Som toårig blev hun sendt alene til Danmark

En norsk pige, der talte pæredansk. Jorunn Aune kom hjem til Norge, da hun var tre år og efter mere end syv måneder i Danmark, kunne hun ikke genkende sin far, som hentede hende på Østbanestasjonen i Oslo, inden turen gik til området ved Trondheim, hvor familien boede. Hun nægtede at tage med ham hjem og skreg og tissede i bukserne.

Halvandet år tidligere, i 1950, rasede en polioepidemi hos vores broderfolk mod nord, og det var på det tidspunkt, at Jorunn Aune blev ramt.

Jorunn Aune boede i sin spæde barndom på en gård udenfor Trondheim. Her står hun til højre med sin storesøster i hånden og sin bror i baggrunden. Begge søstre fik polio kort tid efter, men kun Jorunn fik lammelser.

”Jeg havde lige lært mig at gå, men pludselig falder jeg ude på gårdspladsen og kan ikke komme op igen. Derefter bliver jeg syg, og lægerne finder ud af, at det er polio. Alle var bange for polio, meget bange, men man vidste ikke meget om det. Hvad skulle mine forældre stille op?” spørger Jorunn Aune, der først lå på sygehuset i Trondheim i mere end et år, uden at det hjalp hendes lammede højre side.

Viden om polio var dengang meget begrænset i hele Europa, men de danske læger var tilsyneladende længere fremme end de norske, og der skete derfor en udveksling af syge børn: Norske polioramte kom til Danmark, mens danske lungesyge børn kom til Norge. Børn drog derfor til fremmede lande uden deres forældre. Nøjagtig som Jorunn, der blev sendt til Danmark, nærmere betegnet Folkekuranstalten Hald ved Viborg.

Tilbage til Hald

Opholdet på Hald har altid repræsenteret en udefinerbar periode i Jorunns liv. Hun er ikke i tvivl om, at det har haft stor indvirkning på hendes barndom at blive sendt væk, men hun husker ikke noget konkret derfra. I 2015 drog hun til Hald igen, mere end 60 år efter, hun havde været der som barn.

”Jeg ville gerne have gjort det før, men jeg har brugt tid på at fortrænge det, og så har man travlt i sit liv; med børn og karriere. Det har dog hele tiden været i mine tanker at tage af sted en dag. Da vi ankom til Hald, var der nogle ting, som gav mig en følelse af, at jeg havde set det før: Det kæmpestore egetræ, barakkerne, rummene og de badekar, vi lå i. Selvom jeg ikke ved, hvad der skete, da jeg var der som lille, så tror jeg, at jeg har haft det godt der,” siger Jorunn og supplerer:

”Det var en anden sag med sygehuset i Aarhus (Ortopædisk Hospital, red.). Her blev jeg opereret to gange, og det har været voldsomme oplevelser, er jeg overbevist om. Jeg gik faktisk på jagt efter journaler for at se, hvad der blev gjort ved mig, men de var gået til i en brand. Så det får jeg desværre aldrig nøjagtig at vide.”

Brevene i pengeskabet

Jorunn har aldrig tvivlet på, at det for hendes forældre var smerteligt, at de havde sendt hende så langt væk.

”De har gjort det i bedste mening, det kan der ikke herske tvivl om. Men det er noget, jeg også selv har tænkt over, da jeg fik børn. Det må have været ubeskriveligt hårdt for mine forældre,” siger Jorunn.

Den sparsomme viden, som hun har fra tiden i Danmark, stammer først og fremmest fra en række breve, som blev sendt til hendes forældre.

”Min far gemte brevene i et pengeskab, men jeg hørte ham aldrig tale om dem. Vi er flyttet mange gange i min barn- og ungdom, men brevene kom altid med, og det er jeg glad for. Brevene har betydet meget for mig i voksenårene. Jeg tager dem stadig frem, og jeg græder hver gang,” lyder det fra Jorunn.

I de syv måneder, hun opholdt sig i Danmark, fik hun ikke besøg fra Norge, så brevene har været helt centrale i familiens kontakt med Jorunn og den eneste måde, de kunne følge bare en smule med i, hvordan det gik hende i landet mod syd.

Teaterstykket ’BREV HJEM’

Brevene har Jorunn ikke blot genlæst, men også brugt til at tydeliggøre, hvordan det var at have polio i 1950’erne. Det kom der i 2007 et teaterstykke ud af, hvor hendes breve var udgangspunktet i en forestilling og blev læst op på scenen. Forestillingen fik navnet ’BREV HJEM’. Det blev så stor en succes i Norge, at stykket gik i næsten seks år på Trøndelag Teater i Trondheim og flere andre steder i landet. Udover Jorunns historie omhandlede ’BREV HJEM’ fem andre menneskers historier, hvoraf én anden også havde polio.

”Det var historier, som man ikke oplever i dag, og jeg tror, at det var derfor, det var interessant for andre at se. Det var også vældig interessant for mig selv,” siger Jorunn.

Brevene er meget vigtige for hende, fordi hun intet husker fra sit ophold i Danmark. Desværre er den resterende del af hendes barndom også præget af sorte huller:

”Mit liv fra jeg var tre til ti år gammel er også næsten helt borte. Jeg husker ganske lidt eller slet ingenting. Jeg frygter, at narkosen, jeg fik på grund af alle operationerne, har ødelagt noget. Men jeg vil enormt gerne have mere viden om den første tid af mit liv.”

Til trods for de manglede brikker har Jorunn Aune bedrevet meget i sit voksenliv. Hun arbejdede i mange år som socialrådgiver, hvor hun blandt andet havde fokus på, at forældre kunne være sammen med deres børn under sygdom. Hun har også været hoteldirektør og deltager ved de Paralympiske Lege. I øjeblikket arbejder hun sammen med en tidligere journalist om at skrive en bog om sit liv.

”Jeg plejer at sige, at nøglen til mit liv ligger i Hald, så de måneder har en stor betydning i mit liv. Jeg var lam da jeg rejste til Danmark, og jeg var lam, da jeg kom hjem. For resten husker jeg ikke noget af det som skete, da min far hentede mig på Østbanestasjonen i Oslo efter at have været i Danmark. Det var min far, som fortalte det mange år senere. Ellers talte vi aldrig om den tid, for det har nok været for hårdt at bringe op,” siger Jorunn Aune.