Poliosygeplejerskerne bandt det hele sammen

Nøjagtig som på mange sygehusafdelinger i dag var det under den store polioepidemi sygeplejerskerne, som indtog en helt afgørende rolle i at binde indsatser sammen og yde den primære pleje af patienterne. En unavngiven poliosygeplejerske fra Marselisborg Hospital udtalte om det arbejdspres, som de var udsat for (citat fra Dansk Sygeplejeråd/Dansk Sygeplejehistorisk Museum: Historiske glimt):

”Vi brød sammen på skift.”

Samme sygeplejersker siger videre, at det både skyldtes arbejdspresset og de mange triste skæbner og dødsfald, de var vidne til. Epidemien sled altså på personalet på Marselisborg Hospitalet, og det var ikke unormalt, at sygeplejersker og andet plejepersonale kunne arbejde i 16 timer ad gangen.

Krævede omstillingsparathed

En anden poliosygeplejerske fra Marselisborg Hospital indgår i samme tekst med et eksempel på en særdeles ulykkelig situation:

”[…] Jeg husker en ung pige hvis mor sad sammen med mig inde ved respiratoren. Jeg kunne ikke mærke hendes puls, og for mig var det naturligvis meget bevægende og ikke mindst for hendes mor. […] Så kommer 1.reservelægen ind, og så blinkede vi lidt til hinanden, og jeg sagde, ’Der er ingen puls’. Han gik hen og mærkede, så kom han tilbage og slog mig på skulderen og sagde, ’Sluk om fem minutter’. Det er ikke en situation, man nogensinde får ud af kroppen, men det var nødvendigt, også af hensyn til moderen, at sige, ’Der er altså ingen puls mere’. Inden jeg gjorde det, husker jeg, at jeg gik hen og tog moderen om skulderen og sagde, ’Kirsten trækker ikke vejret selv mere, så nu slukker vi’”.

Én af poliosygeplejerskernes allervigtigste opgaver var netop plejen af de patienter, som var ramt på åndedrætsmuskulaturen. De skulle blandt andet sørge for frie luftveje, holde respiratorerne i gang og sikre sig, at de ikke stoppede til.

Sygeplejerskerne måtte samtidig være enormt omstillingsparate, da der konstant blev vekslet mellem forskellige respirationsmuligheder. I begyndelsen af den store epidemi skulle de typisk betjene tankrespiratoren (også kaldet jernlungen), kyradsrespiratoren og flere variationer af begge. Men da Bjørn Ibsen opfandt sin metode, hvor, hovedsageligt medicin- og tandlægestuderende, håndventilerede patienterne i døgndrift via et snit i halsen (tracheotomi), var opgaven en helt anden. Efter epidemien blev der igen opfundet nye respiratorer, som gradvist gjorde denne del af arbejdet mindre omfattende.

Zelna og sygeplejerskerne

For at forstå omfanget af det arbejde, som sygeplejerskerne gjorde under den store epidemi, kan det være behjælpeligt at se på de tørre facts. Eksempelvis på Blegdamshospitalet, hvor antallet af sygeplejersker nærmest eksploderede i 1952 for at modstå trykket på hospitalet. Ved epidemiens spæde begyndelse i juli 1952 havde landets største epidemihospital 256 sygeplejersker ansat, og bare måneder senere tilførte man 350 sygeplejersker ekstra.

Blegdammens forstanderinde og leder for sygeplejerskerne var under epidemien Zelna Mollerup. Hun spillede en stor rolle. H.C.A. Lassen, professor og overlæge samme sted, sagde blandt andet om hendes arbejdsvilkår og de mange nyansættelser:

”[…] Dette betød et meget stort og besværligt Extraarbejde for Frøken Mollerup.

Forstanderinden løste denne Opgave paa forbilledlig Maade, trods store Vanskeligheder, og det var for en ikke ringe Del paa Grund af hendes Indsats, at vi overhovedet kunne gennemføre den meget aktiverede behandling, som man experimenterede sig frem til under Epidemien, og som viste sig at være livsreddende i mange Tilfælde”. (citat fra Dansk Sygeplejeråd/Dansk Sygeplejehistorisk Museum: Historiske glimt).

Der tilfaldt også forstanderinden hæder på anden vis: Zelna Mollerup modtog efter epidemien Florence Nightingale Medaljen, som er en præstigefyldt medalje, der gives hvert andet år til sygeplejersker verden over, som har gjort en helt særlig indsats. Det er Røde Kors, der uddeler den, og i medaljeoverrækkelsen til Zelna Mollerup blev der lagt vægt på, at hun havde arbejdet under uhyre krav, men til trods havde mestret et stort organisationsarbejde. I sin takketale gav hun hæderen videre til alle de andre sygeplejersker, som havde kæmpet under polioepidemien.

Sygeplejerskemangel ved juletid

Føromtalte forstanderinde Zelna Mollerup var også i vælten ved slutningen af 1952, hvor sygeplejerskerne på Blegdammen i næsten et halvt år havde arbejdet i noget nær undtagelsestilstand. Sagen var den, at man i Berlingske Aftenavis havde skrevet om mulig sygeplejerskemangel i juledagene på hospitalet, og det fik Mollerup til tasterne. Hun indrykkede en kommentar i selvsamme avis (1. december 1952), hvor hun blandt andet skrev:

”Naar Spørgsmaalet om Vanskelighederne ved at skaffe tilstrækkeligt mange Sygeplejersker i Julen overhovedet er blevet rejst, skyldes det selvfølgelig ikke, at Hospitalets faste Personale nærer Planer eller Ønsker om at faa Juleferie. De fleste vilde sikker slet ikke bryde sig om det – som Sygeplejerske er man indstillet paa og glæder sig til at holde Jul med sine Patienter.”

Forstanderinde Zelna Mollerup fortsatte sin forklaring:

”Vi haaber og tror, at Epidemien til den Tid er saa meget i Aftagende, at vi selv kan klare Afløsningen, men vi ved det jo ikke. At andre Hospitaler, der med saa stor Velvilje har laant os Sygeplejersker gennem flere Maaneder, yderligere skulde være i stand til at hjælpe os, er selvfølgelige udelukket. […] vi haaber og mener at kunne klare Situationen – Patienterne skal i alle Tilfælde nok blive passet saa godt, vi formaar det.”

Ikke kun afgørende under epidemien

I efteråret 1953, hvor epidemien endelig var løjet af over hele landet, stod der stadig en væsentlig opgave foran det danske sundhedsvæsen og i særdeleshed sygeplejerskerne. De var en naturlig del af plejen, genoptræningen og efterbehandlingen af de polioramte rundt om i landet.

For de polioramte, der fortsat ikke kunne trække vejret uden respiratorisk hjælp, var sygeplejerskerne direkte uundværlige. Et eksempel herpå er et tiltag fra overlæge og professor H.C.A. Lassen i sensommeren 1954, hvor der sættes gang i et forsøg, inspireret fra Norge og USA, hvor poliopatienter, der var afhængige af respiratorhjælp, blev installeret i eget hjem. Det skulle blandt andet spare en masse penge for sundhedsvæsnet. Men det var dog fortsat en dyr løsning, idet der fulgte en fast sygeplejerske med, som eksempelvis kunne få sig et værelse i hjemmet.

Senere blev der blandt andet oprettet Institut for Respirationspatienter (IRP) i København, som byggede på nogle af de samme grundidéer. På den måde kom sygeplejersker til at indtage en rolle for poliopatienterne både under og lang tid efter den store polioepidemi.

Danske sygeplejersker drog også til udlandet for at bistå og lære fra sig. Særligt til Grønland, Island, Norge og Sverige i årene, der fulgte, og der var generelt stor interesse verden over for at høre om, hvordan vi i Danmark klarede en så vanskelig og komprimeret epidemi. Heraf udsprang også intensivspecialet, som Bjørn Ibsen stod fader til, og som de danske sygeplejersker igennem arbejdet under epidemien havde afgørende indflydelse på.