Tag ikke hjernen for givet
Din hjerne er sårbar, og det er vigtigt, at du tænker på den, når du tænker sundhed. Det handler både om den livsstil, du har og om, hvorvidt du får udfordret hjernen. Det gode er, at der skal ikke ret meget til, før det gør en stor forskel – og det er aldrig for sent at gøre noget.
Vi ved efterhånden allesammen, at rygning, forhøjet blodtryk og store mængder af alkohol ikke er godt for vores krop. Men tænker du over, at det faktisk også skader din hjerne?
Hvis du vil din hjerne det godt, bør du derfor både tænke i livsstil og i at udfordre din hjerne. Det kan måske virke uoverskueligt, at du også skal tænke i at udfordre hjernen, men heldigvis kan selv små forandringer have en stor betydning, og der er mange steder, du kan sætte ind.
- Det er et vigtigt budskab, at det aldrig er for sent at gøre noget, når det handler om dine hjerne. Og alt, hvad du gør, tæller, fastslår Ellen Garde, der er læge og hjerneforsker på Københavns Universitet.
Ellen Garde forklarer hjernen som et netværk af forbindelser, du løbende skal sørge for at vedligeholde og udbygge.
Jo flere forbindelser, du har, jo flere ressourcer har du at tage af, hvis der en dag sker noget, så du bliver ramt på nogle af forbindelserne.
- Forestil dig din hjerne som et vejnet. Hvis du gør det samme igen og igen, kører den samme rute, får du etableret hurtige motorveje, siger Ellen Garde og fortsætter:
- Det er dog også vigtigt at etablere nye forbindelser. Hjernen vil hellere end gerne udfordres, lære nyt, så netværket udvikles og styrkes.
“Vi oplever alle, at motivationen svigter, og overskuddet er begrænset. Her kan sociale relationer være afgørende, for uanset hvor vi er i livet, kan vi udfordre, støtte og forkæle hinandens hjerner.”
Ellen Garde, læge og hjerneforsker på Københavns UniversitetDin livsstil påvirker hjernen
Ud over at tænke i at udfordre din hjerne, har din livsstil også stor betydning for din hjerne. Og her gælder det også, at små forandringer har stor betydning for hjernen.
- Hjernen har brug for ilt og næring døgnet rundt. Det er hjerte og blodkar, der sikrer, at forsyningerne når frem, så noget af det bedste, du kan gøre for hjernen, er at være fysisk aktiv, få pulsen op. Hvis du ikke har overskud til et krævende træningsprogram, skal du ikke opgive, for hvert skridt tæller, siger Ellen Garde.
Hun fortæller, at et nyere engelsk studie viser, at der sker et markant fald i risikoen for at få demens, hvis bare du går 3.500 skridt om dagen i modsætning til ikke at gå.
- Det betyder noget, at du gør det, du kan, inden for de rammer og muligheder, du nu har, fastslår Ellen Garde.
Hun anbefaler også, at vi husker på, at hjernen faktisk er ret sårbar, og at blodkarrene i hjernen tager skade, når vi f.eks. ryger, drikker store mængder alkohol eller har forhøjet blodtryk.
- Hvis vi gerne vil sikre vores mentale reserver, nedsætte risikoen for at få demens, så skal vi tænke hjernens velfærd ind i dagligdagen, siger Ellen Garde.
Husk de små succeser
Vi kender godt de perioder i livet, hvor negativ-listen er lang, og det er svært at tage sig sammen til at komme ud ad døren eller mødes med andre mennesker. I de tilfælde anbefaler Ellen Garde at støtte hinanden og prøve at have fokus på de små succeser.
- Vi oplever alle, at motivationen svigter, og overskuddet er begrænset. Her kan sociale relationer være afgørende, for uanset hvor vi er i livet, kan vi udfordre, støtte og forkæle hinandens hjerner. Træn hukommelsen med minder, oplevelser, viden, og husk at belønne dig selv, når du lykkes med at komme ud i den friske luft eller at drikke kaffe med en ven. Det handler om at skabe små jubi-oplevelser for dig selv, have tillid til, at du godt kan og opleve glæden ved at dele, siger Ellen Garde.
- Hjernen er både sårbar og krævende, men den er også fantastisk plastisk, så alt, hvad du gør for den, tæller. Vi kan ikke få en pille, der kan forebygge demens, men der er rigtig meget, vi hver især kan gøre for at forebygge og have en velfungerende hjerne hele livet, siger Ellen Garde.
Sådan holder du din hjerne sund
Hjernen har mange behov, hvis den skal være sund og i god form. Her er fem gode råd til at holde din hjerne sund.
- Sociale relationer
Det er godt for hjernen at være sammen med andre mennesker – det er med til at stimulere den. - Uforudsigelighed
Gør noget nyt – noget du ikke plejer at gøre. På den måde udfordrer du hjernen, så den bliver nødt til at danne nye baner. - Kost
En sund kost er vigtig for at holde hjernen sund. Især elsker din hjerne fedt – men det skal være det rigtige fedt. - Søvn
Din hjerne har brug for, at du sover, så der er arbejdsro. - Bevægelse
Det er ikke kun din krop, men også din hjerne, der har gavn af, at du bevæger dig. Få pulsen op og husk, hvert skridt tæller