Steen ser tilbage på sin barndom med polio: Det handler om at være noget for hinanden

Det er først gået op for Steen Andresen i en sen alder, at der i hans familie konstant blev arbejdet i kulissen for at gøre livet så godt for ham som muligt. Det var hans mor, der gelinde orkestrerede indsatsen og sørgede for, at Steens søster gik til dans med ham, at hans bror gik til spejder med ham, og at hun selv var med på sidelinjen undervejs. Det gjorde dog ikke, at Steen følte en forskel på sig selv og sine søskende.

”I løbet af livet kan man godt glemme at se sig til siden. Jeg føler mig lidt som en væddeløbshest med skyklapper for øjnene, som pludselig opdager, at der har været mennesker omkring mig, der har gjort et arbejde, som jeg aldrig har konfronteret dem med eller takket dem for,” siger Steen og fortsætter:

”Og jeg har aldrig hørt mine forældre eller søskende brokke sig over, at de skulle tage hensyn eller være mig behjælpelig. Det var bare ikke et problem, og det har gjort, at jeg heller ikke selv har set det som et problem, at jeg havde polio. Deres måde at gøre det på var ikke omklamrende eller præget af medlidenhed, det var sådan helt umærkeligt. Det synes jeg er fantastisk.”

Observerede de andre børns leg

Den i dag 75-årige pensionerede skolelærer nyder at se tilbage på barndommen, som tog sit udspring i Sorø i det lille arbejderkvarter Rolighed.

”Vi boede oven på en skomager, og vores lejlighed var ikke så stor, og den lå på førstesalen. Trappen op til lejligheden føltes usandsynlig lang for en lille dreng som mig. Helt indtil jeg var næsten fem, kunne jeg ikke gå uden hjælp på grund af mit polioramte ben,” forklarer Steen.

Han blev derfor båret ned af trapperne, hvor han sad på det nederste trin og så børnene lege i gården.

”Jeg spurgte engang min mor, hvorfor jeg mon fik sådan en varm fornemmelse i min krop, når jeg så brosten. Havde det mon noget med min tidlige barndom at gøre?”

Og det havde det: Der var nemlig brosten i baggården, hvor Steen havde sin faste plads.

”Min mor var også klar over, at jeg ikke skulle sidde og observere hele min barndom. Og mit liv blev et helt andet, da vi flyttede ud til Møllevænget. Det var dengang et nybygget, socialt boligbyggeri i udkanten af byen med 35 små huse. Der var børn over det hele, og forældrene lod os passe os selv. De store tog sig af de små, og det var et paradis for os.”

Morfar druknede

Steen deltog i det hele, når børnene fra Møllevænget foldede sig ud. Blandt andet når de spillede fodbold på tørrepladsen og lavede deres egne turneringer, der strakte sig i dagevis.

”Det havde vi det enormt sjovt med. Jeg kunne sparke ret hårdt med mit venstre ben, men selvfølgelig blev jeg ikke valgt som den første, når der skulle laves hold. Ofte endte jeg på målmandsposten, hvor jeg havde lidt problemer med at redde boldene til højre, men ellers gik det fint. Min bror sagde altid til de andre, når vi spillede, at de ikke skulle tackle mig så hårdt, de kunne bare tage bolden uden at tackle. Ingen var irriteret over det, sådan var det bare,” siger Steen og supplerer:

”Den måde, vores fællesskab var, både i min familie og blandt alle kammeraterne på Møllevænget, har gjort det nemmere for mig at have polio. Ud over de små hensyn, der indimellem blev taget, var vi faktisk ligeglade med, at jeg havde polio. Og så havde jeg også andre ting end det rent fysiske, som jeg gik op i: Jeg fortalte jo historier til de andre, og jeg lavede sjov, og det har måske været for at kompensere en smule for min polio, hvis jeg skal efterrationalisere lidt, men det passede mig samtidig rigtig godt. Og på dét punkt mindede jeg også om min mor.”

Når Steen taler om sin mor, så er det helt tydeligt, at det tager udspring i stor kærlighed og beundring.

”Jamen, hun var bare en stor inspiration. Der var respekt om hende, men kun af gode grunde. Hun var en travl kvinde med en chefstilling, og hun besøgte og hjalp dem i byen, som havde det svært. Det lå hende virkelig på sinde. Hun har givet mig og mine søskende nogle værdier med, som jeg sætter stor pris på, og det har jeg altid forsøgt at gøre efter i forhold til mine egne børn og til de børn, jeg underviste som lærer.”

Steen har også et godt bud på, hvor morens evner til at tage sig af andre stammer fra.

”Da hun var 7 år druknede min morfar i Sorø Sø. Han var smed, og han havde sin lærling med i en båd, og de omkom begge to. Min mormor gik fuldstændig ned over det, så min mor måtte blive meget hurtigt voksen, og hun begyndte at tage sig af sine to mindre søskende. Det gjorde hun faktisk hele livet. Det er jeg overbevist om har betydet rigtig meget i forhold til, hvordan hun selv agerede, da hun fik et barn med polio. Selvom det selvfølgelig var et chok for mine forældre, så de altid livet fra den positive side.”

På spisebordet hos klog kone

Det var også altid Steens mor, der sørgede for alt, som angik hans polio. Det indebar blandt andet at tage til klog kone.

”Jeg kan huske cykelturene derud: kolde, tidlige morgener, langs den gamle jernbanelinje og gennem et moseområde, inden vi nåede Frederiksberg uden for Sorø. Vi kom ind i et lille hus, jeg fik overfrakken af, og så kom der en dame.

Så blev jeg lagt midt på spisebordet, og hun rørte mig overhovedet ikke. Man ville nok kalde det en healer i dag. Hun strøg hænderne hen over mine ben i lidt tid. Så gav min mor hende lidt penge i hånden, og så cyklede vi hjem igen.”

Steen husker ikke, at han nogensinde har været til genoptræning eller lægelig behandling, men en pudsig oplevelse på Ortopædisk Hospital i København står klart for ham.

”Det var en samtale, min mor havde med dr. Jansen på Ortopædisk Hospital, hvor han roste min tilstand som 7-årig og samtidig udtrykte, at jeg jo gik fint. Min mor svarede: ’Ja, men jeg cykler også til klog kone to gange om ugen med ham!’ Jeg kan huske den tavse spænding, der fulgte, men den løste sig, da dr. Jansen svarede: ’Ja, jeg kan i hvert fald sige, fru Andresen, at det er ikke noget, vi har hjulpet ham med.’”

Som 13-årig gennemgik han sin eneste operation. Det var selvsamme dr. Jansen samt dr. Kjølbye, der udførte den.

”Det var åbenbart specielt, fordi operationen var lidt af et tilløbsstykke, og jeg mindes, at der var folk fra en masse forskellige lande, Tyskland og Japan blandt andet. Det kom sig af, at de ville lave et forsøg: De ville standse væksten i venstre ben ved at sætte sølvkramper i vækstårerne i lår- og skinnebensknoglen ved knæet. Endvidere ville de så, da jeg havde opbygget en spidsfod i højre fod, forlænge akillessenen og forkorte senerne til tæerne samt gøre foden stiv i ankelleddet med et søm op i hælen.”

Løftet ind i højredrejning

Skuer Steen tilbage, er han overbevist om, at operationen havde den virkning, den var tiltænkt. Med årene gik forskellen på hans benlængder nemlig fra 10 cm til 3 cm.

”Men jeg har altid haltet rundt, og det har ikke bekymret mig. Jeg har på det seneste tænkt på, hvordan min søster gik til dans med mig i fem år og var nødsaget til at løfte mig rundt, når vi skulle dreje mod højre. Tænk at have en søster, som aldrig siger et ord om, at hun ikke gider slæbe rundt på den klods der,” fortæller Steen og tilføjer:

”I dag går jeg til dans med min kone, så nu er det hende, der løfter mig til højre. Min indstilling til tingene kommer af, at min mor altid sagde, at der godt nok var noget, jeg ikke kunne, og det måtte jeg acceptere. Jo før, desto bedre. Men der var sandelig også mange ting, jeg kunne. Det har jeg altid troet på, og mit ben var i hvert fald ikke noget, der skulle forhindre mig i at danse.”

Det er ikke blot på dansegulvet, at Steen gør sig, når der spilles op til fest.

”Jeg har i mange år underholdt til fester, og jeg har skrevet en masse taler og sange. Hjemmefra er vi opflasket med, at det meste kunne fejres, og det var en stor del af vores liv dengang. Min mor arrangerede det altid, selvfølgelig.”

For Steen Andresen trænger essensen af tilbageblikket på hans liv tydeligt frem: Det handler om at være noget for hinanden. Han afslutter:

”Samværet og sammenholdet, jeg har oplevet, har været helt unikt, og det vokser man af som menneske. Jeg har undret mig over, at jeg er kommet så nemt igennem, for det med at få et barn med polio, det kunne sagtens være begyndelsen på en trist historie, men det var det overhovedet ikke i min familie. Det er jeg meget taknemmelig for.”