at de er en uvurderlig støtte og ressource for den ulykkesramte – praktisk, mentalt og socialt. Hvis de skal blive ved med at være det, er det mindst lige så vigtigt at passe på sig selv.

”Jeg plejer at sammenligne med en bil: du kan ikke forvente, at du kan nå til verdens ende på én tankfuld. På et eller andet tidspunkt slutter eventyret, hvis du ikke fylder nyt brændstof på,” siger Mette Nyrup.

Hvis man i en længere periode befinder sig i en følelsesmæssig ubalance, hvor du konsekvent giver mere end du får, så ender det ofte i en situation, hvor den pårørende må konstatere, at ’jeg er fuldstændig færdig, jeg kan ikke mere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at finde mig selv igen.’

”Desværre er der en del pårørende, der oplever, at den følelsesmæssige ubalance er blevet så udtalt og har stået på så længe, at de fuldstændig har mistet deres emotionelle  retningsfornemmelse. For dem bliver følgerne ofte voldsomme og viser sig blandt andet som angst-, stress- og depressionstilstande, sygemelding mv. Derfor er det vigtigt, at du som pårørende passer på sig selv, og du kan ikke starte for tidligt,” fastslår psykolog Mette Nyrup.