Vaccinehistorier: Salk, Sabin og Brodie

Første gang de danske aviser skriver om en vaccine mod børnelammelse er helt tilbage i 1919, akkurat efter Første Verdenskrig. Her beskrives det i helt korte vendinger, hvordan Serum Instituttet allerede her er begyndt på arbejdet med at udvikle en vaccine, men at de langt fra er færdige.

I samtiden var det ikke muligt at gøre noget ved lidelsen, som hvert eller hvert andet år slog bølger ind over landet. Der skulle som bekendt gå flere årtier, førend danskerne kunne vaccineres mod polio.

Brodies triste skæbne

At det på ingen måde var nogen nem opgave at fremstille vaccinen, er åbenlyst, når man leder videre efter oplysninger på området.

I ’30erne blev der gjort adskillige forsøg, og danskerne kunne læse om en særdeles lovende vaccine, hvor den britiskfødte canadier Maurice Brodie lykkedes med at sætte et storstilet forsøg i gang, hvor man selv, hans medarbejdere og 7.000 børn fik hans vaccine i 1935.

Men ligesom flere forudgående forsøg blev Brodies vaccine ikke udrullet og brugt efterfølgende, fordi teknologien ikke var tilstrækkelig, bivirkningerne var uklare, og der blev samtidig rejst tvivl om det statistiske grundlag, som ellers fortalte om en uset lovende vaccine. Brodies vaccine blev droppet.

Det endte tilmed tragisk for Maurice Brodie selv, der ellers var blevet kaldt en frelser på grund af sin vaccineforskning i både Canada og USA. Allerede som bare 35-årig døde han af et hjertetilfælde, som nogle faktisk mener var selvmord, efter at være blevet fyret fra New York University.

De mislykkede forsøg fortsatte herefter i en årrække, hvor andre lande som Sverige i 1947 og Sydafrika lige inden Salk-vaccinen i 1954 proklamerede, at de var meget tæt på at have vacciner, der kunne sættes i produktion i stor skala.

Ingen udover Salk- og Sabin-vaccinerne blev dog nogensinde taget i brug i Danmark og på verdensplan.

Salks succes

Så hvem var de, de to mænd, som endte med at udvikle poliovaccinerne, der reddede så mange liv? Lad os begynde med en ganske kort beskrivelse af amerikaner, læge og virolog Jonas Edward Salk, der sammen med sit hold af læger og forskere stod bag den første af de vacciner, som vi herhjemme igennem tiden har stiftet bekendtskab med.

Salk var newyorker og barn af jødiske immigranter, og han havde inden poliovaccinen allerede gjort sig særdeles positivt bemærket ved at udarbejde en influenzavaccine til det amerikanske militær under Anden Verdenskrig.

Amerikanerne var de første, som fik Salks poliovaccine i 1954, men Danmark var det allerførste land i hele verden til at massevaccinere børn fra 1955 og frem. Herefter faldt de hjemlige poliotilfælde meget drastisk.

Vaccinen bestod af inaktiveret poliovirus, som børn og senere vokse fik ved injektion.

Salk havde forinden udrulningen i USA og Danmark først afprøvet den på sig selv, sin familie og forskellige dyr, og da det gik efter hensigten, fik 600.000 amerikanske børn vaccinen, hvorefter den blev udrullet til hele landet.

I Danmark blev Salk-vaccinen givet til 2,3 mio. i årene 1955-57, hvoralle skulle have tre injektioner med et par ugers mellemrum. I 1959 vaccinerede man 1,2 mio. flere danskere.

Sabin tog til Sovjet

Én af Salks allerstørste kritikere var Albert Bruce Sabin. Et pudsigt fællestræk ved de to pionerer er baggrunden som børn af jødiske immigranter i USA.

Sabin blev født i et område i Polen, som dengang hørte under Rusland (Det Russiske Rige, senere Sovjetunionen). Det har muligvis haft indflydelse på tilblivelsen af hans poliovaccine, men det vender vi tilbage til om lidt.

Sabin spillede ligesom Salk en rolle under Anden Verdenskrig, hvor han fremstillede en vaccine til soldaterne mod japansk hjerne - betændelse.

Stod det til Sabin, så gav det ikke mening at bruge inaktive - ret poliovirus, som i Salks vaccine, fordi han ikke vurderede, at død virus ville give den rigtige respons fra immunforsvaret. Han mente i stedet, at det skulle være levende poliovirus, man benyttede.

Men da vaccinationsprogrammerne med Salk-vaccinerne allerede kørte i USA, var der meget begrænset støtte at hente til hans egen vaccine. Derfor søgte han mod Sovjetunionen, hvor han og hans idéer blev taget anderledes godt imod.

Her arbejdede han sammen med sovjetiske læger og forskere, og i årene 1955-1961 testede man Sabins vaccine på over 100 mio. mennesker i blandt andet Sovjetunionen, Østeuropa og Mexico.

Vaccinen adskilte sig også fra Salks ved at være flydende og kunne indtages oralt, eksempelvis på en sukkerknald.

Meget opløftende resultater ved den massive test af vaccinen gav også genklang i den resterende del af verden. Samtidig viste det sig, at immuniteten mod polio aftog, og der var derfor brug for at vaccinere igen. Her blev Sabins vaccine denne gang valgt, fordi den kunne fremvise bedre resultater og længere immunitet end Salks.

Herhjemme begyndte vi derfor i 1963 at vaccinere med Sabins, hvor 2,7 mio. danskere fik den, hvilket gentog sig i 1966-68.

Sidenhen blev Sabins vaccine dog udfaset grundet enkelte eksempler, hvor den levende virus udviklede sig til akut polio hos vaccinerede.