Undersøg dine muligheder for kompensation til aktiviteter
Hvordan og hvor søger du hjælp, hvis du vil undersøge dine muligheder for at få kompensation til sociale arrangementer eller fritidsaktiviteter? Læs socialrådgiver Bente Elton Rasmussens bedste bud her.
Det er forskelligt fra person til person hvilke muligheder, man har, når det kommer til at søge om kompensation til sociale arrangementer og aktiviteter. Det afhænger både af ens konkrete situation og hvilken kommune, man bor i. Bente Elton Rasmussen, der er socialrådgiver på PolioLinjen, har gennem årene vejledt mange polioramte, når det kommer til kompensationsmuligheder, og ifølge hende, er behovsafklaring det første skridt på vejen, hvis du vil søge om kompensation til en aktivitet.
”Først og fremmest skal du finde ud af, hvad det reelt er, at du har brug for hjælp til. Er det transporten til og fra, der er den konkrete udfordring? Eller har du behov for en ledsager eller praktisk hjælp, når du er til en begivenhed eller aktivitet? Alt afhængig af dine behov, så kommer der forskellige paragraffer i spil, hvis du søger om hjælp hos kommunen,” fortæller hun og fortsætter:
”Det handler også om at få afklaret, om det er kompensation til en enkeltstående begivenhed eller til en kontinuerlig aktivitet, som du har brug for hjælp i forbindelse med. Man får ikke nødvendigvis bevilliget hjælp, hvis man har lyst til at gå til et foredrag eller tage på højskoleophold i en uge. Men er man bevilliget hjælp i forvejen eller har et mere omfattende og kontinuerligt behov for hjælp, så er der nogle muligheder og undtagelser,” lyder det fra Bente Elton Rasmussen.
Der findes med andre ord ikke en snorlige guide om, hvad du kan søge om hjælp til, hvis du skal begynde til en fritidsaktivitet eller afsted til en konfirmation eller koncert. Men har du først fået afklaret dine behov, er du klar til næste skridt på vejen.
Forskellige muligheder for støtte
Har du en idé om, at kommunen kan yde en form for kompensation til det, som du gerne vil, så kontakt dem og fortæl om din konkrete problemstilling. Hvis det ikke fremgår klart af deres hjemmeside, hvem du skal kontakte, så ring i første omgang til hovednummeret, så de kan guide dig videre til rette vedkommende.
Med 98 kommuner i landet er der mange måder at gøre tingene på, så det kan variere fra kommune til kommune, hvem du skal kontakte – og hvilken type hjælp og støtte, der kan bevilliges. Noget hjælp vil kunne bevilliges efter Serviceloven (f.eks. i form af personlig og praktisk hjælp, ledsagerordning, merudgifter og BPA). Men derudover har mange kommuner også supplerende muligheder ift. f.eks. samarbejde med frivillige organisationer eller andet.
”Det er forskelligt, hvad de enkelte kommuner kan tilbyde, når det kommer til aktiviteter for borgere med særlige behov ud over Servicelovens regler,” fortæller Bente Elton Rasmussen og uddyber:
”Nogle kommuner har egentlige frivillige koordinatorer, der kan hjælpe i forhold til at starte op til nye aktiviteter eller indgå i nye fællesskaber. I Aarhus kommune findes der f.eks. såkaldte foreningsbrobyggere, der kan hjælpe en i gang med fritidsinteresser. Kontakter du kommunen så spørg altid, om de har nogle særlige indsatser, du kan gøre brug af,” opfordrer hun.
Har du brug for uvildig vejledning i forhold til sociale aktiviteter og fællesskaber?
Så kontakt PolioLinjen på tlf.: 36 73 20 40
Telefontid: torsdag kl. 13-15
Kontakt arrangøren
Det er dog langt fra altid, at kommunen behøver at blive involveret. Hvis dine behov ofte er ved enkeltstående begivenheder eller aktiviteter, så er det i stedet oplagt at tage fat i arrangøren og høre, hvad der er af støtte- eller hjælpemuligheder.
”Du kan starte med at undersøge, hvad de skriver på hjemmesiden om særlige forhold. Som regel står det nede omkring parkeringsreglerne,” fortæller Bente Elton Rasmusen.
”Finder du ikke svar på hjemmesiden, så giv dem et kald. Ofte er flere ting muligt, hvis man kommer i dialog og kan fortælle om helt konkrete behov, som de kan hjælpe med. Det er min erfaring, at mange er enormt villige og fleksible til at planlægge eller arrangere, så alle kan være med og få en god oplevelse.”
Hun fortæller videre, at tilgængelighed ofte fylder meget hos dem, som hun taler med, men at det langt fra altid er tilfældet. Måske kan man have brug for at trække sig lidt væk i fred og ro, hvis man er et sted med mange mennesker. Måske er ens behov et helt tredje, og derfor kan det være en god idé at få en snak med arrangøren, så man sammen kan finde nogle fleksible løsninger, der passer til en.
”Generelt oplever jeg, at der er blevet større fokus på tilgængelighed og på at imødekomme særlige behov, lyder det fra socialrådgiveren,” som fremhæver Solsikkesnoren som en af grundene til, at der er kommet større fokus på at hjælpe og inkludere folk med både synlige og usynlige handicap.
Legater – en mulighed uden for det offentlige
Som nævnt giver kommunen sjældent bevilling til hjælp til enkeltstående begivenheder. Har du derfor brug for økonomisk støtte til for eksempel et højskoleophold, en ferie, leje af en handicapbil eller ramper, så kan legater være en mulighed.
”Hvis du vil søge et legat, så er det igen vigtigt at få kortlagt dine behov, så du klart kan formulere, hvad formålet med legatsøgningen er. Hvis ikke det fremgår tydeligt i fondsansøgningen, hvad der søges penge til, så afviser fondene den typisk,” fortæller Bente Elton Rasmussen.
”Når du har gjort dette, skal du undersøge, hvilke fonde, der støtter det, som du søger til. Nogen giver til ferieformål, mens andre ikke gør. Nogen giver støtte til hjælpemidler, mens andre giver til deltagelse forskellige aktiviteter eller højskoleophold. Når du har fundet en eller flere fonde, der støtter det, som du gerne vil, så vær opmærksom på, om du opfylder de kriterier, som de har til ansøgeren, og ikke mindst hvornår, der er ansøgningsfrist. Ellers ender du blot med at spilde både din egen og deres tid,” råder Bente Elton Rasmussen, der medgiver, at det ikke nødvendigvis er en nem størrelse at søge om støtte.
”Det kan være en jungle af finde rundt i, fordi der desværre ikke er en komplet trin for trin-guide, der passer til alle. Derfor er man også altid velkommen til at kontakte os på PolioLinjen og høre, hvad vi umiddelbart tænker, at man kan gøre,” afslutter hun.