Sendt til Randers og behandlet efter Amy Schoulunds metode
Som fireårig flyttede Karl Vilhelm Nielsen ind hos sin farbror og tante, der havde åbnet et pensionat for polioramte.
Hvem der smittede hvem, er Karl Vilhelm Nielsen ikke klar over. Sikkert er det dog, at julen 1944 fik mærkbare konsekvenser for hans familie og ham selv. Fra nær og fjern var familien samlet i den lille by Astrup i Himmerland hos Karl Vilhelms bedsteforældre. Ganske kort tid efter var to af familiemedlemmerne ramt af poliolammelser. Den ene var Karl Vilhelms faster Hanne.
”Hun var en ung kvinde på 25 år, der på det her tidspunkt var forlovet og skulle giftes i det nye år. Livet, som hun havde planlagt, og som lå for fødderne af hende, endte i en tragedie. Faktisk var det sådan, at manden, hun skulle giftes med, stadig gerne ville til trods for hendes alvorlige lammelser. Men hun ville ikke selv, så det må have været for svær en situation, og jeg tænker, at det også kan have noget med tiden at gøre. Det var ikke noget, man talte om,” forklarer Karl Vilhelm.
Selv var han bare to måneder, da han blev ramt i slutningen af 1944. Han blev indlagt og derefter sendt til Hald Ege samt opereret som både et- og toårig. Karl Vilhelms lammelser gjorde, at han ikke kunne gå, før han blev fem-seks år.
Forinden havde endnu et hårdt slag ramt hans familie.
”Min far døde i 1948, han havde været syg i årevis med tuberkulose. Så min mor blev alene med os fire børn. Vi flyttede kort tid efter. Min bedstefar i Aalborg var blevet enkemand, så vi flyttede ind i hans hus på underetagen, hvor han så boede på førstesalen,” husker Karl Vilhelm.
Endnu en forandring blæste over Karl Vilhelms tilværelse i 1948. Hans farbror Johannes og tante Elly købte et murermesterhus i Randers, hvor de ville drive pensionat for polioramte, der gik til behandling på en ny klinik i byen, som den kontroversielle massøse Amy Schoulund og hendes forening Landsforeningen af Børnelammede i Danmark stod bag.
”Det var uden tvivl påvirket af, at min faster Hanne og jeg havde lammelser efter polio. Faster Hanne var alvorligt ramt med lammelser i begge ben, såkaldte nul-ben, ligesom hun havde en nul-arm og sad i kørestol. Jeg selv havde lammelser i begge ben og noget i kroppen og, skulle det senere vise sig, noget i armene. Som sagt tidligere; jeg kravlede rundt på gulvet,” siger Karl Vilhelm.
Her ses Karl Vilhelm Nielsen i en såkaldt gangkurv sammen med sine søskende. Billedet er sandsynligvis fra sommeren 1948.
Fem år i Randers
Karl Vilhelms mor Inger var sygeplejerske, og han ser det som sandsynligt, at hun har haft fingeren på pulsen hvad angår behandlingsmuligheder for polioramte og derfor har fået øjnene op for Amy Schoulund.
”Amy Schoulund havde jo et navn, fordi hun havde været i USA og omkring præsident Roosevelt. Samtidig beskrives hun som meget karismatisk. Der er nok heller ingen tvivl om, at det skubbede til processen, at der opstod en rigtig god mulighed ved, at jeg kunne flytte til Randers.”
I fem år boede Karl Vilhelm hos sin farbror og tante på pensionatet og var kun hjemme i Aalborg i ferier og til højtider. Hans polioramte faster Hanne boede der også, men de talte aldrig rigtigt om den skæbne, der havde ramt dem begge.
”Det var et vilkår, og det blev som sådan ikke omtalt. Jeg har heller aldrig talt med min mor om det for den sags skyld. Hun har garanteret tænkt, at det var det bedste for mig at blive sendt til Randers. Så jeg bebrejder hende bestemt ikke, at hun gjorde det. Jeg mener at huske, at min mor havde kontakt til frøken Schoulund, det kaldte vi hende, og på forespørgsel havde hun svaret, at den dreng, det vil sige mig, skulle hun nok få op at gå. Det havde hun jo ret i.”
Karl Vilhelm trivedes i Randers, hvor han dagligt skulle træne i klinikken. Det var hans tante Ellys opgave at få ham fragtet frem og tilbage.
”Jeg blev transporteret bag på en cykel, og det var før, der fandtes barnestole og fodstøtter. Så jeg ’red engelsk’, som min farbror Johannes sagde, det vil sige, at jeg sad sidelæns med begge ben til samme side. Det var også Elly, som havde opgaven på pensionatet med mad og husly så med flere pensionærer var dagen tæt besat,” fortæller fra Karl Vilhelm, der kan huske flere af de andre logerende fra pensionatet:
”For eksempel husker jeg Anna Christensen fra Vindeballe på Ærø, vist nok på alder med min faster Hanne. Torben fra Mors, hvis bedstemor betalte for et ½ års behandlingsophold. Han var på min alder, og det var sjovt. Jeg har mødt ham igen mange år senere i PolioForeningen i København. Der var også en dreng, Otto, der var lidt ældre end mig. Han var der i kort tid, hvorefter han flyttede til Geelsgård Kostskole i Virum.”
En ikke velset behandling
Selve behandlingen i Randers husker Karl Vilhelm også.
”På klinikken blev jeg behandlet af en fysioterapeut, Eva Bayer, hende var jeg glad for. Behandling bestod vel mest af massage på de lammede områder, ben og ryg, nogle strækøvelser og så det at lære at gå ’korrekt’. Jeg husker også, at frøken Bayer spurgte mig om lov til, at hun i arbejdstiden kunne lytte til radioen, da den engelske prinsesse Elizabeth som 26-årig skulle krones til dronning i juni 1952. Vi lyttede begge. Jeg forstod nok ikke helt, hvad det handlede om, men sammen med frøken Bayer var det spændende.”
At vælge behandling efter Amy Schoulunds metode var ikke velset hos de fleste af landets læger og sundhedsmyndighederne. Karl Vilhelm husker, at han sammen med sin mor var til konsultation på Ortopædisk Hospital i Aarhus, hvor professor Thomasen skældte hans mor ud.
”Han kaldet hende uansvarlig, fordi det var den her behandling, hun havde valgt for mig. Det var ikke rart at overhøre. Jeg kom aldrig til at synes om Thomasen, jeg var nærmest hunderæd for ham. Og det blev ikke bedre senere hen, hvor jeg var underlagt hans regime i næsten et helt år, da jeg skulle opereres igen.”
Juventus kom til Kronjylland
På mange fronter gjorde opholdet i Randers meget for Karl Vilhelms liv. Han fik et nært forhold til sin farbror og tante, som fulgte ham resten af deres liv. Det var også i Randers, at fascinationen for sport rigtig tog fart. Hans farbror Johannes købte en minigolfbane, der lå direkte op ad fodboldklubben Randers Frejas baner.
”I 1953 fik jeg en stor fodboldoplevelse, da Randers Freja, forstærket med blandt andre Knud Lundberg, skulle møde Juventus med flere danske stjerner, heriblandt Carl Aage Præst. Fra minigolfbanen kunne man bag et skur, tæt på pissoiret, gratis se det meste af stadion gennem hegnet. Bare at se de italienske spillere varme op var en oplevelse. Juventus vandt 6-1, og der var 16.000 tilskuere. Vist nok det største antal nogensinde på Randers Stadion. Det var med til at tænde min store interesse for sport,” fortæller Karl Vilhelm Nielsen.
Siden blev Karl Vilhelm Nielsen én af de ildsjæle, som kom til at betyde en masse for både parasporten, handicappedes rettigheder og viden om handicap. Hans omfangsrige arbejdsliv tæller blandt andet direktørposten i det daværende i PTU (nu PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen, red.) fra 1985 til 1993, medskifter af og formandskab i Danmarks Handicap Idræts-Forbund (nu Parasport Danmark, red.) samt administrationschef i Danmarks Psoriasis Forening. Endelig har 77-årige Karl Vilhelm Nielsen også deltaget i tre Paralympiske Lege og opnået landskampe i adskillige parasportsgrene.