Vaccinehistorier: Elvis, kampagner og erstatninger

Året var 1956, og sideskilningen havde som altid lagt sig som en velkoreograferet sort bølge på Elvis Presleys hoved, da han foran millioner af amerikanere tronede frem på skærmen i ét af datidens allermest populære tv-programmer i USA, The Ed Sullivan Show.

Han skulle spille flere af sine numre, men først skulle noget vigtigt overstås, som handlede om at præge amerikanerne i den rigtige retning.

Ligesom man i flere lande i dag ikke har nemt ved at få tilslutning til at lade sig vaccinere mod coronavirus, var billedet dengang det samme i USA, hvor det haltede gevaldigt med at få folk til at lade sig vaccinere med Salks poliovaccine, som var blevet frigivet i 1954.

Paradoksalt havde man i USA i flere år i træk oplevet høje poliosmittetal, så incitamentet burde have været der.

For at rykke på befolkningens villighed havde de amerikanske myndigheder aftalt med Elvis, at han skulle lade sig vaccinere foran rullende kameraer. Og det virkede: Vaccinetilslutningen nærmest eksploderede blandt de unge amerikanere, hvor man oplevede en vækst på 80 pct.

I Danmark gik man ikke så bombastisk til værks, men der blev dog igangsat målrettede oplysningskampagner, når danskerne skulle vaccineres. For eksempel ti år senere, i 1966, hvor der blandt andet blev fremstillet en plakat med billeder af børn og teksten: ’Nu gælder det de sidste vaccinationer til alle under 40 år’.

Som en del af kampagneteksterne, der blev indrykket i de danske aviser, lovede man blandt andet, at Sabin-vaccinen var fuldstændig fri for bivirkninger. Det viste sig dog ikke helt at holde stik.

Tragiske tilfælde i USA

Dykker man ned i danske aviser i 1950’erne og 1960’erne, så er der ikke noget, som tyder på, at danskerne over en bred kam var utrygge eller tøvende ved at lade sig vaccinere mod polio, som det i perioder gjorde sig gældende i USA.

I stedet var det med lettelse, at der endelig kom en vaccine efter den store danske polioepidemi i 1952-1953.

Under den føromtalte vaccinationsrunde i 1966 var tilslutningen til poliovaccinen endda meget imponerende på næsten 100 pct. Allerede i løbet af 1950’erne var der dog drypvis kommet historier i de danske aviser om poliotilfælde og -dødsfald i USA som følge af vaccination.

Her i en artikel fra 1955, som flere danske aviser bragte: ”Den 33-aarige Fru Annabelle Nelson, hvis to Børn var blevet vaccineret med Salks Poliovaccine, er i Dag død af Polio efter kun 24 Timers Sygdom. Hun er den tredje, der er død i Idaho efter at have været i nær Berøring med vaccinerede Børn.”

Og igen i 1958 kunne danskerne læse dette: ”Californiens højesteret har tilkendt forældrene til de to børn, der siges at være blevet krøblinge, efter de var blevet vaccinereret mod børnelammelse, en erstatning paa 147.300 dollars. […] Der er blevet indgivet 31 andre klager mod laboratori-erne (Cutter Laboratories, red.) med krav om erstatning på i alt 10 mio. dollars.”

Sidstnævnte eksempel er fra den såkaldte Cutter-episode i Californien, hvor man på det amerikanske Cutter Laboratories på grund af tekniske fejl og utilstrækkelig kontrol var skyld i intet mindre end 40.000 poliotilfælde blandt Salk-vaccinerede, heraf flere hundrede varigt lammede og 10 dødsfald. Men hvorfor afskrækkede det ikke danskerne og tilslutningen til vaccinerne?

Et muligt svar kunne være, at der var stor tiltro til, at vi i Danmark omgik vaccinerne på en mere sikker måde, end de gjorde på den anden side af Atlanten, og vi slap da også for lignende skræktilfælde med Salk-vaccinen.

Danskere fik også erstatning

Til trods for vaccinernes indtog fra 1955 og frem, var det ikke helt slut med nye poliotilfælde herhjemme. I 1956 opstod der enkelte tilfælde, og noget må have animeret den populære radiodoktor til at reagere og udtale:

”Nu vil De måske sige, jamen, hvad er nu det for noget. Har lægestanden ikke lovet, at når man lod sig vaccinere mod børnelammelse, så kunne man ikke få sygdommen. Nej, det har lægestanden aldeles ikke lovet. Intet er 100 pct. i denne verden. Det er ubilligt at forlange, at ethvert lægevidenskabeligt fremskridt skal skåne én for enhver risiko,” var radiodoktoren citeret for i de danske aviser.

Tonen var en anelse mindre konfrontatorisk i 1966, hvor enkelte danskere desværre fik polio af selve vaccinen (Sabins vaccine med levende poliovirus):

”Skal vi se på risici, vil jeg gerne pointere, at man løber en betydelig større risiko ved at lade være med at tage sukkeret med vaccinen. […] Ingen kan mere end vi beklage de triste komplikationer som følge af vaccinen. […] Men vi må ikke glemme, at Sabin-vaccinen er skyld i, at vi ikke længere har de frygtede polio-epidemier i Danmark,” lød det fra professor H.C.A Larsen til dagbladet Aktuelt efter fem tilfælde af varige lammelser ud af næsten tre millioner mennesker, som fik vaccinen midt i ’60erne.

Sandsynligheden for at få lammelser fra poliovaccinerne herhjemme var derfor meget små, men tilfældene kunne dog ikke uden videre parkeres med beklagelse i medierne. Det endte med, at flere danske familier fik tilkendt erstatning.

Indenrigsministeriet nedsatte af den grund et udvalg i 1969 til at udarbejde et udkast til en lov om erstatning ved vaccinationsskader, som blev vedtaget og stadig eksisterer i dag.