Sygeplejerske fik samme poliopatienter 26 år senere

Jonna Freundt Knudsen er 87 år og pensioneret sygeplejerske. Som sygeplejeelev i 1954 stiftede hun bekendtskab med polio på nærmeste hold.

”Jeg var sygeplejeelev på Blegdamshospitalets polioklinik. Poliopatienterne var helt små børn, unge mennesker, mænd i 40’erne med fine uddannelser. Det var alle slags mennesker,” begynder Jonna Freundt Knudsen.

I de seks måneder, hvor dengang 19-årige Jonna var elev på Blegdamshospitalet, herskede der det, hun selv beskriver som en meget rolig stemning.

”Epidemien var jo slut, men det var hårdt ramte mennesker, som var indlagt. Nogle af dem kom jo aldrig til at kunne trække vejret igen uden hjælp. Vores primære opgave var at passe og pleje patienterne, men vi fik også at vide, at vi skulle tale med dem. De kunne ikke få besøg, så det var vel for at opretholde en form for normalitet i deres liv. Det gjorde selvfølgelig indtryk at se de helt små børn, og det var især vigtigt for deres udvikling, at de havde menneskekontakt i løbet af deres dag, ” fortæller den pensionerede sygeplejerske og tilføjer:

”Tiden på Blegdamshospitalet gjorde et stort indtryk på mig, selvom jeg var ung, og der har man nok en tendens til at skøjte lidt lettere hen over tingene. Hvad jeg naturligvis ikke vidste på det tidspunkt var, at jeg kom til at møde flere af poliopatienterne senere i mit arbejdsliv.”

Rosa Abrahamsen og H.C.A. Lassen

Alvorlig sygdom og epidemier var en indgroet del af samfundet, da Jonna voksede op i Struer i mellemkrigsårene og under Anden Verdenskrig. Hun husker, hvordan der stod skamler på række ved vinduerne på Epidemien, som Struers daværende epidemisygehus blev kaldt. Skamlerne blev benyttet af pårørende til de mennesker, som var indlagt, så de kunne se ind gennem vinduerne.

”Vi boede selv lige ved siden af Epidemien, og det fyldte, at man kunne blive ramt af de forskellige sygdomme. Generelt var der dog ikke stor viden om epidemiske sygdomme dengang, og jeg vidste heller ikke meget om polio, inden jeg blev elev på Blegdamshospitalet,” fortæller 87-årige Jonna.

Hun mindes også, hvordan man som elev ikke stillede spørgsmål om polio eller arbejdsprocesser på grund af det stålfaste hierarki, der herskede på hospitalet. I den forbindelse husker hun også en spøjs tilbagevendende begivenhed på Blegdamshospitalet:

”Når H.C.A. Lassen, der var overlæge og professor, havde været til møde i frimurerlogen, så kom han ind på afdelingen i kjole og hvidt og det helt store skrud, og det fandt vi lidt morsomt. Så kunne der gå en hale af folk bag ham, for han gik naturligvis altid først, for det var jo ham, der bestemte.”

Mange af poliopatienterne gjorde stærke indtryk på Jonna. Den første, der falder hende i tankerne, er Rosa Abrahamsen, som blev landskendt for sin personlighed og sine digte, der både i samtiden og igennem årene er blevet brugt som vidnesbyrd om følgerne af polioepidemierne.

”Rosa Abrahamsen var et sødt menneske, og hun havde en karisma, som man tydeligt mærkede,” lyder det fra Jonna om Rosa Abrahamsen, der desværre døde ganske ung.

Patienter lignede voksfigurer

Oplevelserne fra 1954 sad i lang tid solidt plantet i Jonna. Efter en årrække, hvor hun blandt andet arbejdede på Giftlinjen, fik hun i 1980 et job hos Institut for Respirationspatienter (IRP). Til hendes store overraskelse kom hun til at arbejde med flere af de samme poliopatienter som i 1954.

”Det var mærkeligt at se de samme mennesker igen. De havde haft brug for respiratorisk hjælp til at trække vejret igennem alle årene, og det sætter jo virkelig tingene i perspektiv. Flere af dem var så lammede, at de end ikke kunne dreje hovedet. Jeg kunne tydeligt huske dem, men der var ingen af dem, som kunne huske mig, er jeg overbevist om.”

På IRP var der 16 sengepladser, som først og fremmest blev optaget af polioramte, men også af blandt andre ulykkesskadede. IRP havde til huse på Hans Knudsens Plads i København i Kollektivhuset, hvor der også var tilknyttet lejligheder, som de indlagte typisk befandt sig i i dagtimerne.

”Noget af det første, som slog mig, var poliopatienternes udseende: De lignede næsten voksfigurer, som de sad der i deres kørestole eller lå i deres senge. Hvor der naturligvis var sket en masse i mit liv siden 1954, så var det som om, at tiden havde stået meget mere stille for dem, og det er der jo ikke noget at sige til, når man er så hårdt ramt.”

Brugte sort humor

I 25 år var Jonna ansat som sygeplejerske på IRP, og hun endte derfor med at følge mange poliopatienters liv ganske tæt. Det står stadig klart for hende, hvordan der trods omstændighederne generelt herskede en god stemning på stedet. Mange af patienterne havde en særdeles sort humor, som de brugte flittigt i hverdagen.

”Jeg kan huske, at jeg en aften sagde godnat til en mandlig poliopatient, der lå i sin seng. ’Kan De sove godt?’ sagde jeg, hvorefter han spurgte, om jeg da ikke havde glemt noget. Jeg forstod ikke, hvad han mente, men så svarede han selv: ’Mig. Du har glemt at tage affaldet ud.’ På den måde blev der brugt humor til at opbløde hele situationen. Det var de gode til,” siger Jonna og fortsætter:

”Langt de fleste patienter, jeg mødte, var søde og venlige, men der var selvfølgelig også enkelte, der ikke kunne holde det ud længere, og hvor humøret naturligvis blev derefter. Det kan man ikke sige noget til. Undervejs opbyggede jeg rigtig gode relationer til mange af de her mennesker.”

Jonna Freundt Knudsen opfordrer til, at man ikke glemmer de polioramte, som levede med meget svære lammelser, og som for manges vedkommende ikke blev gamle. Hun uddyber:

”De har selvfølgelig haft en udfordret tilværelse, ellers havde de ikke været på IRP og været afhængig af en respirator, men livet blev også levet. Da jeg var ansat på IRP kunne jeg gå inde i byen, og så bemærkede jeg pludselig én af patienterne komme susende fordi i sin kørestol. Så mange havde trods alt et godt socialt liv, og det var bestemt positivt. Ser jeg tilbage på mit arbejdsliv, så har det været berigende at få lov til at være en del af, og poliopatienterne har betydet meget i mit liv.”